Danske Collider får rocktraditionalister til at spytte kaffen ud
Det er så nemt at hate på danske Collider og deres debut. Et album med en titel, der vel nærmest er en slags… anus-smiley? – begået af et band med alt for store og studentikose ambitioner om at svejse shoegaze, 80’er-jangle, punk, psych- og progrock sammen i uhellige konstellationer, der kan få rocktraditionalister til at spytte kaffen ud eller skide tynde, grønne grise.
Men det er også nemt at elske et band, der så eftertrykkeligt giver pokker i beherskelsens kunst og kaster sig frådende over lytteren i deres maksimalistiske rock-kluddermor, hvor more is (altid!) more, hvor Jethro Tull-tværfløjte flyver ubesværet ovenpå støjrockguitarer og hvor trommeslager Mikkel Trøjborg Fink slår gordiske knuder på sig selv for at overraske og overrumple lytteren… og det hele på nærmest magisk vis fungerer alligevel.
Firkløverets kæphest er, at de kun koger deres ingredienser al dente, modsat mange andre bands, som kører inspirationer og påvirkninger igennem en stor blender for at komme frem til en lind, homogen grød, så man ikke så nemt opdager, hvad afsættet egentlig var oprindeligt. Derefter smasker de stumperne sammen sekventielt i hikstende harmonikasammenstød (Collider, get it, eh?), som konstant serverer lytteren noget nyt, noget nyt og atter nyt at forholde sig til hele tiden.
Det resulterer i én af de mest intense, forfriskende albumdebuter fra et dansk rockband i lang tid. Selvfølgelig kan man lure Colliders egne yndlingsbands, og der er rockhistoriske fingeraftryk fra Sonic Youth og My Bloody Valentine over det hele i de skiftevis svajende og bøjende støjrock-guitarer samt Troels Damsgaard Christensen og Marie Nyhus Janssens harmoniske, engleblide dreng-/pigevokaler – men de abrupte kompositioner gør resultatet højst originalt, og Jens Leonhard Aagaards produktion får visionen til stå knivskarpt.
Det, der især får Colliders umulius-humlebi af et rockepos til at lette er nok mest af alt et kollektivt sæt melodiører og intuition for hooks og harmonier, der guider lytteren gennem selv de mest knudrede passager, samt en sjette sans for vekselvirkningen mellem det spontane og planlagte, der løber som en tyk, rød tråd gennem hele albummets knap tre kvarter lange spilletid.
Selv når Collider virkelig skruer bissen på med den vrantne, fræsende ‘Sniper’, hvor Janssen krænger lungerne så katarsisk ud, at man rent glemmer hendes fortid i det blide folk-søskendeforetagende Kirsten & Marie, er melodierne knugende stærke. Kun med den, indrømmet, ganske bevidst kvæstede ‘DG’ er Colliders indviklede formel ved at gå af led, men det er dermed meget få minutters tålmodighed, man behøver at have med de ambitiøse opkomlinge, før nydelsen igen indfinder sig.
Kort sagt:
Collider svejser shoegaze, 80’er-jangle, punk, psych- og progrock sammen i uhellige konstellationer, der kan få rocktraditionalister til at spytte kaffen ud eller skide tynde, grønne grise.