Nicki Minaj kommer til Danmark i sit livs krise

Nicki Minaj kommer til Danmark i sit livs krise
Nicki Minaj.
Foto: Leon Bennett/Getty Images
Der er ingen kvindelig rapper, der har siddet på tronen så længe som Nicki Minaj. Hendes store europaturné, der kommer til Royal Arena 1. marts, burde være en sejrsrunde. Men internet-meltdowns, skuffende salg og Cardi-beef har ført Minaj ud i karrierens største krise.
Nicki Minaj kommer til Danmark i sit livs krise
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR. Det hele burde være så godt. Nicki Minaj kårede sig selv til hiphoppens dronning på 2018-albummet ’Queen’ – en titel mange mener, hun fortjener, efter hun har været den dominerende kvindelige rapper siden gennembruddet for snart ti år siden. Hun har netop kickstartet sin europaturné (der snart rammer Royal Arena), og sidste efterår blev hun den første kvindelige artist, der har haft 100 forskellige sange på den amerikanske Billboard-hitliste.

På overfladen ser alt altså godt ud. Uheldigvis er der mere end almindelig dybe ridser i den lyserøde lak, hvis man nærstuderer den selvudnævnte Barbies seneste 12 måneder.

New York-rapperen har nemlig startet en række uheldige beefs, virket ekstremt nærtagende, allieret sig med den hadede 6ix9ine og brugt sine rabiate fans som våben mod privatpersoner på sociale medier. Dertil har rapperen måttet aflyse en hel turné, og hendes albumsalg har været skuffende. Og så er der selvfølgelig konkurrenten Cardi B, der efterhånden har vokset sig så stor, at Nicki Minaj mere og mere må leve i skyggen af hende.

Tronen vakler under dronningen. Men lad os tage tingene fra en ende af. Lad os spole tilbage til sidste sommer. For det er her, tingene begynder at gå galt.

Efter næsten et årti som hiphoppens definerende kvindelige stemme er Nicki Minaj for første gang udfordret. Cardi B er ikke bare trådt ind på scenen, hun har indtaget den fuldstændig. Hun har fulgt kæmpehittet ’Bodak Yellow’ op med det stærke album ’Invasion of Privacy’, og mange taler om, at Cardi er på vej til at blive større end Nicki. At Minaj måske endda er ved at være fortid.

Det kunne den selvudnævnte Queen selvfølgelig vælge at ignorere. Hun kunne insistere på, at Cardis succes ikke er negativ for hendes egen. I stedet er det ret tydeligt, at Nicki Minaj begynder at blive usikker. Og det fører til en kædereaktion af yderst uheldige beslutninger, der bliver skudt i gang med noget så småt som et uovervejet Twitter-angreb.

Dronning på en vaklende trone

For efter en hiphopjournalist ved navn Wanna Thompson tweetede noget kritisk om Nicki Minaj, angreb rapstjernen hende sidste juli groft på Twitter og kaldte hende blandt andet »grim«. Det endte med, at Thompson blev fyret fra hiphop-sitet, hun arbejdede for, og modtog en masse hadebeskeder.

Episoden blev set som et eksempel på, hvordan fankulturen på sociale medier kan gå amok. Men for Nicki Minaj satte den her tyndhudede Twitter-konfrontation frem for alt tonen for udgivelsen af ’Queen’. For albumreleasen havde intet af albumtitlens suverænitet. Tværtimod. Der var en følelse af desperation omkring hele processen, som om Minaj prøvede alt for hårdt på at bevise, at hun virkelig var albumtitlens store Queen.

Den negative dynamik forstærkedes, da de første mange singler fejlede. ’Barbie Tingz’ og ’Chun-Li’ var stærke lyriske sange, men havde begrænset kommerciel succes. Så fulgte popforsøget ’Bed’ med Ariana Grande, der mislykkedes totalt i forhold til sin stort anlagte hitambition. Og så var der den generiske trap-banger ’Rich Sex’ med Lil Wayne, som verden mere eller mindre ignorerede. Albummet blev udskudt efter de skuffende singler. Det begyndte at se kritisk ud.

Men så snublede Nicki Minaj ind i et hit i form af ’Fefe’. Det uheldige var bare, at ’Fefe’ var en sang af 6ix9ine, som Nicki blot gæstede. Jep, selvsamme 6ix9ine, der har en dom for at medvirke i en sexvideo med en mindreårig, og som siden er blevet anklaget for en række banderelaterede forbrydelser – og som reagerede ved at fortælle FBI alt, han vidste om sine medsammensvorne. Bare det, at Minaj følte sig nødsaget til at samarbejde med sådan en artist gav indtrykket af, at den kriseramte rapdronning nærmest ville gøre alt for et hit.

Dén desperation blev endnu mere tydelig, da ’Queen’ endelig udkom. Nicki Minaj var nærmest manisk fokuseret på at gå nummer et på hitlisten og tilføjede pludselig ’Fefe’ (der som sagt egentlig var en 6ix9ine-sang) til albummet – efter at det allerede var udkommet. Planen var, at streamingtallene fra ’Fefe’ skulle hjælpe de skuffende tal for ’Queen’.

Det mislykkedes. Albummet gik ikke nummer et. Dronningen var faldet fra toppen. Og hun reagerede med raseri.

Nicki-pokalypsen

Tiden omkring og lige efter udgivelsen var en tåge af beskyldninger, meltdowns og disses. Det var en sand Nicki-pokalypse. Først tordnede den sårede hiphop-Queen mod Travis Scott (der havde ‘stjålet’ Minajs førsteplads på hitlisten), som hun anklagede for at snyde med sine salgstal ved at give albummet væk som del af merchandise-salg. Minaj glemte dog at nævne, at hun selv brugte samme slags salgsteknikker og endda solgte pakkeløsninger, der inkluderede hendes album, en plakat og tre måneders Tidal-abonnement for sølle fem dollars.

Nicki Minaj dissede ikke bare Scott, men også hans kæreste Kylie Jenner, der havde postet et billede af parrets barn og skrevet noget om Travis Scott i teksten. Minaj brokkede sig over billedet af Jenner og Scotts datter, og pludselig virkede det som om, rapperen rent faktisk havde beef med en baby.

Ideen om, at hun var sur på en næsten nyfødt baby gjorde selvfølgelig Nicki Minaj til lidt af en Twitter-joke. Men det var ikke kun Travis Scott, Kylie Jenner og deres baby, der blev angrebet.

Nicki Minaj mente, at Spotify havde mordarbejdet hende, som straf fordi ’Queen’ havde premiere hos Apple Musics Beats 1 Radio. Minaj talte sig selv så varm, at hun sammenlignede sig med slaveri-frihedskæmperen Harriet Tubman, hvilket var en anelse… overdrevet. Spotifys svar: »Spotify støttede Nicki Minaj med en Times Square-placering, en række af de største playlister, New Music Friday…«.

Beskyldninger, vrede, konspirationsteorier: Det her var som at se et overspændt meltdown udfolde sig dag efter dag. Som om den her maniske jagt efter at blive nummer et fik den ellers så overlegne stjerne til at selvdestruere fuldstændig. Og det blev værre endnu.

For samtidig med den her serie af mindre katastrofer stod på, startede den pressede rapper et nyt radioshow hos Apple Music Beats 1 Radio, hvor hun kommenterede alt, der foregik. Resultatet mindede lidt om en diktators propaganda-apparat, der slår vildt fra sig, alt imens kontrollen over riget går tabt.

Nicki Minaj skældte ud til højre og venstre, brokkede sig højlydt og uddelte akavede priser som ’cock sucker of the day’ til medier eller personer, som på en eller anden måde havde fornærmet hende. Det var et sandt kaos.

Og midt i det her blev hendes USA-turné så aflyst. Ifølge Minaj selv var der tale om nogle produktionsvanskeligheder, men det virker mere sandsynligt, at de mange rygter og nyheder om elendigt billetsalg talte sandt. Ifølge en artikel hos Page Six havde en kilde hos koncertarrangøren Live Nation fortalt, at der i mange byer var solgt få tusinde billetter til koncerter, der skulle finde sted i arenaer med plads til op mod 25.000. Da den historie kom frem, viste Nicki Minaj sig igen fra sin værste side og beordrede sine fans til at angribe en journalist fra Billboard, der havde rapporteret historien.

Med den ubehagelige reaktion var nedsmeltningen total. Og Nicki Minaj har ikke rigtig genvundet fodfæstet siden.

I Cardis skygge

Denne serie af begivenheder har ændret måden, Nicki Minaj grundlæggende bliver anskuet på – som om, vi har set en side af et idol, vi ikke kan glemme igen. For 6ix9ine-samarbejdet virkede skrupelløst. Angrebet på fans virkede ondskabsfuldt. De mange skuffende singler var desperate. Og hele håndteringen af fiaskoen virkede skiftevis verdensfjern (Harriet Tubman-sammenligningen), hyklerisk (Travis Scott-anklager) og decideret barnlig (Queen Radio-priserne).

Siden har der været lidt mere stille omkring Nicki Minaj. Men de udmeldinger, der har været, har ikke umiddelbart været positive.

I oktober var der et håndgemæng med Cardi B, der forstærkede indtrykket af, at Nicki mobber Cardi B på grund af hendes succes. Cardi lagde en lang række videoer op, hvor hun virkede frustreret og vred over hele situationen. Som om hun var træt af alt det lort, Minaj hele tiden startede.

I december kom det så frem, at Minaj nu dater Kenneth ’Zoo’ Petty, der ifølge TMZ har været dømt for drab. Mediet beretter også, at han har været dømt for forsøgt voldtægt. Ikke ligefrem den rehabilitering, hendes image måske havde brug for efter 6ix9ine-samarbejdet.

Sidst i 2018 kom det også frem, at Future ikke kommer med på hendes europaturné alligevel, og derfor altså ikke er med i Royal Arena på fredag. Erstatningen Juice WRLD er et stærkt, ungt navn, men det er alligevel ikke ideelt, at en så stor del af en turné pludselig ændrer karakter.

De allerseneste nyheder, der har været fra Nicki Minaj, har (udover en forfærdelig feature på Avril Lavignes ’Dumb Blonde’, som vi aldrig vil nævne igen) været en række freestyles over aktuelle beats fra andre artister. Hun har tacklet ekskæresten Meek Mills Drake-samarbejde ’Going Bad’, Gunna og Lil Babys ’Drip Too Hard’ og ’Thotiana’ af årets første store nye rapper, Blueface.

De remixes illustrerer faktisk meget godt Nicki Minajs underlige position i 2019. For hun er jo stadig en virkelig stærk rapper med en masse forskellige flows og skarpe punchlines. Det har hun hele tiden været – selv da ’Queen’-fiaskoen udspillede sig. Hendes evner er tydeligvis intakte.

Men samtidig må man spørge sig selv, om det kommer til at ændre noget ved Minajs position, at hun remixer et par populære sange og smider dem op på den lidt obskure streamingside Audiomack? Det virker nærmest lidt forældet at remixe sange på den måde. Den krise, som Nicki Minaj har gravet sig selv ned i, kan i hvert fald ikke løses af et par freestyles.

Illusionen om, at hun skulle kunne udnytte noget af Bluefaces hype ved at remixe ’Thotiana’ brast i hvert fald hurtigt. For kort tid efter udgivelsen kom det officielle remix nemlig – inklusive musikvideo og det hele. Gæsten på remixet? Cardi B.

Læs også: Her er 12 koncerter, du skal opleve i marts

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold