Fouli danser med hofter og pistoler på kort og effektiv debut-ep
Fouli, der i 2014 tittede frem i samarbejder med rapduoen DC, er unægteligt en del af de seneste snart mange års nyskud inden for dansk gaderap, og – tro det eller ej – det ser ud til, at scenen bliver ved med at vokse.
Kong Gilli er efterhånden groet fast på gaderap-tronen, og selv om inspirationen har givet næring til et hav af blomstrende rappere, har hans guitarbårne dominans også på mange måder sat genren lidt i stå – det er ZK’s nyeste ep ‘2000’ for eksempel et bevis på.
Det er heldigvis ikke tilfældet for Fouli, selv om den håbefulde opblomstringshistorie fra ghettoen kan virke triviel ved første lyt. Men man kan egentlig ikke klandre musikken for at handle om de hårde tider og kampen væk fra dem; det har næsten alle dage været gadebørn, der har skubbet hiphoppen fremad, og hvis man lytter nærmere til Foulis debut-ep, vil man høre, at historien fortælles med overraskende mange musikalske nuancer for en fortælletid på blot 12 minutter.
Fouli har marokkanske rødder, og man kan mærke varmen fra de første forskudte klaveranslag på det indledende titelnummer og på den afsluttende genopvarmning ‘Akhees’ (brødre). Og det er netop varmen, Foulis afrobeat dyrker – i modsætning til en rapper som Gilli, der også ofte bruger tropeguitaren til at synge om kulden. Foulis rytmiske og samtidig halvsyngende flow svæver især flot i den opstigende varme fra ‘Dag 1’, og det fremhæver de måske bedste egenskaber, som afrobeat-genren har bragt med sig fra syden: Et opgør med både rappens monotome hoftebevægelser og melodier.
Temperaturen skifter dog, og på mere inkarnerede gadenumre som (den knap så originalt betitlede) ‘Gaden’ danser Fouli med pistoler i stedet for hofterne. Den eksplicitte tematik her og den åbenbart uundgåelige guitarfigur, der optræder på ‘Million’, bliver måske for trivielle. Men samtidig er begge numre jo vildt velfungerende, og især Brancos bredskuldrede bidrag på ‘Million’ er svært at afskrive med linjer som »Du ved Miklo, brormand, det’ min elsked’ partner/ her er hundred lapper til Balenciaga / lagde ogs’ hundred lapper til min baby mama / og jeg købt’ en villa, for hun hader trapper«.
Den faste formular er til gengæld ikkeeksisterende på ‘Gunshot’ takket være produceren Akhee, der med finesse formår at holde bassen tilbage over Foulis knivskarpe og buldermørke versflow, inden den skydes af under gæsterapperen Naouis omkvædsbid »Gunshot, de vil pow-pow«. De fragmenter udgør ep’ens mest effektive og nyskabende sekvenser.
På en længere udgivelse skal der nok noget mere til. Men på 12 minutter lykkes det, og inden for genren er Foulis debut-ep et effektivt kvalitetsskud, der viser glimt af nytænkning.
Kort sagt:
Fouli formår på blot 12 minutter at fortælle sin gadehistorie overraskende musikalsk nuanceret, og selv om tematikkerne rammer trivialiteter, så er der også glimt af nytænkning i det afrobeat-inspirerede univers.
Læs interview: På besøg i Foulis Albertslund: »Det var sådan, det hele startede«