KOMMENTAR. Da 16-årige Billie Eilish sidste år udgav singlen ’Lovely’ med den fire år ældre Khalid, var det et meget usædvanligt træk for førstnævnte og totalt normalt for sidstnævnte.
Sangen er nemlig et af Eilishs eneste samarbejder med andre større artister. Hendes debutalbum ’When We Alll Fall Asleep, Where Do We Go?’ er lavet sammen med storebroren Finneas og har ingen gæsteoptrædener, og på ep’en ’Don’t Smile At Me’ fra 2017 var Vince Staples den eneste gæst. Den nu 17-årige sanger fra Californien er nemlig en radikalt individualistisk og decideret anti-poppet popstjerne, der laver sin musik selv og normalt nægter at lave sange med andre artister, bare fordi de streamer godt lige nu.
Khalid har derimod samarbejdet med alle.
Flere af hans største hits er blevet til gennem samarbejder med kunstnere som Normani (’Love Lies’), Halsey (’Eastside’) og Logic (’1-800-273-8255’), og han har derudover lavet sange med folk som Marshmello, Ty Dolla Sign, Calvin Harris, Future, 6lack, Empress Of, Swae Lee, Kendrick Lamar, Shawn Mendes, Lorde, Post Malone og mange flere. Og Khalid passer faktisk forbløffende godt ind i alle de her konstellationer – uanset om han hænger ud med rapperen Kendrick, EDM-kongen Marshmello eller popstjernern Lorde.
Hvor Eilish altså er blevet en global popstjerne ved kun at gøre tingene selv og følge sine egne excentriske impulser, har Khalid fået lignende lynsucces ved at være ekstremt god til at tilpasse sig og følge en række forskellige musikretninger.
Og det er kun et par af de ret fundamentale forskelle, der er mellem de to sangere, der netop har udgivet hver deres album med ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ (Eilish) og ‘Free Spirit’ (Khalid). For de to unge stjerner er popmusikkens yin og yang lige nu. Billie Eilish og Khalid er nemlig ved at demonstrere to vidt forskellige måder, man kan være popstjerne på i 2019: Ved at skille sig mest muligt ud, eller ved at passe bedst muligt ind.
Den populære dreng og outsider-pigen
Lad os prøve at lave et tankeeksperiment. Forestil dig, hvis de her to popstjerner var klassekammerater i skolen.
De ville jo ikke have noget til fælles. Khalid ville være den gode dreng, der fik fine karakterer, havde masser af venner og sikkert kom i skole med et æble til sin yndlingslærer. Selv hvis han fuckede op, ville han angre så meget bagefter, at alle blot ville elske ham mere. Eilish ville til gengæld være typen, der nægtede at sige sit navn, når hun blev råbt op, pjækkede fra skolen for at hænge ud med folk, hendes forældre frarådede hende at socialisere med, og som låste sig inde på sit værelse, når hun kom hjem, og spillede fucking høj emomusik.
Men kan næsten allerede forestille sig en high school-film, hvor de to repræsenterer skolens modpoler: Emo-Eilish og cool Khalid.
De to sangere eksemplificerer begge en fundamental oplevelse af ungdom, som mange nok kan relatere til. Khalid er en del af fællesskabet, og hans musik kredser om, hvad han oplever som sin generation. Han synger fra midten af flokken. Eilish er derimod en radikal outsider, der ser sig selv som modsætning til det, som det veltilpassede flertal gør. Hun er udenfor fællesskabet og stolt af at være det.
I Khalids musik bliver der tit påkaldt et stort vi: Hans ’American Teen’-album beskrev bevidst ikke bare én ungdom, men en generations. »We don’t always say what we mean / that’s the lie of an American teen«, sang han på ’American Teen’. »We’re young, dumb and broke«, lød det på, ja, ’Young Dumb And Broke’.
Eilish virker pænt ligeglad med at analysere sin generation. Hendes musik er personlig og indadvendt: Den handler om hendes drømme og mareridt. Og de kan være præget af skurke (‘Bad Guy’), seriemord (‘Bellyache’) og depression (‘Idontwannabeyouanymore’). Hvis der er et overordnet tema, så er det at omfavne det anderledes og turde være sig selv. På trods af fællesskabet – ikke som del af det.
Det ironiske er så, at Billie Eilish netop har ramt en generations nerve ved at afvise at være en del af noget større. Det lyder som en selvmodsigelse, men der er simpelthen ekstremt mange, der føler sig anderledes – og hos Eilish er de fælles om at være udenfor.
Mens Khalid altså vælter rundt og ryger weed med sine bros og bagefter funderer over, hvad meningen er med det hele, sidder Eilish på sit værelse og skriver bogstavelig talt sange om monsteret, der bor under hendes seng (’Bury A Friend’). Dermed indtager de to ret klassiske roller. Khalid er klassens pæne og populære dreng, og Billie Eilish er den rebelske outsider-pige. En ny generation har fået deres identifikationsfigurer og kan prøve at finde ud af, om de egentlig mest er en Khalid eller en Eilish.
Det er der måske ikke på dén måde noget nyt i. Det er der til gengæld i måden, som sociale medier og streamingtjenester kan bruges til at præsentere de her to artister på.
Instagram-rebellen og playliste-prinsen
Den rebelske outsider og den konventionelle posterboy har haft to forskellige veje til succes. Den ene har brugt sociale medier som sit udgangspunkt, mens den anden har gjorde playlisterne til sin foretrukne arena. Lad os starte med Billie Eilish.
Hun har i skrivende stund 17 millioner følgere på Instagram, hvor hun hedder wherearetheavocados og er ekstremt succesfuld, fordi hun følger sin antiautoritære, excentriske og uimponerede outsider-stil til dørs.
For Eilish fanger øjet. Og på sociale medier som Instagram er det en styrke at skille sig ud eller være den, der tør fucke med dine forventninger. Så når Bilie Eilish poster et billede med en masse (falske) ansigtstatoveringer eller et med ordene »eat my ass« skrevet på skinnebenet, vækker det opmærksomhed. Og man stopper med at scrolle, når en 16-årig pige poserer med en fugleedderkop i ansigtet. Samtidig har hun også en helt unik stil, der blander fine modehuse som Louis Vuitton og Balenciaga med elementer af hiphop- og skatekultur, der afslører en opvækst i Californien.
De ting gør, at Billie Eilish simpelthen virker unik. Det er det, der gør hende til en stjerne på Instagram: Det er et visuelt medie, der passer perfekt til hendes måde at være popstjerne på.
Til gengæld er dén æstetik, som Eilish dyrker på Instagram, samtidig nogenlunde det modsatte af den sorgløse mainstream-ungdom, som Khalid er talerør for.
Han har mindre end en tredjedel så mange følgere som Eilish, og i modsætning til hende smiler han på mange af sine billeder. Der er også virkelig mange posts, hvor han flasher et peace-tegn (Eilish har, selvfølgelig, postet et billede, hvor hun laver djævletegnet med lille- og pegefingeren). Men Khalid er jo heller ikke en artist, der skiller sig vildt meget ud visuelt eller jævnligt chokerer med vilde billeder på Instagram. Det er Eilishs ting. Khalids hjemmebane er playlisterne.
Der findes en Khalid og en Eilish i ethvert klasselokale
For hvor Eilish gør alt, hvad hun kan for at skille sig ud, er Khalid frem for alt konsensussøgende. Han laver musik fra midten. Det giver til dels mening: For at kunne synge om en generation, må man jo også se sig som del af den.
For Khalid betyder det at lave sange, der frem for alt behager lytteren frem for at udfordre. Hans musik handler om fremtidsdrømme og forelskelser. På ‘Free Spirit’ er der nik til meget nutidige situationer, som sangen ‘My Bad’, der handler om ikke at svare på en besked. Hans sologennembrud ‘Location’ handlede jo også om at forvandle smartphone-baseret kommunikation til et virkeligt forhold.
Khalid kredser altså om meget moderne problemer, men lydmæssigt kaster han sig aldrig ud i noget, der udfordrer dine forventninger, og han undgår unødige eksperimenter. Vores anmelder kaldte ’Free Spirit’ for »et bud på, hvordan man får flest muligt sange i radioen uden at træde nogen over tæerne«, og det rammer grundtonen i albummet ret godt.
For Khalids musik er altid pæn og poleret. Og det gør ham til perfekt radiomusik. Eller, og det er måske endnu vigtigere her i 2019: Det gør ham til den perfekte playliste-artist.
På den måde repræsenterer Billie Eilish og Khalid to meget forskellige fortolkninger af teenageoplevelsen i 2019. Eilish ser på sin generation udefra, mens Khalid ser den indefra.
Men de viser os også, hvordan de to forskellige livssyn bliver præsenteret for os på forskellig vis. Eilish udfordrer nemlig konventionerne på Instagram, mens Khalid inkarnerer tidens tendenser i sin playlistepop. Den ene popstjerne skiller sig ud for at være unik, mens den anden tilpasser sig for at passe ind. Instagram faciliterer det første, mens Spotify-playlister giver plads til det andet.
Det er selvfølgelig umuligt at vurdere, hvem fremtiden tilhører: Den rebelske Eilish, der kanaliserer sin radikale individualisme på Instagram, eller den konventionelle Khalid, der omfavner fællesskabet og passer perfekt ind på din playliste. Men én ting er sikkert: I alle skoleklasser sidder der både en storsmilende Khalid, der føles sig som en fisk i vand, og en surmulende Eilish, der føler sig fængslet i klasselokalets akvarium.
Læs også: Billie Eilish er popstjernen til en generation af piger, der ikke gider smile til kameraet