Smokepurpp tog de uambitiøse hiphopkoncerter til et nyt niveau – og dumpede med et brag
I de 35 mandagsminutter, Smokepurpps koncert i Lille Vega varede, havde jeg et inderligt håb om, at det hele blot var en forlængelse af dj’ens opvarmningsset, som Smokepurpp selv tilfældigvis havde valgt at være en form for hypeman til – men det viste sig, at der var tale om Smokepurpps egentlige show.
Den purunge moshpit-kultur har ændret hiphopkoncerter radikalt bare de seneste år, og den punkede, anti-musikalske revolution har en vis charme over sig. De ligeledes unge (og nærmest snart allerede forældede) Soundcloud-rappere har fået gennemtrumfet en konsensus om at afholde rapkoncerter, selv om man i bunden ikke kan rappe.
Den attitude tog Smokepurpp mandag aften til et helt nyt niveau. Med en rådden og hyklerisk attitude, de mange turn-up-gæstesange fra dj’en, og en åbenlys modvilje i forhold til at rappe med på sine egne sange, kan Smokepurpp måske siges at have ramt den ’perfekte’ Soundcloud-rapkoncert til topkarakter – med alle de værste tendenser, det indebærer. Hvilket jo nærmest er en imponerende bedrift.
Men på alle andre almindelige parametre dumpede koncerten med et brag, kun dæmpet af den evindelige moshpit-mani og energi fra det unge publikum – der dog til sidst også blev trætte af at skrige »ESSKEETIT«. Og hertil gik grænsen altså for, hvor lidt man kan tillade sig at gøre ud af en koncert, som folk har betalt for at se.
Attituden mellem numrene kammede overraskende nok også over, og Smokepurpp brugte sin taletid på at skælde den stillestående højreside af salen ud for at være »weak«, samtidig med at han mindede dem om, hvor de kunne finde døren, hvis ikke de var klar til at »turn-up«. Hvornår har det nogensinde været publikums ansvar at starte en koncert, og hvordan kan man tillade sig at opfordre til mere energi, når man selv er drænet og faktisk ligner en, der netop leder efter døren?
Da bedstevennen og kollegaen Lil Pump gæstede Store Vega for kort tid siden, var der ingen, der havde forventet, at han rent faktisk kunne rappe – og det kunne han virkelig heller ikke. Men i modsætning til Smokepurpp, så prøvede han i det mindste, og hans energi på scenen kunne nogenlunde matche de hungrende cirkeldannere. Smokepurpp lignede konstant en, der ikke havde lyst til at stå på scenen (måske i skuffelse over at blive nedgraderet fra Store Vega), og han brugte omtrent lige så lang tid på at danse woah-challenge, som han gjorde på at spytte sine rim – han var sin egen hypeman, men uden at der var nogen til at overtage hovedrollen.
Selvfølgelig farede vandglassene rundt i lokalet til strobelys og smadderbas under Purpps største hits som ‘Do Not Disturb’, ‘123’ og Pump-samarbejdet ‘Nephew’ – men det var faktisk andre kunstneres hits som Sheck Wes’ ‘Mo Bamba’ (der allerede var blevet spillet én gang til opvarmningen), Lil Pumps ‘Boss’ og den posthume XXXTentacion-hitkavalkade med ‘SAD’ og ‘Look At Me’, der havde størst effekt. I mangel på bedre afsluttede sidstnævnte koncerten, hvilket siger en del om Smokepurpps koncertambitioner.
En akavet løbende circle-pit fik endda kæmpehittet ‘Audi’ til at falde sammen uden rigtigt at indfri det ellers enorme anarki-potentiale, der gemmer sig bag den forvrængede bas og det eminente hook.
Og det hele er en skam, for det virker til at handle mere om dårlig attitude og manglende ambitioner end om manglende talent. Da Smokepurpp for første og eneste gang rappede det, der lignede et helt (måske kun et halvt) sammenhængende vers fra den nyudgivne ‘Sauce Like This’, lød det faktisk godt, og ved en nærmere sammenligning med en rapper som eksempelvis Lil Pump, finder man langt flere nuancer både i Smokepurpps musikalske kreativitet og i hans tekniske evner på indspilningerne.
København og omegns ungdom var åbenbart det mest »lit« crowd på hele turneen, og dét fortjener i det mindste én stjerne – men Smokepurpps rådne attitude og dovne performance i Lille Vega fortjener egentlig ikke noget nævneværdigt.
Kort sagt:
Smokepurpps koncert i Lille Vega var som en forlængelse af et dj-opvarmningsset, hvor han selv agerede doven hypeman. Med den rådne attitude og manglende ambition dumpede han med et brag – kun dæmpet af det unge publikums evindelige krav på energi og moshpits.