Elias Boussnina sang som en drøm i Lille Vega
Elias Boussnina er tidligere Soundcloud-rapper, men for et år siden gav han slip på rappernavnet Yung Coke og begyndte at hellige sig r’n’b-genren, denne gang på engelsk og uden den jokende tone.
Han har selv sagt, at det har været et markant skift i hvad det vil sige at give koncerter, når man skal »synge og ikke bare være blæst«, for at bruge hans egne ord. Og selv om hans koncert i Lille Vega tirsdag aften var en hyggelig måde at bruge aftentimerne, kunne man mærke, at han stadig lige mangler at finde fodfæstet. Rigtig meget af det spillede, men der var også noget, der ikke helt sad i skabet.
Problemet var ikke hans backingband. De var topprofessionelle hele aftenen. Guitarist Søren Breum var især fed, som han nonchalant stod og virkede über-cool, mens han stilfuldt gav den på strengene. Han var aldrig distraherende, men når blikket endelig vandrede over mod ham, var han alligevel altid underholdende. Hele bandet havde karakter, og de understøttede flot Boussninas vokal.
Problemet var heller ikke Boussninas vokal. Jovist, der var måske nogle af de dybere toner, hvor den kort glippede, men langt hen ad vejen var den yderst imponerende. De høje toner på numre som ‘Candy’ og ‘Bring the Pain’ var til at måbe over, og der var god detaljerigdom i hans fraseringer.
Problemet var, at det var som om, Elias Boussnina ikke helt vidste, hvad han skulle foretage sig på scenen, mens han sang. Han spankulerede lidt rundt, af og til fik han noget øjenkontakt med publikum, men han virkede aldrig særlig målrettet.
Jeg siger selvfølgelig ikke, at han skulle have forberedt en iscenesat koreografi, ej heller at han skulle gå amok a la Future Islands’ Samuel T. Herring, for Boussninas musik kræver sine rolige øjeblikke. Men han måtte gerne skue lidt til en r’n’b-kollega som Lord Siva, der har vist, at store armbevægelser ikke nødvendigvis går i vejen for følsomhed – det kan faktisk endda gøre det skrøbelige univers endnu mere smittende.
Apropos følsomhed: Foruden samtlige numre fra ‘Shameboy’-ep’en gav Boussnina os fire uudgivne tracks. Deres inderlige stil lovede godt, og stemningen på dem var ret intim. Især den romantiske ‘Love Cove’ var lige til at blive blød i knæene over.
Som en sluttelig bemærkning vil jeg pointere, at Elias’ bukselynlås var åben hele koncerten igennem. Publikum var øjensynligt for opslugte af musikken til at nænne at råbe »Tivoli er åben« mellem nogen af numrene. Det vidner om en gruppe dygtige musikere med en dygtig sanger i spidsen.
Kort sagt:
Elias Boussnina sang som en drøm, og hans band spillede upåklageligt. Han måtte dog gerne have haft lidt mere slagkraft i sin scenetilstedeværelse.