Anderson .Paak er tilbage i soulet topform på ‘Ventura’ – alt er tilgivet
Det er kun fem måneder siden, at den californiske rapper, sanger, trommeslager og ikke mindst uimodståelige charmør Anderson .Paak brød udgivelsesstilheden med albummet ‘Oxnard’, der dog med sin karikerede facade og mangel på musikalsk retning aldrig mødte de tårnhøje forventninger til gensynet med hans brede smil.
Det viser sig heldigvis, at ‘Oxnard’ kun var første del af et oprindeligt planlagt dobbeltalbum, lavet i samarbejde med Dr. Dre, og nu med udgivelsen af anden del, ‘Ventura’, giver det hele pludselig mere mening.
‘Oxnard’ var ikke fyldt med dårlige sange, men der manglede samling på de mange forskellige retninger og nye indtryk, som .Paak og Dr. Dre eksperimenterede med. Men med ‘Ventura’ har de fundet ensretningen med et album, der er pakket med gennem-soulet lækkerhed, som tiltrængt både tilbagebringer .Paaks overnaturlige musikalitet og forklarer, hvorfor ‘Oxnard’ forsøgte at favne så bredt – det var en musikalsk eksperimenterende søgen, før han fandt tilbage til den musikalske dybde.
Det er altid forfriskende, når kunstnere nægter at gentage sig selv. Den kvalitet strålede igennem på ‘Oxnard’, men ønsket om nyskabelse blev ofte så stort, at jordforbindelsen gik tabt. På ‘Ventura’ derimod har Anderson .Paak fundet tilbage til de soulede rødder, der har gødet hele hans karriere, og takket være Dr. Dres imponerende lydkundskaber og en fantastisk naturlig inkorporering af albummets dygtige gæster tager .Paak alligevel udtrykket til et nyt sted.
‘Ventura’ skal ses som en samlet enhed – lige fra jazzfløjtens triller på den indledende ‘Come Home’ til den afdøde Nate Doggs croonede fraseringer som afslutning på ‘What Can We Do’. Det ene nummer overtager det andet i en strøm lige så organisk som de instrumentale underlæg, og den soulede grundessens gør albummet velegnet både til aftenspisning og fokuseret, finesse-efterforskende lytning.
Særligt imponerende er måden, .Paaks gæster spiller ind som en del af den samlede helhed. Den legendariske André 3000 ligger tungt ud med et vers på ‘Come Home’, der på mange måder skiller sig ud og bærer nummeret. Men på resten af albummet bliver de smørbløde vokaler fra giganter som Smokey Robinson og Brandy indflettet i .Paaks univers, så man næsten ikke opdager det.
Selv om Smokey Robinsons vokal på ‘Make It Better’ holder sig til baggrundskor og ydmyge omkvædslinjer, så er hele nummerets sjæl indhyllet i de Motown-fornemmelser, han er kendt for, og i mødet med .Paak aktualiserer det kærligheden og soulens enkelhed på en tiltrængt måde. Herudover giver gæsternes musikalske teknikaliteter mulighed for rent faktisk at blive en del af musikken, ligesom det er tilfældet i Lalah Hathaways flimrende vokalsolo i slutningen af ‘Reachin’ 2 Much’.
På ‘Ventura’ bruger .Paak hovedsageligt sin gudsbenådede stemme til at male melodier, hvilket også er tiltrængt efter den hektiske hiphop på ‘Oxnard’. Og netop på grund af det sparede rap-udbud har det ekstra effekt, når .Paak skruer flow-volumen op.
Det er tilfældet på ‘Winners Circle’, hvor .Paak svæver over beatet som en rytme i sig selv og dropper frække, lyriske bombardementer, eller på ‘Chosen One’ hvor den snappende lilletromme midt i verset fuldender det rytmiske groove med nærmest overvældende effekt.
På trods af den gennemgående croonede kærlighedsvibe har .Paak ikke glemt sit glimt i øjet. ‘Make It Better’ er en sød kærlighedshistorie, der næsten kammer over i klicheer. Men samtidig er albummet fyldt med historier om hurtige, hemmelige natteeskapader, før kæresten kommer hjem (‘Good Heels’) eller politiske spydigheder pakket ind i blæsertemaer og basgange (‘King James’).
Det alsidige tematiske udtryk afspejler både .Paaks humor og dybde, og i samspil med de detaljerige, effektivt flødefulde produktioner slipper han afsted med det hele – så længe produktionen altså ikke får lov at overdøve soulen, hvilket desværre er tilfældet på et nummer som ‘Twilight’, hvor den Pharrell Williams-producerede basfigur bouncer for højt og hæmmer dynamikken.
Meget andet end stedvis overdøvende produktion og til tider klichétangerende kærlighedshistorier er der ikke at pege ud på ‘Ventura’. Anderson .Paak holder sig ikke tilbage et eneste sekund – hverken i sin musikalitet, sin frækhed eller sin sans for finesser.
Det overvældende soul train af flødekompositioner er lige, hvad vi har gået og ventet på fra det bredsmilende multitalent, og selv om ‘Oxnard’ måske aldrig kommer til at give fuldstændig mening, så har dobbeltalbummet i det mindste nu fået en værdig afslutning, der endelig opfylder forventningerne og tilgiver sidespringet.
Kort sagt:
På ‘Ventura’ har Anderson .Paak fundet tilbage til de soulede rødder, der har gødet hele hans musikalske karriere, og takket være Dr. Dres imponerende lydkundskaber og en fantastisk naturlig inkorporering af albummets dygtige gæster opfylder han endelig de tårnhøje forventninger, han ikke nåede sidst.
Læs anmeldelse: Anderson .Paak i Royal Arena