Nilüfer Yanyas debut er et ambitiøst konceptalbum om angst
Da jeg for godt et år siden blev introduceret til britiske Nilüfer Yanya, lavede hun behagelig, lidt indadvendt og ganske spiselig guitarpop. Jeg havde et eller andet sted forventet, at hun ville fortsætte i den retning, men som hun lagde op til udgivelsen af sit debutalbum, hørte vi hende udvide repertoiret med både garagerock og synthpop. Da jeg endelig lyttede til albummet, var jeg dybt forbløffet: Den introverte brite med guitaren debuterer simpelthen med et konceptalbum om angst i den moderne tilværelse.
Mellem sangene finder vi interludier fra det fiktive selvhjælpsbureau Wway Health™. Her bliver albummets tematikker godt og grundigt formidlet gennem sarkasme og satire, og de gør også, at man lige bider ekstra mærke i Yanyas bidende tekstunivers.
Men så underholdende, som de her interludier er, så føles de også lidt som lappeløsninger. Deres funktion ender med at være, at de skal bringe sammenhæng mellem sange, der ikke har særlig meget sonisk til fælles. Derfor ender det med, at albummet sætter sit eget flow på pause og dynamisk begynder forfra hvert tiende minut. Det er af samme årsag svært at mærke nogen reel progression i løbet af tracklisten, hvilket ellers plejer at være en essentiel del af ethvert konceptalbum.
Nilüfer Yanyas sangskrivning er heldigvis så stærk, at det undskylder mange af problemerne med albumstrukturen. Hun kaster sig over et væld af stilarter inden for pop og rock, og uanset om hun læner sig op ad Interpol (‘In Your Head’), The Police (‘Safety Net’) eller Jungle (‘Baby Blu’), så er hendes egen karakter til stede.
Hun bevæger sig sjældent væk fra de afprøvede vers-omkvæd-vers-opbygninger, men hun formår rigtig flot at få udnyttet spændvidden, disse skabeloner har. Hun kører en hårfin balancegang, hvor sangene er iørefaldende nok til, at de sætter sig fast, men samtidig er så jordnære og personlighedsdrevne, at man får lyst til at lytte ordentligt efter, hvad hun siger.
Lyden på albummet er rigtig flot og detaljeret, nærmest uanset genren. Produktionen er overordnet poleret, men kanterne er lige tilpas uslebne, hvilket gør, at musikken ikke lyder for fabrikeret. Når guitarlyden er lidt skæv, eller når Yanya laver sine karakteristiske små knæk med stemmen, er der ingen der prøver at dække det til. Det gør hele albummet mere menneskeligt – og det gør, at man let kan mærke den angst, hun søger at skildre.
‘Miss Universe’ er en ambitiøs udgivelse. Nilüfer Yanya tackler adskillige genrer, og hun søger samtidig at lave et album-statement i helt klassisk forstand. Det er meget at bide over, og langt hen ad vejen lykkes det for hende. Hvis hun holder det ambitionsniveau oppe, og derudover får lidt bedre styr på albumstruktur, er der vist god grund til fortsat at holde øje med, hvad hun går og laver.
Kort sagt:
‘Miss Universe’ er et konceptalbum om angst, men albumstrukturen skaber desværre ikke den sammenhængsfornemmelse, Nilüfer Yanya ellers øjensynligt sigter efter. Heldigvis kommer hun godt efter det med bundsolid sangskrivning.