Hans Philips solosingle er endnu ikke på Spotify – det er frustrerende af specielt én årsag

Hans Philips solosingle er endnu ikke på Spotify – det er frustrerende af specielt én årsag
Hans Philip i videoen til 'Siger ingenting'.

Opdatering: Vi er blevet gjort opmærksom på, at der inde hos Tidal foreligger information omkring sangens credit-liste.

Oskar Kronback aka Kops står krediteret som producer og programmør, mens han også er krediteret som komponist sammen med Hans Philip. Philip er hertil krediteret for lyrikken og naturligvis vokalen. Produceren Viktor Groth, som nogen måske kender fra Waldo & Marsha, er krediteret for mix.


Søndag fik vi endelig Hans Philips første single i eget navn med den afdæmpede pianosag ‘Siger ingenting’. Sangen blev sluppet løs via en musikvideo på Youtube, men den har endnu ikke ramt streamingtjenesterne på normal vis. Videoen ligger godt nok i Apple Music, men bare selve sangen er altså ikke at finde – hverken i Apple Music eller Spotify.

Er det bare et spørgsmål om tid? Eller har Hans Philip og hans hold decideret valgt at undgå streamingtjenester?

Sidstnævnte ville være lidt mærkeligt: Det er trods alt streamingtjenesterne, som er ungdommens foretrukne musikmedie, og at holde sig væk vil uden tvivl koste lyttere og streams i sidste ende. Hertil har Hans Philip tidligere selv delt et par af sine Spotify-playlister, så mon ikke han gerne vil give sine fans muligheden for at inkludere ‘Siger ingenting’ på diverse playlister også?

Måske det er et æstetisk valg. At singlen i første omgang skal ses med musikvideoen. At de to ting hænger sammen i en sådan grad, at Philip gerne ville have, at de skulle opleves sammen, inden sangen bliver udgivet for sig selv.

Det kan man i så fald ikke have andet end respekt for, men der er dog én ting, som er frustrerende ved, at ‘Siger ingenting’ ikke nu ligger til streaming: Den manglende information.

For lidt tid siden introducerede Spotify nemlig ‘Show credits’-funktionen, hvor man kan klikke på en sang og se, hvem der har henholdsvis fremført, skrevet og produceret et givent track. Vi har fundet ud af, at ‘Siger ingenting’ er produceret af den unge danske popkunstner Kops, men det er udelukkende fra produceren selv.

Siden Ukendt Kunstner blev lagt i graven, har et af de største spørgsmål jo været, hvem Hans Philip ville lave musik med efter Jens Ole McCoy.

Mon der har været andre inde over produktionen end Kops? Mon Philip har samarbejdet med andre i forhold til selve sangskrivningen? Vi mangler den fulde credits-liste til ‘Siger ingenting’ – det ville en placering i Spotify formentligt kunne give os. Så vi venter i spænding.

Læs også: Ungdommens yndlingsrapper er tilbage – men intet er som det plejer

Læs også: Hans Philips nye single bruger samme trick som min yndlingssang af Ukendt Kunstner

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af