Kås klubbede hverdagspoesi svæver i nuet på debut-ep’en ‘Skybrud’

Kås klubbede hverdagspoesi svæver i nuet på debut-ep’en ‘Skybrud’
Kå.
Kås klubbede hverdagspoesi svæver i nuet på debut-ep’en ‘Skybrud’ - Skybrud
4 6
'Skybrud'

Ep, Playground

Den dansksprogede rap er i flor for tiden med lyrisk blomstring og nye skud nærmest hver uge. Senest skyder Kå nu gennem skydækket med sin debut-ep, der er Københavner-rapperens første samlede udgivelse siden gennembruddet via Karrierekanonen med nummeret ‘Være sådan her’ fra 2017.

Kailash William Chatterjee, som rapperen rigtigt hedder, er tæt ven og samarbejdspartner med Emil Kruse, og de har begge groet rødder sammen i hiphoppens undergrund med grime-kollektivet Udkanten, hvor Kruse var den ene halvdel af Sleng, og Kå gik under navnet Kay.

De to rappere er tydeligvis inspireret af hinanden, men på ‘Skybrud’ bevæger Kå sig gennem mere klubbede, elektroniske lydflader med en klar attitude, der til tider kommer væk fra tidligere mere poppede udtryk, mens den skarpe hverdagspoesi stadig holder fast i den sproglige nerve, der giver ungdomsfølelserne dybde.

Kå står på den anden side af en fortvivlet tid, og med fremtiden i sigte medfølger svære valg, der kan være vanskelige at tage stilling til. Men på ‘Skybrud’ overgiver Kå sig til det frie fald fra himlen, selv om det også til tider bremses ved at dulme tankerne om fremtiden og om enden, så faldet kan fastholdes svævende i nuet. Som han synger på singlen ‘Ik’ sig det’: » Jeg har ikk’ passet på mig selv, det’ forkert, og jeg ved det / har fløjet skyer på det sidste, flyver på den niende / tar’ intet for givet, for intet er for evigt«.

Den eksistentielle fortvivlelse og kærlighedens kvaler sniger sig igen ind på den afsluttende ‘Stjerner’, der gæstes af r’n’b-sangeren Bette og de som altid fremragende Fraads. Nummerets flotte melodiske omkvæd og de store synthesizere inviterer til tankernes udfoldelse, mens en svag dissonans samtidig viser frygten for at åbne helt op. Kå indfanger kærlighedens fortvivlelse med en genial Eiffel 65-reference i det første vers:

»Har ikk’ noget at forklare / troede jeg havde regnet tingene ud ja, men nu regner det bare / og jeg holder det helt blå, la di di la di da / kigger op mod himlen, jeg ved aldrig hvor jeg skal start’«.

Det lyriske niveau er forfriskende. Men grime-fortiden runger stadig i undergrunden, og når battle-rap-stilens selvhædrende linjeføring tager over fra den eksistentielle dybde, forsvinder det særlige. Alligevel er der på grund af de elektroniske produktioner en stærk fremdrivende energi i numre som ‘Introen’ og den violinførte ‘7-Up’, der opstiger langsomt og nærmest bobler fra attituden alene.

Den mellow-klubbede bassynth på ‘Ingen stress’ skaber særligt fremdrift, og med dén melder Kå sig ind i den nye bølge af lounge-lyde, der senest også er fremtonet med Emil Kruses ‘Air Tonight’, der gæstes af Benjamin Hav, som med Benal måske kan siges at være ophav til vækkelsen, mens også Artigeardit har taget festen til et nyt niveau med nummeret ‘Del af mig’ fra ep’en ‘2.0’.

Kå er altså en del af en ny dansk bevægelse, der aktualiserer hiphoppens lyriske kvaliteter. Og selv om det på ‘Skybrud’ til tider bliver til lyrik kun for linjernes skyld, så bringer Kå også noget nyt til bordet med sin ungdommelige hverdagspoesi, hvor han forsøger at svæve i nuet over kanten til en ny fremtid.


Kort sagt
På debut-ep’en ‘Skybrud’ bevæger københavnerrapperen Kå sig gennem klubbede, elektroniske lydbølger, og selv om de selvhædrende raplinjer til tider tipper over, holder han stadig fast i den sproglige nerve, der giver ungdomsfølelserne dybde.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold