Bedouines folkpop er som en blød sommerdyne
Bedouines kropslune, akustiske musik – en blød sommerdyne af folk, pop og pastorale strygere – er nærmest umulig at klandre for noget. Men det er også svært ikke at kede sig en smule undervejs på ’Bird Songs of Killjoy’.
Bedouine er født i Aleppo af armensk afstamning og har trådt sine barnsben i Saudi-Arabien, inden hun flyttede til USA, hvor hun først boede i Boston og Houston. I dag arbejder hun med at redigere dialog og musik til film og serier i det verdslige mekka Hollywood. Hun har altså som Saharas beduiner på alle måder levet et nomadisk liv ulig mange af os tryghedsdanskere.
Det er naturligvis enhver kunstners eget valg, hvordan hun vil bruge sin livshistorie i eget værk. Men hvor ville man dog ønske, at lidt mere af denne anderledes, nærmest filmatiseringsværdige opvækst slog igennem i musikken. Men hendes duvende, milde sange er overvejende yderst britisk/amerikansk-klingende.
Aznev Korkejian, som hendes kollegaer kender hende i maskinrummet på diverse serier og spillefilm, opdagede først 60’ernes folkmusik, da hun var i sine 20’ere. Joni Mitchell og Nick Drake er oplagte pejlemærker. Måske har hun også tjekket Judee Sill, Linda Perhacs og andre juveler fra raritetskabinettet ud. Lyden, detaljerne, instrumenteringer er i hvert fald indbegrebet af kvalitetsbevidsthed og god smag. Alligevel kan ’Bird Songs of Killjoy ikke indfri løftet fra den selvbetitlede debutplade, der helt fortjent blev mødt med mange roser.
Lad os tage det bedste først. ’Matters of the Heart’ er en næsten perfekt popsang, klar og ren som kildevand, med en svag bismag af bossa nova og et uimodståeligt omkvæd. Sangen er en lille nyfødt klassiker af den type, der kunne akkompagnere både ungdomsforelskelser og sølvbryllupper. Et stykke øregangsmassage på to et halvt minut egnet også for dem, der normalt ikke søger længere bort fra komfortzonen end til Lisa Ekdahl eller Anne Linnet.
Men ’Matters of the Heart’ er en af de få skæringer på albummet, der rigtig fæstner sig. ’Sunshine Sometimes’, ligeledes en vemodig lille instant evergreen, har et næsten lige så rørende omkvæd. Numre som disse er bevis på, at man ikke skal afskrive Bedouine. At der stadig er grund til at vente med forventningsfuld glæde på næste udspil fra Korkeijans hånd. Men store dele af det øvrige album siver behageligt, vederkvægende gennem ørekanalerne, desværre også ofte med kedsomheden som følgesvend.
Debutalbummet havde en overraskende sang som ’Summer Cold’, hvor solen slukker helt og Bedouine synker helt ned i et mol-marineret univers, der lyder som hentet fra en David Lynch-film. Sådan nogle overraskelser er der for få af her. ’Dizzy’ vælger en attraktiv afkørsel med sin fnuglette, cikade-summende psych-jazzede fornemmelse; her lyder Bedouine som en mulig arvtager til Julia Holter og Robert Wyatt. ’Bird Gone Wild’ kan til gengæld slet ikke rumme sin Joni Mitchell-worship og ender som pastiche med næsen i gruset.
’Bird Songs of Killjoy’ føles i for høj grad fanget i et søvndyssende limbo. Som julidage i København, hvor alle er væk på ferie. Det er rart, afslappende og behageligt, men på et tidspunkt begynder kedsomheden og rastløsheden at lure.
Kort sagt:
Anden omgang af Bedouines bløde folkpop udløser, trods enkelte klokkeklare træffere, en snigende fornemmelse af kedsomhed og rastløshed.