Har du nogensinde tænkt over, hvordan det ville være at se Beyoncé optræde på Orange Scene? Forestil dig at stå en lun sommeraften og skrige med på ‘Crazy In Love’, ‘Love On Top’ og ‘Single Ladies’, mens dit følelsesregister er ved at eksplodere. Man bliver næsten helt svimmel ved tanken, og spørgsmålet er også, om scenen overhovedet er stor nok til Beyoncés person. Efter at have set ‘Homecoming’ er jeg faktisk lidt i tvivl.
For Netflix-filmen viser på overvældende vis, hvordan Beyoncé og hendes musik er en del af noget større og langt vigtigere end at være hovednavn på en festival. Blogposts, avisartikler og kommentarspor på internettet taler sit tydelige sprog – Beyoncés 2018-optræden på Coachella og dens betydning for sort kultur var enorm, og den bliver kun understreget yderligere med udgivelsen af ‘Homecoming’.
Jeg lægger mit hvide hoved på blokken og drister mig til at sige, at hendes koncert på Coachella, eller skulle man sige ‘Beychella’, var en moderne, popkulturel begivenhed på højde med Jimi Hendrix’ optræden på Woodstock i 1969. Ganske vist med flere smartphones iblandt publikum, autotune og dansere på scenen. Men stadig.
En treenighed af sort kultur
‘Homecoming’ er i grunden et tredobbelt værk bestående af Beyoncés optræden på Coachella i 2018, Netflix-dokumentaren ’Homecoming’, der viser koncerten og de tilhørende forberedelser, og så det livealbum af samme navn, der indeholder alle sangene fra filmen. En slags hellig treenighed af Bey-content, der uden tvivl er imponerende og fascinerende for både hardcore fans og de knap så indviede.
Hvad jeg ikke rigtigt fangede, da jeg sidste år så koncerten på livestream fra Coachella, var vigtigheden af college-temaet, der udspillede sig på scenen; både band og dansere optrådte på en kæmpe tribune iført kostumer, der pegede på den marching band-kultur, der er opstået på de amerikanske HBCU’s (Historically Black Colleges and Universities).
Scenografien er en ode til sort college-kultur, og i de mange små vignetter i ‘Homecoming’-filmen understreger Beyoncé vigtigheden af de colleges i USA, der primært huser afrikansk-amerikanske studerende: »Så mange mennesker, som er kulturelt og intellektuelt bevidste, er afgangsstuderende fra HBCU’s, inklusive min far. Der er noget virkelig vigtigt ved HBCU-oplevelsen, der bør fejres og beskyttes«, forklarer hun i slutningen af ‘Homecoming’.
Gennem de mange små sammenklip af forberedelserne til ‘Beychella’ bliver man virkelig opmærksom på, hvor vigtigt det har været for Beyoncé at bringe sort kultur til Coachella i sin reneste form. Coachellas publikum er overvejende hvidt, og at Queen B indtog disse tiders måske mest indflydelsesrige festivalscene uden på nogen måde at gå på kompromis med sin marginaliserede kulturelle arv var en milepæl for hende selv og en vigtig lektion for Coachella og dets publikum.
En menneskelig popkulturel sampler
Selvom college-temaet er overskyggende, bliver det endnu tydeligere med ‘Homecoming’, at koncerten er fuldstændig spækket med referencer til musik og mange forskellige aspekter af sort kultur.
Med Nina Simone voice-overs, Fela Kuti-mellemspil, imponerende blæserarrangementer og ikke mindst den kraftfulde version af ‘Lift Every Voice and Sing’, som bliver regnet for en slags sort nationalsang, er ‘Homecoming’ en overvældende og imponerende smeltedigel af musikalsk inspiration. Beyoncés musikalske overblik gør hende næsten til en levende, menneskelig sampler.
Som om det ikke var nok, formår Beyoncé desuden i en snæver vending at skue et par tusind år tilbage og fremhæve sort kulturs afrikanske rødder med sin entré som den egyptiske dronning Nefertiti.
Helt ærligt – så meget kulturelt og historisk overblik har man sjældent set i ét værk, og ‘Homecoming’-filmen tydeliggør netop, hvor mange aspekter af afrikansk-amerikansk kultur og kunst, Beyoncé på elegant vis har vævet ind i sin performance.
Historieskrivning i realtid
Som den første sorte kvinde til at headline Coachella nogensinde, var Beyoncés optræden en milepæl i sig selv, men noget af det mest interessante, man tager med fra ’Homecoming’-filmen, er, hvordan Beyoncé selv forsøger at iscenesætte sin optræden som noget historisk.
Med de utallige referencer til sort kultur og musikhistorie hylder Beyoncé sine forfædre og de mange ikoniske figurer, der har inspireret hendes musikalske virke. De mange shout-outs til musiklegender som Fela Kuti og Nina Simone og afrikansk-amerikanske forfattere som W. E. B. Dubois og Audre Lorde bliver dog også en måde, hvorpå Beyoncé framer sig selv som en lignende figur. Hun sigter ikke blot efter stjernestatus – hun sigter efter at skrive historie. Det bliver særligt understreget med de mange grynede eller sort/hvide filtre, der er lagt over optagelserne fra Coachella, for som seer får man nemlig en oplevelse af, at man er vidne til noget, der er sket for længe siden. Noget der allerede har fået en plads i historiebøgerne.
Efterhånden virker musikhistorie heller ikke som urealistisk territorium for Queen B. De seneste års tid har været skelsættende for, hvordan vi opfatter Beyoncé som kunstner, og med ‘Lemonade’-albummet fra 2016 og ‘Homecoming’-værket har hun virkelig slået fast, at hun ikke blot er musiker, men også et emblem og en rollemodel i sort kultur.
Rygtet siger, at Beyoncé har to Netflix-film yderligere på vej, men man kan næsten ikke forestille sig, hvordan det skal kunne toppe Beychella og ’Homecoming’.
Jeg vil dog gerne se hende prøve.
Læs også: Teaser Beyoncé i virkeligheden næste ‘filmudgivelse’ med ny merchandise?