Jamaika fejrede sin frihed foran en fængselscelle i Lille Vega

Jamaika fejrede sin frihed foran en fængselscelle i Lille Vega
3 6
Jamaika

Koncert, Lille Vega

Jamaika betrådte ikke scenen torsdag aften i Lille Vega. Han blev sluppet løs på den. Rapperen fra Vejle startede nemlig koncerten indelukket i en stor rekonstruktion af en fængselscelle, bygget op på den ene side af scenen. Mens den profetiske ’Gode dage venter’ spillede, trådte han ud fra tremmerne til stor jubel fra publikum.

Men ellers blev fængselskonstruktionen ikke rigtig brugt til noget. Den store firkant blev ikke involveret i sceneshowet. Faktisk blev den nærmest ignoreret af Jamaika. Og det var på en måde meget symbolsk.

For siden gennembruddet med den fantastiske ’Sxb på fri fod’-ep fra januar 2016 har rapperen flakket mellem fængselsceller og musikkarriere. Han nåede knap at opleve debutudgivelsens succes, før han røg bag tremmer igen. Den ep var et slags råb om hjælp, hvor rapperen fantaserede om et bedre liv. Det nye album ‘Nordsiden’, der kom i starten af 2019, tre år senere, er mere aggressivt. Det lyder som en væbnet protest: »Jeg gi’r dem aldrig ret«, som han udbryder på ’Anklage’.

På den måde har fængselscellen altid været til stede som en trussel i Jamaikas musik. Den er kulissen, hans sange udspiller sig foran. Ligesom til koncerten i Vega: Altid til stede, selv når musikken spiller.

Det faktum blev understreget af Jamaika efter den eksplosive start, hvor rapperen talte til publikum og forklarede, at han var taknemmelig over at være på scenen – for ellers havde han nok været ude at lave noget helt andet. Den skarpe opsætning mellem isolationsceller og sceneoptrædener gav koncerten, der utroligt nok var Jamaikas første ægte soloshow i København, en følelse af vigtighed: Som om han netop var blevet løsladt lige her og skulle spille sin musik for første gang.

Sådan virkede det i hvert fald i salen. Publikum hengav sig fuldstændig til sange som ’Picasso’, ’Balenciaga’, ’Op’ og ’Anklage’ fra ’Nordsiden’, og Jamaika var en energisk og imødekommende tilstedeværelse på scenen. I modsætning til så mange andre rappere, der tit er en anelse ugidelige, havde han masser af energi og ild at give af.

Uheldigvis havde han ikke stemmen til at bakke op om de store armbevægelser. Store dele af koncerten var stort set blot playback. Jamaikas mikrofon var ret lavt indstillet og skar tit igennem backtracket på en ret uheldig måde. Hans live-vokal og studiesporet smeltede ikke sammen, men lød i stedet som om de kæmpede mod hinanden. Og apropos uheldige stemmesammenstød: Hypemanden Ung Cezars konstante ad-libs og indslag havde nogenlunde samme effekt, som når nålen skratter på en vinylplade. Værst var det, da han næsten ødelagde det store øjeblik, da hele salen sang ’Blodskudt’ sammen, ved konstant at brøle »fuck de fucking pansere!«

Når koncerten alligevel føltes som en vellykket oplevelse og endda til dels som en længe ventet sejr for Jamaika, var det fordi han tydeligvis gav alt, han havde, og fordi publikum var så velvillige. Jamaika gav et kort danseindslag til ’Op’, sang live over for en guitarist på ’Dobbelt alting’ og spillede endda nogle nye numre.

Ikke alt gik lige godt, og stemmen knækkede hist og pist. Stemningen var også tæt på at knække en smule, da ’Problemer sover ik’ blev afbrudt på grund af tekniske problemer. Men på trods af, at koncerten var langt fra perfekt, følte man, at Jamaika gav alt, og salen var med ham. Alle ville se ham vinde.


Kort sagt:
Jamaikas energiske og imødekommende scenetilstedeværelse var så stærk, at man næsten glemte, at det meste af koncerten var ren playback. Men hele salen ville se ham vinde, og rapperen selv gav alt.

Hør podcast: Jamaika-cast i Standard: Er ‘Nordsiden’ den danske hiphop-klassiker, vi har ventet på?

Læs også: Jamaikas debutalbum er en diagnose af posttraumatisk stress i ghettoen

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP