M. Rexens nomadiske artfolk leder efter den røde tråd i sin rastløse skønhed

M. Rexens nomadiske artfolk leder efter den røde tråd i sin rastløse skønhed
M. Rexen.
Foto: Nada el Shorbagy
M. Rexens nomadiske artfolk leder efter den røde tråd i sin rastløse skønhed - The United Kingdoms Part 2 – Animals of the Frozen Cloud
3 6
M. Rexen
'The United Kingdoms Part 2 – Animals of the Frozen Cloud'

Album, We Are Suburban

Hvis man må være så køterkæk at prøve at udråbe en strømning inden for dansk musik, så kunne man fint hævde, at slutningen af dette årti tilhører auteurerne – disse hjemmegjorte sangskrivere, der primært på egen hånd stævner ud og skaber sig sit eget kunstneriske univers uden rasende megen påvirkning fra pladeselskaber, strømninger i tiden eller publikkens smag og behag.

Bisse er den oplagte bannerfører at pege på i den bølge, men en opkomling som Michael Rexen snapper ham skam ivrigt i haserne. Ligesom sin mere kendte kollega er Rexen ultraproduktiv (dette er hans andet album på under et halvt år), men Rexen synger på engelsk, og hans albumudspil hænger tematisk sammen som de første to dele af en trilogi under den fælles overtitel ‘The United Kingdoms’. Kuriøst nok har de to også delt legekammerat i gravkammerrøsten Nicolai Elsberg, som var Bisses bandkammerat i Spillemændene og Rexens makker i duoen A Key Is A Key.

Rexens albumtoer viser sig hurtigt som mere af et procesværk end et helstøbt færdigt produkt. Æstetisk flakker det fra et inderligt, folksy og til tider lidt skrøbeligt afsæt over i et mere (og måske endda over-) produceret udtryk ikke fjernt fra internationale kollegaer som Bon Iver. Der tilsættes undervejs en masse elektronik, eksotisk percussion og floromvundne strygere og træblæsere, men det kammer så undertiden også dramatisk over og ender i et ganske teatralsk cabaret-territorie, hvor auteuren nærmer sig krukker som Antony Hegarty (pre-Anohni), Björk og Rufus Wainwright.

Kontrasterne numrene imellem begrænser sig ikke bare til den multifarvede instrumentering, der synes at være så udogmatisk, at alt bortset fra den famøse flyvende køkkenvask har fundet vej til albummet, men også stemningerne, hvor nogle numre beroliger og stryger ørerne med hårene, mens andre som spidse kildefingre med kurs mod lytterens ribben insisterer på evigt mere opmærksomhed.

Det flimrende udtryk er sikkert en genspejling af Rexens omflakkende baggrund: Han er vokset op mellem De Forenede Arabiske Emirater og Danmark og lever aktuelt i en yurt – et mongolsk nomadetelt – på Christiania. Han er dermed nærmest forudsigeligt uforudsigelig i sin musikalske grænseløshed. Der er derfor ingen tvivl om, at man bør holde øje med Rexen, men måske bliver det først med næste trin i ‘The United Kingdoms’-rækken, at hans musik for alvor finder sikre fødder.

‘Animals of the Frozen Cloud’ savner nemlig i al sin nomadiske rastløshed også en lille smule homogenitet og flow for for alvor at skinne – der er ikke den oplagte røde tråd mellem de ni sange, men det er afgjort ikke kedeligt at få en kunstnerisk håndgranat som denne ind ad døren, og et par ballader som ‘The Future’ og ‘Amak Trad’ kunne man sagtens ønske sig en hel skivefuld af.


Kort sagt:
Michael Rexen lægger sig i slipstrømmen efter Bisse som en ultraproduktiv og egensindig auteur af en sangskriver. Hans nomadiske udtryk er ganske vist spændende, men omsætter sig ikke til et fuldstændigt helstøbt værk på hans andet album. Der er stor skønhed at finde hist og her, men den evige rastløshed klipper den røde tråd i småstykker.