Twenty One Pilots’ ambitiøse stunt-koncert tog Royal Arena med storm
Twenty One Pilots’ fanskare er såvel berømt som berygtet for deres loyalitet over for den amerikanske duo, der fusionerer hiphop og electropop, tilsat en snert emo i det lyriske univers. I Royal Arena mandag aften var denne loyalitet vidunderlig at bevidne.
Store dele af salen var klædt i gul fra top til tå, som hyldest til æstetikken fra gruppens seneste album ‘Trench’, og det skabte en slags fællesskabsfølelse. I min personlige opfattelse er ‘Trench’ gruppens hidtil stærkeste kunstneriske udfoldelse. Dens forgænger, ‘Blurryface’, var med stribevis af hits deres kommercielle højdepunkt. Der kunne med andre ord næppe være et bedre tidspunkt at se Twenty One Pilots live.
Til trods for, at størstedelen af duoens sange består af langt flere end to instrumenter, var der ikke flere musikere på scenen end gruppens to officielle medlemmer: Josh Dunn på trommer, og Tyler Joseph på vokal samt skiftevis bas, ukulele, klaver og keyboard. De fleste af gruppens ellers markante synthlyde kørte derfor på backingtrack. Men det gjorde egentlig ikke noget, for der var så meget i gang, at et fuldtalligt liveband nok blot ville træde i baggrunden.
Hvis man hurtigt skal illustrere, hvor spektakulært et liveshow, duoen havde gang i, kan det opsummeres således: De indledte koncerten maskeret foran en brændende bil under bangeren ‘Jumpsuit’, men blot få numre senere skænkede man nærmest ikke bilen en tanke, fordi så meget vildt var sket i mellemtiden.
Under tredje nummer, ‘Fairly Local’, kastede Joseph sig over et vildt stunt, hvor han øjensynligt væltede pladask ned fra kanten af en platform. Kort efter ser man dog, at det blot var en stunt double, og pludselig står den rigtige Tyler Joseph og synger midt mellem siddepladserne. Det var vanvittigt godt eksekveret, og det var langt fra det eneste øjeblik, hvor jeg greb mig selv i at måbe over koncerten.
Når en koncert har så stor en produktion, siger det sig selv, at der af og til skulle være noget ventetid mellem sangene. Det havde Twenty One Pilots heldigvis tænkt på i forvejen, så der var tit sørget for rimelig stilfulde overgange mellem numrene, så man aldrig kedede sig.
Selv om der var mange kostumeskift, røgeffekter og alverdens scenografiske lir, føltes koncerten ikke kunstig. Både Dunn og Joseph sørgede for at interagere rigeligt med publikum, og de nåede skam helt ud bagerst i salen. Det var svært ikke at synge med på catchy tracks som ‘We Don’t Believe What’s On TV’, ‘Chlorine’, ‘Ride’ og megahittet ‘Stressed Out’.
Det var en koncert med pang, pyroteknik, konfetti og saltomortaler, men der blev skam også gjort plads til den dybtfølte side, som de især mestrede på ‘Trench’. Duoen blev rykket fra den store Royal Arena-hovedscene til en mindre scene midt i salen, omgivet af publikum fra alle fire sider. Her fik vi ‘Neon Gravestones’, ‘Bandito’ og starten på ‘Pet Cheetah’, og det gav noget nerve til den dunkle følelse, der gennemsyrer meget af gruppens æstetik. Den samme følelse kommunikerede de mod slutningen, da de spillede den melankolske ‘Leave the City’ som aftenens næstsidste nummer.
Den afsluttende ‘Trees’ udviklede sig næsten til cheesy arenapop a la Coldplays ‘A Sky Full of Stars’. Men det virkede. Det satte sig lige i hjertet. For i dette øjeblik, som en sal fyldt af gultklædte Twenty One Pilots-fans hoppede op og ned, mens gul konfetti faldt ud over dem, kunne man mærke et sammenhold. Efter den nedtrykte ‘Leave the City’ var ‘Trees’ lige den lykkepille, der skulle til; den satte et optimistisk punktum for en yderst vellykket koncert.
Kort sagt:
Twenty One Pilots var formidable i Royal Arena – sceneproduktionen var til at måbe over, deres tilstedeværelse var medrivende, og deres interaktioner med publikum var konsekvent veloplagte.