‘Psychodrama’ positionerer Dave som det britiske svar på Kendrick Lamar

‘Psychodrama’ positionerer Dave som det britiske svar på Kendrick Lamar
Dave.
‘Psychodrama’ positionerer Dave som det britiske svar på Kendrick Lamar - Psychodrama
5 6
Dave
'Psychodrama'

Album, Caroline

Daves seneste single har været meget kontroversiel i England. Men ikke fordi London-rapperen glorificerer narkosalg, mord eller anden kriminalitet. Han står heller ikke på en brændende bil og råber »fuck the police«. Singlen ’Black’ har været kontroversiel på grund af dens tekstindhold, der analyserer hvordan sorte mennesker opfattes (og opfatter sig selv) i samfundet.

Han er altså ikke blevet kritiseret, fordi han angriber samfundet, men fordi han diagnosticerer det. Det er i sig selv noget nyt, at selve tankegodset i hiphopsange kan sætte sindene i kog – og det er også en af årsagerne til, at Dave er den mest hypede og fascinerende hiphopstemme i England lige nu.

For selv om han før har skabt store klubsange som nummer et-hittet ’Funky Friday’ fra 2018 med gaderapperen Fredo, eller benhård grime som på gennembrudssangen ’Thiago Silva’ med AJ Tracey, er hans debutalbum konsekvent afdæmpet og kompromisløst dedikeret til at være eftertænksomt. Her er ingen leflen til gaderap, grime, klubmusik eller noget andet.

Det er et analytisk album, der vender blikket indad. Men fordi Dave forstår, at man er nødt til at forstå sin verden for at forstå sig selv, bliver ’Psychodrama’ i lige så høj grad en analyse af samfundet og rapperens umiddelbare personlige forhold, som det bliver en selvdiagnose.

Det er et album om mennesket David Orobosa Omoregie, om menneskerne omkring ham – som storebroren, der sidder i fængsel for sin rolle i et drab, eller en voldsramt kvinde, han møder på toget (’Lesley’) – og i sidste ende om samfundet som den store skabende magt, der skaber rammerne for det hele. Eller, som Dave kritisk definerer det (hvide) samfund, der møder ham alle vegne: »The odds that we beat«.

Hvis der er et fjendebillede på ‘Psychodrama’, er det nok samfundets strukturer og de hvide magthavere, der bestyrer dem. Det er det, der har gjort ’Black’ kontroversiel. Men gennem albummet virker Dave mere optaget af at nuancere forståelse end at stigmatisere. Som når han beskriver gangsteren, hvis diamanter bliver misforstået: »You see our gold chains and our flashy cars / I see a lack of self worth and I see battle scars / he has to be with twenty man when he wears jewelry / and you see it as gangster, I see it as insecurity« (‘Environment’).

Sponsoreret indhold
Lauryn Hill, Suspekt, Minds, Mø og mange flere
Årets Fredagsrock program er ude – og det er spækket med store, strålende stjerner fra ind- og udland. Se hele den vilde musikplakat her.
Tivoli

’Psychodrama’ er fyldt af den slags skarpe observationer, der sammenkæder helt konkrete ting som dealere på hjørnet med guldkæder, til hvordan gadens mekanismer fungerer, til hvordan samfundet ser på dem.

Daves fortælleposition minder en del om Kendrick Lamars. Der er noget ’good kid, m.A.A.d City’ over den måde, han fortæller gadens hårdeste historier på, samtidig med at han selv har en vis distance til det hele. Det her er ikke ren gaderap: Det er fortællinger af en ung mand, der observerer sit kvarter gennem vinduet og prøver at forstå sammenhængene.

Men Dave har også brugt Kendrick Lamars spagat mellem populær-rap og eftertænksomme, fortællende tracks. For ligesom Compton-rapperen har Dave også prøvet kræfter med en række radiovenlige genrer og gæstet de største rappere fra hitlisterne. Han står bag det klubbede kæmpehit ‘Funky Friday’, gæster UK drill-tracket ’18Hunna’ med Headie One og er endda blevet remixet af Drake på den r’n’b-inspirerede ‘Wanna Know’. Dave er altså beviseligt god til at lave catchy sange og gøre forskellige lyde til sine egne. Men den side ser han helt bort fra på ’Psychodrama’.

For ja: London-rapperens debutalbum er en udfordring at lytte til. Det er lidt, som hvis Kendrick Lamar havde lavet ’good kid, m.A.A.d City’, men uden sange som ’Bitch, Don’t Kill My Vibe’ og ’Swimming Pools’ – og kun med sange som ’Sing About Me, I’m Dying of Thirst’.

Dave er nemlig gået all-in på krævende, intense tekster, afdæmpede beats og minimum variation i lydbilledet. Tit taler rapperen direkte til lytteren, kun støttet af et klaver eller et stemmesample, og forventer, at selve tekstindholdet er stærkt nok, til at man hænger fast. Slutnummeret ‘Drama’ er eksempelvis en syv minutter lang fortælling om Dave, hans fængslede bror og fraværende far, der nærmest ikke har noget beat. Selv når melodiske afrobeats-lænende artister som J Hus og MoStack dukker op midt på albummet, holder de tempoet påfaldende lavt.

Det kræver rimelig meget selvtillid at lave sådan et album. Man er nødt til at tro på, at det, man siger, er spændende nok til at lytteren hænger fast, selv om der knap er afveksling.

Og det lykkes faktisk oftest. Sange som ’Lesley’ har en hypnotisk kvalitet, når Dave bruger 11 (!) minutter på at fortælle historien om en gravid kvinde, der ender i et trekantsdrama med sin voldelige kæreste, der er utro med Lesleys bedste veninde. Han er god til at fortælle historier, og fortællingens morale placerer sig også klart i tidsånden: Sangen handler om vold mod kvinder og de mange skæbner, det rammer, uden at man ved det. Det er en af de få nutidige hiphopsange, der rent faktisk forarbejder konsekvenserne af #metoo.

Ligesom i sine gadefortællinger forsøger Dave nemlig også her at zoome ud og forstå strukturerne, der former de enkelte fortællinger. Og hvis du ikke lige fanger pointen i eksempelvis ‘Lesley’, får du den også lige udpenslet i slutningen af sangen: »This shit’s awful, no matter what culture it isn’t normal / men try and twist it, make it seem like it’s your fault / in that train full of people that you’re taking / how many Lesleys are running from their Jasons?«.

Sponsoreret indhold
Læs mere hos Yousee
Læs mere hos Yousee
Yousee

Den slutning indkapsler både Daves styrke og svaghed. Det er en fængslende sang med et stærkt budskab, man snildt ville kunne se starte den næste debat, når den bliver spillet i britisk radio. Men det er også en smule docerende. Han kan ikke lade være med at skære sin pointe ud i pap – selv om historien nok stod stærkere uden den afsluttende krølle.

Her bliver det måske lige tydeligt nok, at vi lytter til en 20-årig mand, der er ude på at fortælle os en historie med et Klart Moralsk Budskab – også kendt som J. Cole-territoriet. Det kan man også sige om moraliserende linjer som denne: »You see all the groupie girls and think they’re heaven-sent / I see twenty-five minutes worth of empty sex« (‘Environment’).

Men det er selvfølgelig også en risiko, man løber, når man har så meget på hjerte som Dave. Her kan det måske igen hjælpe at sammenligne London-rapperen med Kendrick Lamar. For den amerikanske artist lavede også en exceptionelt moraliserende sang som ‘No Make-Up (Her Vice)’ i 2011, der handlede om, at det var overfladisk, når kvinder brugte make-up. Men et år senere lavede han nyklassikeren ‘good kid, m,A.A.d City’.

Det er selvfølgelig på ingen måde sikkert, at Dave kommer til at præge UK-scenen med geniale udgivelser, som Lamar har gjort det i USA. Men ‘Psychodrama’ gør det klart, at han har både ambitionen og potentialet til at nå de niveauer.


Kort sagt:
Dave har lavet et album, der skarpt analyser ham selv, hans relationer og samfundet omkring ham. Der er intet af den klubbede eller poppede side, rapperen før har vist. Til gengæld er ’Psychodrama’ et af de skarpeste samfundsdiagnostiske hiphopværker, den britiske scene har set.

Læs også: Fredo laver den mest kompromisløse UK-rap lige nu – på godt og ondt

Lyt til podcast: UK Special i Standard Ekstra: Danijel Drux guider til den engelske hiphopscene