Distortion: Her skal du feste på Vesterbro

Distortion: Her skal du feste på Vesterbro
Distortion, 2017.
Foto: Kasper Månsson/Soundvneue
På andendagen ankommer Distortion-karavanen til Vesterbro. Her er vores guide til de bedste gadefester.

Gadefesterne til årets Distortion er ikke bare en gentagelse af 2018. Festivalen har nemlig ændret lidt i konceptet, så selve festen bliver koncentreret omkring en mindre (end tidligere) række scener, hvor der er gjort mere ud af lyden, musikken og muligheden for at slå sig løs uden alt for mange klager fra naboerne.

De her scener hedder music stages, og dem er der 11 af henholdsvis onsdag og torsdag. Hertil er der så en række mindre arrangementer kaldet street events, hvor der måske er lidt mindre fokus på den grænseløse hedonisme og lidt mere øje for de skøre, skæve ideer – dem er der 16-20 af i hvert brokvarter.

Vi har plukket lidt af det hele, når vi her guider til de bedste gadefester torsdag på Vesterbro.

Vi starter med Red Bull Stage, som i år er inddelt i tre etaper – og her er Standard – Soundvenues hiphop-podcast jo blandt andet i ilden. Værterne Kristian Karl og Mads Viktor serverer et dj-set, inden der er koncerter med Elias Boussnina, Fraads og Artigeardit. Gadefesten byder også på navne som Fool, Rejjie Snow og Toro Y Moi, og til slut er der så efterfest inde i Øksnehallen (helt til kl. 03.00) med Tue Track, Marvelous Mosell og et sjældent dj-set fra Den Sorte Skole.

Ikke så langt derfra er Puma og Arch værter for torsdagens store fest på Rådhuspladsen, hvor en lang række liveartister som svenske Jireel, britiske Not3s og lokale Fouli, Icekiid og Emil Stabil er på sammen med dj’s som Emil Lange og DJ Er Du Dum Eller Hvad.

Culture Box betræder helt ny Distortion-grund på Ingerslevsgade nye location, og her er der selvfølgelig fuld house og techno med et bredt lineup, der blandt andet indeholder Denis Horvat, Tim Andresen og Shaq.

Skal det hele være lidt mest eksotisk, kan du også smutte forbi Sort Distortion (med fokus på afrikansk musik) eller Jujuman, som indtager Skjalms Hvides Gade med dancehall og afrobeats i bedste Kingston-ånd.

Ovenstående er alle de større music stages, men bevæger vi os ned i de mindre street events, kan du for eksempel konkurrere med dine venner i et karaoke rap-battle på Dybbølsgade eller tage forbi No Good Girls ved pladebutikken Sort Kaffe & Vinyl, hvor der udelukkende er rock og punk på programmet; både via livekoncerter og vinyl-dj’s.

Til slut er der også lige Sjak.waw-scenen (som vi også anbefalede på Nørrebro), der på Haderslevgade har musik af blandt andre Cxrtier, John Vincent og Omar x Josva.

Direkte Facebook-links til vores Vesterbro-anbefalinger:
Red Bull Stage (Den Brune Kødby/Øksnehallen)
Puma x Arch (Rådhuspladsen)
Culture Box (Ingerslevgade 22)
Sort Distortion (Istedgade 45)
Jujuman (Skjalms Hvides Gade 14)
Karaoke-Licious! (Dybbølsgade 50)
No Good Girls (Skydebanegade 4)
Sjak.waw (Haderslevgade 12)

Læs også: Distortion: Her er de fedeste gadefester på Nørrebro

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold