Sigrid kanaliserer alt fra The Beatles til Ariana Grande på den flotte popdebut ’Sucker Punch’

Sigrid kanaliserer alt fra The Beatles til Ariana Grande på den flotte popdebut ’Sucker Punch’
Sigrid.
Sigrid kanaliserer alt fra The Beatles til Ariana Grande på den flotte popdebut ’Sucker Punch’ - Sucker Punch
5 6
Sigrid
'Sucker Punch'

Album, Universal

Budskabet var soleklart, da Sigrid udgav sin debutsingle for knap to år siden – ingen skulle ødelægge hendes vibe. Alt fra de bombastiske synths til Sigrids snerrende vokal på ‘Don’t Kill My Vibe’ blæste lytteren bagover. Hvor kom den energi lige fra?

På en måde indkapslede den sang alt det, der sidenhen har vist sig at kendetegne Sigrids lyd. De slagkraftige synthlyde, de delikate, catchy melodier, hendes særegne vokal, de poppede akkorder, og ikke mindst hendes gnistrende, dragende energi. Alle de ting er drysset rundhåndet ud over nordmandens debutalbum, hvor popeufori og smuk, følsom sangskrivning smelter flot sammen.

Noget af det, jeg var mest nervøs for, før jeg lyttede til ‘Sucker Punch’, var om det ville lykkes Sigrid ikke at gentage sin popformular for mange gange på albummets 12 sange. Et nummer som ‘Strangers’ for eksempel, der udkom sidste sommer, er en absolut gribende popsang, men der er også grænser for, hvor mange forskellige måder, man kan lave den slags Robyn-kanaliserende popsange på. Men Sigrid er faktisk lykkedes med at lave et album, hvor sangene ligger flot i forlængelse af hinanden og samtidig også har vidt forskellig karakter.

De allerede udgivne sange ‘Don’t Kill My Vibe’, ‘Strangers’, ‘Don’t Feel Like Crying’ og ‘Dynamite’ præsenterer den Sigrid, man kender, men undervejs støder man på flere uventede sange som for eksempel den spøjse, næsten Ariana Grande-agtige ‘Business Dinners’ og den virkelig fine ‘Level Up’. På sidstnævnte skifter Sigrid for alvor popformlen ud og præsenterer en vildt smuk sangskrivning, der med fine akkorder og legende melodier næsten har en The Beatles-agtig karakter.

‘Level Up’ har desuden en virkelig stærk sårbarhed, som man også møder på balladen ‘Dynamite’ og den fine ‘In Vain’, hvor Sigrid for alvor skruer op for knas og distortion på sin stemme på imponerende vis. Man bliver gang på gang overrasket over, hvilke lyde, der kan komme ud af hendes krop. ‘In Vain’ viser sig at være en tretrinsraket af en popsang, hvor balladestemningen først går over i en quirky jammende nynnesession for til sidst at vende tilbage til den velkendte og storslåede poplyd, man mødte helt tilbage på ‘Don’t Kill My Vibe’.

Sigrid formår virkelig at skifte mellem at overraske og imødekomme lytteren i løbet af de 12 helstøbte sange på ‘Sucker Punch’. Det ene øjeblik bliver man overrasket over at støde på panfløjte og legetøjsinstrumenter på ‘Business Dinners’, det næste bliver man fuldstændig taget i hånden af velkendte poptricks som på ‘Mine Right Now’, der lyder lidt som noget fra Carly Rae Jepsens ‘Emotion’-album, mens den fremdriftige ‘Never Mine’ minder om Taylor Swifts ‘Style’ fra ‘1989’.

Efter det rørende afslutningsnummer ‘Dynamite’ sidder man tilbage med den følelse, der er allerbedst at have, når man har hørt et album igennem – at man har lyst til at høre det igen!

‘Sucker Punch’ er en perfekt blanding af umiddelbar, forløsende popeufori og sære, quirky numre, hvor ens nysgerrighed bliver pirret af både instrumentering, harmoni og melodi. Et virkelig stærkt udspil fra den sprudlende nordmand, der har vist sig at gøre alle mine små forbehold til skamme.


Kort sagt:
Popeufori og smuk, følsom sangskrivning smelter flot sammen på Sigrids debutalbum ‘Sucker Punch’.

Læs anmeldelse: Sigrid på Roskilde Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold