Vil du skrive for Soundvenue? Vi søger musikskribenter med skarpe holdninger

Vil du skrive for Soundvenue? Vi søger musikskribenter med skarpe holdninger
Frank Ocean. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images)

Er du musiknørd, har du originale holdninger til musiklandskabet, og har du lyst til at give musikjournalistikken et los i røven? Så er det dig, vi søger.

Soundvenues mission er at udpege, diskutere og vurdere den mest interessante nye musik, men vi hæver også blikket og analyser perspektiverne rundt om.

Vi vil diskutere, hvorfor noget er væsentligt og godt – og hvorfor andet ikke er det. Vi vil helt tæt på musikken, men også anskue kulturen og dens mekanismer – hvad end det drejer sig om indie og undergrund eller popkultur og trending topics.

Vi er på jagt efter friske synspunkter formidlet skarpt, underholdende og med autoritet.

Hvad vil du skrive om?

Vi søger nye skribenter til anmeldelser, analyser og kommentarer. Med andre ord: Holdningsstof med originale synspunkter. Men det skal være dine egne.

Så hvad vil du gerne sige? Er Ariana Grande nutidens svar på Madonna? Hvad siger det om Frank Ocean, at han har gjort sin Instagram-profil offentlig? Er Tame Impalas Kevin Parker den eneste, der kan redde rockmusikken i 2019?  Og vil du gerne ytre din uforbeholdne mening om kommende udgivelser fra Fouli, Sigrid, Juice WRLD, Barselona, Nilüfer Yanya, Billie Eilish og Vampire Weekend?

Vi leder efter unikke holdninger i et univers, hvor undergrundens talenter og den bredeste mainstream eksisterer side om side. Den skarpe idé og den gode historie er alfa omega. Så hvad har du spottet, hvad er du sur over, hvilke gemte guldkorn skal fremhæves, hvilke tendenser skal analyseres? Og hvilke album skal anmeldes?

Hvad forventer vi af dig?

Du vil blive en del af den lønnede freelancestab knyttet til Soundvenues musikredaktion. Vi vil pitche opgaver til dig, men det er ekstremt vigtigt, at de fleste ideer kommer fra dig selv.

Du har en indgående viden om netop dit ekspertområde – jo mere specifik dit interessefelt og din viden er, jo bedre.

Det er væsentligt, at du har klare holdninger til musiklandskabet, fra det enkelte track til de overordnede strøminger, og at du kan argumentere for dine meninger og sætte dem i perspektiv.

Interesseret? Så send os en mail med følgende:

1. Lidt om dig selv og din baggrund.
2. En beskrivelse af dit ekspertiseområde: Er du hiphopnørd, r’n’b-aficionado, popelsker, guitarfetichist eller noget helt andet?
3. Et par af dine tidligere (eller helt nye) tekster – helst om musik.
4. Minimum ét konkret pitch (men meget gerne flere) til en konkret idé, du gerne vil føre ud i livet.

Send din ansøgning hurtigst muligt til cwo@soundvenue.com. Eventuelle spørgsmål kan rettes til samme adresse eller til musikredaktør Christian Wolkoff på 70200012.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af