Blue Foundation lægger næsten alle spor af popmusik fra sig med ’Silent Dream’

Blue Foundation lægger næsten alle spor af popmusik fra sig med ’Silent Dream’
Blue Foundation.
Blue Foundation lægger næsten alle spor af popmusik fra sig med ’Silent Dream’ - Silent Dream
4 6
Blue Foundation
'Silent Dream'

Album, Køn Records

Blue Foundation er ikke just længere det store navn, de var, da de brød igennem i midt-00’erne. Hvor mange bands i samme situation måske ville forsøge at genfinde det, der oprindeligt gjorde dem populære i bred forstand, er de gået en lidt anden vej.

Triphoppen er lagt på hylden til fordel for en mere nørdet, indadvendt og groove-baseret stilart, og den retning er de for så vidt gået i, siden vokalisterne Scott Martingell og Kirstine Stubbe Teglbjærg forlod dem for omtrent et årti siden. Men på deres nye udspil udforsker de stilens yderpunkter.

Hvis man ikke skulle kende til deres rødder i mere poppet musik, ville de næppe være til at høre på ‘Silent Dream’, hvor der kun sjældent dukker en vokal op – og når der endelig er en vokalist til stede, er det ikke ligefrem for at synge catchy versmelodier. I stedet færdes de i ambient, techno, downtempo og IDM. Poppen er højst til stede i detaljerne, eksempelvis i nummeret ‘Pige’, hvor trommerne lader til at blive spillet på et godt gammeldags trommesæt.

En anden ting, der binder ‘Silent Dream’ sammen med tidligere udgivelser, er den umanerlige kælen for teksturer. Lige fra de startede, har Blue Foundation udforsket nogle kønne klangflader, og de har virkelig fået nogle smukke soniske landskaber frem nu, hvor de ikke skal lade sig begrænse af, at en sanger skal stå i centrum. Særligt flot er lyden på ‘Hroenn’, ‘Drifted’ og ‘Wise Girls’.

De flotte grooves er interessante at dykke ned i, men den æteriske lyd på albummet kan godt blive en kende flyvsk. Jeg kunne godt savne nogle flere øjeblikke, der gør opmærksom på sig selv – noget, der stikker ud fra de glatte, stilsikre produktioner. Et øjeblik, der rent faktisk gør dette, er i anden halvdel af ‘Drifted’, hvor bassen får markante elementer af noget så dekadent som Skrillex-agtig brostep. Det giver nummeret nogle vilde dimensioner, der får det til at stikke ud, og flere af sådanne momenter ville gøre oplevelsen mere engagerende.

Albummet vipper mellem det gribende og det fremmedgørende, men det nægter at være særligt provokerende – ud over altså i, hvordan det hele vejen igennem divergerer fra tidligere udgivelser. Det er et album, der kræver opmærksomhed for, at man får noget ud af det, for ellers kan det let ende med at blive reduceret til baggrundsmusik.

En sådan skæbne fortjener ‘Silent Dream’ ingenlunde, for der er kælet for detaljerne. Det ville blot være rart, hvis musikken selv forlangte den opmærksomhed, de gudeskønne produktioner så absolut fortjener.


Kort sagt:
Med ‘Silent Dream’ lægger Blue Foundation næsten alle spor af popmusik fra sig for at hellige sig elektronisk musik. Resultatet er smukt, betagende og detaljeret, men det er også en kende svært at forholde sig til.

Sponsoreret indhold
Indrøm det. Du får ikke fikset din cykel.
Skift til et Swapfiets-abonnement og få en billig, lækker cykel, der er køreklar – hele tiden. Gå efter det blå forhjul, og læs mere her.
Swapfiets
Sponsoreret indhold