Roskilde Festival: Her er vores favoritter i ugens musikpakke (ud over legenderne)

Det er legendernes dag i Roskilde-regi. 28 nye navne er blevet annonceret, og øverst troner Bob Dylan, Robert Plant og Underworld, der alle kommer til festivalen med koncerter i musikhistoriens tegn. Men hvis man kigger ud over veteranerne, hvad indeholder dagens musikpakke så af spændende nye navne? Her er fem, der er værd at glæde sig til.
Roskilde Festival: Her er vores favoritter i ugens musikpakke (ud over legenderne)
Rosalía.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Rosalía

Roskilde Festival gør hvert år en dyd ud af at eksponere festivalgæsterne for alskens musiktraditioner fra hele verden, og i den sammenhæng kunne de næppe have booket et mere spændende navn end Rosalía. Hun blander problemfrit snappy popproduktioner med spansk flamenco, og med sit nyeste album, sidste års ‘El Mal Querer’, har hun på rekordtid taget det globale poplandskab med storm. Her blander hun tradition og nyskabelse på flot, potent og medrivende vis.

Rosalía er også landet på nye udgivelser fra megastjerner som J Balvin og James Blake, og i de kommende måneder vil vi formentlig se hendes stjerne vokse endnu mere. Hun er allerede et rigtig stort navn i mange dele af verden, og en Roskilde-optræden er muligvis lige det, der kan cementere hende som et stort navn i Danmark også. Hun har for vane at medbringe et hav af dansere til sine storslåede koncerter, så det bliver spændende, hvor der kan være plads til hendes sceneshow – måske vi skal helt op til Arena?

Rosalía spiller onsdag den 1. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Rolling Blackouts Coastal Fever

Australiens rockscene har dette årti mest været kendt for sin sprudlende psykedelia fra grupper som Wand, Tame Impala og King Gizzard & the Lizard Wizard, men landets Rolling Blackouts Coastal Fever divergerer fra den stilart. I stedet laver de varm, karismatisk og en smule drømmende poprock. Bandets lyd er hyggelig, upoleret og helt nede på jorden, og man kan mærke en forkærlighed for 80’er-darlings som The Go-Betweens og The Feelies.

Kvintetten har hele tre guitarister, hvilket gør, at der altid er gang i et eller andet. Sidste år udgav de deres sommerlige debutalbum ‘Hope Downs’, der gav dem en del øget opmærksomhed. De kække guitarfraseringer går da også lige i hjertet, og deres solskinsfyldte rockmusik lyder som om, den kunne være helt ideel til en tidlig eftermiddagskoncert på Pavilion.

Rolling Blackouts Coastal Fever spiller onsdag den 1. juli

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Søn

Vi bliver lidt i den jangly poprock. Danske Søn har netop udgivet det mesterligt poetiske og vidunderlig catchy debutalbum ‘Det skandinaviske design’, og oven på en udgivelse af den kaliber, skal der ikke herske tvivl om, at Søn er en mere end oplagt booking til Roskildes vækstlagsprogram.

Deres dansksprogrede lyrik behandler store, alvorlige emner, men det er altid nærværende og relaterbart. Dertil er deres musik fyldt med gribende, dynamisk instrumentation, der har for vane at få helt nye dimensioner live. Se dem i år, mens de betræder den lille Rising-scene, for der går næppe længe, inden de er klar til større platforme.

Søn spiller på Rising en af de indledende dage 28.-30. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Hjalte Ross

Dagens pakke står langt hen ad vejen i guitarens tegn, men det betyder jo ikke nødvendigvis højenergisk rockmusik over hele linjen. Her er også den indadvendte singer/songwriter-stil, og dette felt mestrer danske Hjalte Ross om nogen. Hans inderlige sange leder tankerne hen mod store figurer som Tim Buckley og Nick Drake, men Ross er skam ingen copycat. Hans lyd er så fornemt eksekveret, at der ikke er nogen tvivl om, at han trækker på sine egne oplevelser, og ikke på 70’er-ikonernes.

Det smukke, let barokke lydunivers i Ross’ følsomme folkmusik er roligt på overfladen, men der er sitrende, komplekse følelser på spil. Det kan klart anbefales at lytte til hans debutalbum ‘Embody’ fra sidste år – og ellers bare gøre sig klar til en fortryllende, intim folkkoncert, der kan bringe lidt ro i sjælen under en ellers hektisk festivaluge.

Hjalte Ross spiller på Rising en af de indledende dage 28.-30. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Throwing Snow

Kan du lide pulserende elektronisk musik, der udfordrer konventioner? Kan du lide dystopisk mørke leveret med taktfaste, gennemborende grooves? Så vil du elske engelske Throwing Snow. Den progressive producer, der også er medlem af duoen Snow Ghosts, har i årevis skabt inficerende teksturer, der går helt ind under huden.

Mørket i Throwing Snows musik er noget af det første, man lægger mærke til, men en del af magien ved hans musik er, at han som ofte formår at levere dette over godt dansevenlige UK Bass-rytmer. Det bliver formentlig en Apollo-fest af den slags, der kan give en stor klump i halsen.

Læs også: Roskilde Festival afslører 28 nye navne – Bob Dylan på Orange

Læs også: Rosalía er den globale popstjerne, vi har ventet på

Læs også: Guide: Bob Dylans 10 vigtigste album

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af