Tinderbox-programmet er komplet: Her er vores otte favoritter i festivalens hidtil bedste lineup

Tinderbox-programmet er komplet: Her er vores otte favoritter i festivalens hidtil bedste lineup
ASAP Rocky.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
Med 24 nye navne (inklusive Miley Cyrus) har Tinderbox offentliggjort årets endelige program – her er redaktionens favoritter.

Tinderbox fik premiere i 2015, og siden da har særligt én ting karakteriseret festivalens lineup fra år til år: Det har altid været et sammenskudsgilde uden lige. Tinderbox har fra starten været leveringsdygtige i store brede navne, som kan samle festivalmasserne i Tusindårsskoven i Odense, men den røde tråd sådan rent musikalsk har været svær at få øje på.

Det er nu engang også tilfældet i år, hvor man finder navne som Billie Eilish, Diplo og Lil Uzi Vert side om side med Sheryl Crow, Rick Astley (!) og Skunk Anansie.

Tinderbox er en festival med noget for vitterligt enhver smag, og med dagens tilføjelse af 24 nye navne er årets program færdigt. Selve mangfoldigheden gør det også lidt svært at sige noget om programmet som helhed (ud over de mange retninger), men kigger man isoleret på årets navne hver for sig, står det klart, at Tinderbox har booket det bedste program i festivalens levetid.

Altså: Hvis vi for en stund ser ud over den røde tråd og alt det der, er dette ganske enkelt det Tinderbox-program til dato, der har flest interessante navne på plakaten. Flere af de her navne er lyden af lige nu.

Her er vores otte favoritter på årets Tinderbox-plakat.

1. Billie Eilish

Man kan nærmest ikke ramme mere rigtigt med en booking i 2019 end Billie Eilish. Hun inkarnerer en ny generation af piger og kvinder, der ikke gider smile på skolofotoet og ikke giver en fuck for, hvad der forventes af dem.

Den kun 17-årige sanger har startet en vaskeægte massebevægelse for unge piger, der ser sig som normbrydere og outsidere, hvilket man også kunne opleve, da hun gæstede et propfyldt Store Vega tidligere i år. Hun har netop skabt et verdenshit i form af ’Bury a Friend’, og albummet ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’, der udkommer den 29. marts, ser ud til at blive en af årets største udgivelser.

Eilish er stemme for en hel generation og et kæmpe scoop for Tinderbox.

2. Lil Uzi Vert

Tingene går meget hurtigt i hiphopverdenen for tiden. Sange, der er få år gamle, kan være klassikere, der har inspireret en hel bølge. Netop det er tilfældet med Lil Uzi Verts generationsdefinerende hit ’XO Tour Llif3’ fra 2017, der lagde fundamentet for massevis af rappere med misbrugsproblemer, knuste hjerter og sorte depressioner. Men ingen har endnu overgået Uzi selv.

’XO Tour Llif3’ er en af de seneste års vigtigste hiphopsange, og rapperens ’Luv Is Rage 2’-album fra samme år er det mest frygtløst nyskabende album, der er kommet ud af den unge hiphopgeneration. Lil Uzi Verts næste album, ’Eternal Atake’, har til gengæld været annonceret og udskudt mange gange, og senest har rapperen endda meldt ud, at han ikke vil lave musik mere – men åbenbart gerne spille koncerter. Den store forventning, der har været til ’Eternal Atake’ (og desperationen ved udmeldingen om musikstoppet) viser, hvor essentiel Lil Uzi Vert er for en hel hiphopgeneration.

3. Miley Cyrus

Siden Roskilde Festival i 2013 bookede Rihanna, har festival-Danmark åbnet dørene for tidens store popstjerner. Så det er virkelig et scoop, at Tinderbox har lokket en vaskeægte A-lister til Tusindårsskoven i form af Miley Cyrus. Især fordi Miley faktisk er en af de artister, der tør udfordre vores forestillinger om, hvordan en popstjerne skal se ud, lyde og gebærde sig.

Sangerens store løsrivelsesfase startede med 2013-albummet ’Bangerz’, der legede med hiphop på sange som hittet ’We Can’t Stop’, og som introducerede os for en twerkende Miley. Siden har hun lavet psykedelisk pop med The Flaming Lips på ’Miley Cyrus & Her Dead Petz’ og prøvet kræfter med country igen på ’Younger Now’ fra 2017. Samtidig har hun snakket åbent om tolerance, dyrket hippiekultur og støttet LGBTQ-miljøet.

Men frem for alt har Cyrus bare formået at virke som om, hun oprigtigt er ligeglad med, hvad du, medierne eller nogen anden synes om hende. Hun gør det på sin egen måde. Og det gør hende til en af de stærkeste popstjerner, vi har i dag.

4. Giorgio Moroder

De fleste kender sikkert Giorgio Moroder fra Daft Punk-sangen ‘Giorgio by Moroder’, men det var jo ikke uden grund, at de to franske electrohelte dedikerede et helt nummer til at fortælle den 78-årige italieners historie. Han er en legende: En af de helt store inden for discoen (han producerede mange af Donna Summers hits), og også manden bag et hav af elskede soundtracks.

Han vandt en Oscar for lydsiden til ‘Midnight Express’ og har hertil sidder bag knapperne på masser af magiske hits fra 70’erne og 80’erne: Fra ‘Take My Breath Away’ og ‘Danger Zone’ fra ‘Top Gun’-soundtracket til ‘Flashdance… What a Feeling’ og ‘The NeverEnding Story’. Det bliver nostalgi på den helt store klinge og Moroders bare anden danske koncert nogensinde (den første finder sted i maj).

5. ASAP Rocky

Takket være sit million dollar-smil, elegante flow og selvsikre stil får ASAP Rocky det at være hiphopstjerne til at ligne det letteste i verden. Men han har faktisk ikke gjort det nemt for sig selv.

Harlem-rapperens seneste album, ’Testing’, var en ambitiøs og eksperimenterende udgivelse, hvor Rocky ikke kun samarbejdede med rapstjerner som Kodak Black og French Montana, men også med grænseskubbende artister som Dev Hynes, Frank Ocean og FKA Twigs. Men selv her hittede han selvfølgelig: ’Praise the Lord (Da Shine)’ med gæsterapperen Skepta var en af sidste års stærkeste hiphopsange.

For ASAP Rocky har netop hele pakken: Stærk rapper, sikker hitmager og ambitiøs kunstner på én gang. Derfor var han et scoop, da NorthSide bookede ham i 2014, og det er han stadig i 2019, nu hvor Tinderbox har sikret sig hans optræden.

6. Lana Del Rey

Lana Del Rey lever i sin egen verden. Det er en nostalgisk verden af i går, fyldt af glamour, dødsforelskelse og en nærmest aristokratisk lede ved det hele. Nu kommer dén døsige, drømmende verden til Tinderbox.

I starten af karrieren blev Lana Del Rey ofte kritiseret for, hvad nogle mente var en overdrevet stiliseret lyd. Men efterhånden har vi alle overgivet os til fristelsen om at fortabe os i stedet. Samtidig er nyere artister som Billie Eilish i høj grad efterkommere af Del Reys æstetik. Hun har albummet ’Norman Fucking Rockwell’ på vej i år og virker mere aktuel end nogensinde.

7. Sigrid

Ja, Sigrid har spillet i Danmark et par gange i løbet af de seneste år (også festivaler), men den norske popsensation har nu endelige udgivet sit ret sublime debutalbum ‘Sucker Punch’, så timingen for et festivalshow er altså lige i øjet. Nu er det rent faktisk muligt at øve sig i at skråle med på alle sangene!

For skråle med, det kan man i den grad på Sigrids potente og slagkraftige popsange, der det ene øjeblik brager igennem som Robyns bedste dansegulvsøjeblikke, og det næste kryber helt ind i en intimsfære, hvor Sigrids også skrøbelige vokal får lov til at slå sprækker. Vil du have de to sider af Sigrids virke eksemplificeret, så hør henholdsvis ‘Strangers’ og ‘In Vain’

8. Neil Young

Depeche Mode var bestemt deroppe af, men med Neil Young har Tinderbox booket en af de helt, helt tunge drenge fra musikhistorien. Én af dem, der befinder sig helt deroppe med Dylan, McCartney og Springsteen. En mand med så meget historie og så mange historier i ærmet, at det viser en ny form for muskelkraft fra festivalen i Odense.

Young kan stadig svinge spaden – nogle gange i lidt for lange jams, bevares – og et besøg fra den 73-årige canadier er bestemt et scoop i den tunge ende.

Læs også: Tinderbox fuldender årets program med 24 nye navne – bl.a. Miley Cyrus og Eric Prydz

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold