The Tallest Man On Earths dæmpede americana er et ideelt lydtapet til de stille stunder

The Tallest Man On Earths dæmpede americana er et ideelt lydtapet til de stille stunder
The Tallest Man On Earth.
Foto: Kaitlin Scott
The Tallest Man On Earths dæmpede americana er et ideelt lydtapet til de stille stunder - I Love You. It's a Fever Dream.
3 6
The Tallest Man On Earth
'I Love You. It's a Fever Dream.'

Album, AWAL Recordings

Der er gået fire år, siden Kristian Mattson senest udgav et album, og man kan spørge sig selv, om pausen har gjort noget godt for den svenske singer/songwriters musik? Svaret er, at den desværre ikke har gjort det store.

Når man lytter til ’I Love You. It’s A Fever Dream.’ fornemmer man, at det overordnede udtryk er en smule mere dæmpet og poleret end tidligere, men det musikalske omdrejningspunkt er stadig Mattsons eminente guitarspil og den knasende vokal, der er omslynget af en Bob Dylan-signatur.

Ligesom tidligere udgivelser har musikken et americana-islæt over sig, og det nye album læner sig op af en underspillet folktradition styret af temaer som længsel, sentimentalitet og melankoli. Melodierne er dog ikke stærke nok til at løfte sig op på højde med svenskerens tidligere album som ’Shallow Grave’ (2008) og ’The Wild Hunt (2010), der næsten ikke havde en eneste svag tone på sig.

Stemningen på det nye udspil er heller ikke melankolsk nok til at trække lytteren helt ned i sølet. Eller opløftende nok til, at du vrikker med foden og trækker på smilebåndet. Sangene er desværre et langt stykke hen ad vejen for ensformige til, at man bevarer opmærksomheden gennem alle ti numre.

Mattson beskriver albummet som en hyldest til de anonyme og stille stunder i livet: »Jeg har indset, at nogle af de mest kraftfulde og mest inspirerende øjeblikke i mit liv har været de mest diskrete, og at de ting, som allermest kræver min opmærksomhed, ikke gør noget væsen af sig i øjeblikket«. Dette er i sig selv er et meget sympatisk ståsted for et album, der udgives i vores hæsblæsende og hektiske tidsalder. Men desværre forbliver det i sig selv en kende stille og anonymt.

Åbningsnummeret ‘Hotel Bar’ er albummets smukkeste og stærkeste nummer, både hvad angår det akustiske guitarspil, melodi og vokal. Her finder Mattson en nerve og inderlighed, der rammer dig i hjertekulen. ‘The Running Styles of New York’ lider derimod lidt af metaltræthed: Det er som om, man har hørt nummeret før, bare i en stærkere udgave end den, The Tallest Man On Earth leverer.

’All I Can Keep Is Now’ er albummets andet højdepunkt. Her kradser vokalen en lille smule mere end resten af sangene, melodien har en mere dynamisk struktur, og guitaren vrænger en smule af lytteren. Men det er i detaljen, det hele ligger, og hvis man ikke lytter intensivt efter, er der en fare for, man overhører nuancerne.

Der er ingen tvivl om, at Mattson kan sit håndværk bedre end de fleste. Dog bliver der ikke leveret meget mere end godt håndværk i denne omgang, og sangene drukner lidt i hinandens ensartede æstetik og stemning.

’I Love You. It’s A Fever Dream’ er et behageligt lyt, et ideelt lydtapet til de stille stunder, men det er ikke et album, der drager, fascinerer og fastholder lytteren i samme grad som tidligere udgivelser fra den svenske musiker.


Kort sagt:
Med sit femte album udgiver den svenske singer/songwriter et dæmpet og traditionelt americana-album, der læner sig op af en underspillet folktradition styret af temaer som længsel, sentimentalitet og melankoli.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold