Phoebe Bridgers’ nye duo med Conor Oberst byder på charmerende – og påfaldende rocket – outsiderromantik

Phoebe Bridgers’ nye duo med Conor Oberst byder på charmerende – og påfaldende rocket – outsiderromantik
Better Oblivion Community Center.
Phoebe Bridgers’ nye duo med Conor Oberst byder på charmerende – og påfaldende rocket – outsiderromantik - Better Oblivion Community Center
4 6
Better Oblivion Community Center
'Better Oblivion Community Center'

Album, Dead Oceans/Playground

Når en yngre, fremadstormende kunstner slår pjalterne sammen med en ældre kunstner, hvis karriere typisk har fundet sit naturlige leje, er der som regel andet og mere end kunstnerisk identifikation på spil.

Det er måske nok en småkynisk måde at anskue det potentielt frodige møde mellem generationer på, men det er samtidig fristende som iagttager at fundere over hvem der egentlig gør hvem en tjeneste.

I tilfældet Phoebe Bridgers og Conor Oberst er jeg ikke i tvivl. Og det bør du sådan set heller ikke være. I det her tilfælde er det en gestus fra det unge stjerneskud, der kaster glans over den overvintrede hjerteknuser fra dengang, da emo og indie blandede blod i en grad, så det til tider mere havde karakter af spændetrøje.

24-årige Bridgers er den måske mest lysende klare unge singer/songwriter-profil for tiden. Det understregede hun på debuten ’Stranger in the Alps’ fra 2017 (hvor Oberst sang med på en af sangene) og, ikke mindst, i kraft af ’supergruppe’-konstellationen Boygenius (der foruden Bridgers består af Lucy Dacus og Julien Baker), der i efteråret udsendte en aldeles glimrende eponym ep, hvor Bridgers’ komposition ’Me and My Dog’ var det store trækplaster.

Få måneder senere er hun aktuel med surprise-projektet Better Oblivion Community Center, der altså er en duo med en af hendes tidlige ungdoms helte, Conor Oberst (aka Bright Eyes), der i 00’erne markerede sig med sin stærkt emotionelle, beat-inspirerede poesi på ikke mindst det ekspressive (for ikke at sige rablende) opus ’Lifted, or the Story is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground’ (2002).

Hvis man beskriver Conor Obersts fans dengang som medlemmer af en menighed, var jeg en af de lidt utålmodige, der sad på en af de bagerste rækker i kirken og lyttede samtidig med, at jeg i mit stille sind sad og glædede mig til at træde ud i dagslyset igen.

Sidste gang jeg for alvor lyttede med var, da Bright Eyes dobbeltudgav ’Wake Me Up It’s Morning’ og ’Digital Ash in a Digital Urn’ i 2005. For sådan er det jo med de frafaldne. Når først man er ude, så er man helt ude. Væk og videre. Jeg har aldrig siden orket at lytte til Oberst, og jeg har – ærligt talt – ikke fornemmet, at jeg er gået glip af særlig meget.

Derfor skal jeg heller ikke partout kunne sige om der er tale om, at Bridgers står jordemoder til en art kreativ genfødsel af den snart 40-årige, evigt ungdommeligt udseende troubadour med de tjavsede lokker (nu med grå stænk!), eller om jeg bare har været for dovent sikker i min sag og afskrevet ham på det uretfærdigste.

Men ’Better Oblivion Community Center’ er under alle omstændigheder en skridsikker og iørefaldende genintroduktion til Bright Eyes’ lettere quirky udsyn på tilværelsen og den sans for simple, men godgørende melodier, der på gode dage får hans meget sparsomme stemmepragt til at skinne om kap med bambiøjnene.

Annonce

Det er svært med sikkerhed at sige, hvem der har bidraget med hvilke sange på albummet (med en klar undtagelse i åbningsnummeret ’Didn’t Know What I Was In For’, hvis melodi bærer et umiskendeligt Bridgers-aftryk med sine melankolsk faldende verselinjer), hvilket er en styrke, for det vidner om et projekt, hvor begge sangskrivere fremstår fuldt integreret og investeret i at skabe sammenhæng – at være i øjenhøjde med hinanden (og lytterne).

Bridgers og Oberst synger ikke komplekse harmonier, de fraserer stort set ens hele vejen gennem albummet. Det afspejler måske, at der ikke er tale om det mest eventyrlystne kuld sange, de to har skrevet – hvilket yderligere understreges af de til tider ret no-bullshit-agtige rockudladninger, der kommer overraskende ofte til deres ret. Blandt andet på ’Big Black Heart’, der udarter sig til en vredladent huggende rocker med Dinosaur Jr.-aner, eller den fuzztunge guitar, der summer over ’Sleepwalkin’’ som et arrigt insekt.

Selv om sekvenseringen er ret fortrinlig – det er få kollaborative album, der formår at virke så ukompliceret velskabte som ’BOCC’ – er det de mest singer/songwriter-underspillede indsatser, der gør størst indtryk. ’Chesapeake’ lyder som det perfekt sarte soundtrack til de næste 100 års amerikanske outsidere-fanget-i-lillebyen-kærlighedsfilm, og ’Forest Lawn’ er rørende på en måde som kun understøttes af den musikalske afdæmpethed og arrangementsmæssige prunkløshed.

Det hele kulminerer på den ret vidunderlige ’Dylan Thomas’, hvor de to stemmer virkelig klæder hinanden, og hvor omkvædets melodi er optimalt afstemt med versene, der løber perlende opstemt derudaf. Også her punkteres sangens vellyd midtvejs af et nærmest Crazy Horse-tungt guitarintermezzo.

’Better Oblivion Community Center’ er et charmerende bekendtskab fra start til slut – med en lille undtagelse i den acid house-inspirerede (!?) ’Exception to the Rule’, der således må siges at leve op til sit navn. Bridgers bekræfter med en sjælden set lethed og elegance, at hun skal skuffe meget i de kommende år for ikke at indtage en så godt som permanent plads i det amerikanske sangskriverpanteon, mens Conor Oberst (næsten) formår at genfortrylle denne lytter – og i forbifarten gøre mig nysgerrig efter, hvad han dog egentlig har syslet med den sidste dusin år. Ikke nogen helt ringe bedrift.


Kort sagt:
Det er få kollaborative album, der formår at virke så ukompliceret velskabte som Phoebe Bridgers og Conor Obersts ’Better Oblivion Community Center’.