Er Lowly for store til Danmark?

Er Lowly for store til Danmark?
Lowly.
Foto: Asbjørn Sand
Lowly skrev solstrålehistorie, da de blev spottet af et Cocteau Twins-medlem og signet på pladeselskabet Bella Union. Nu er den aarhusianske kvintet ude med deres andet album, ’Hifalutin’: Et fragmenteret, lille storværk, der cementerer gruppens multifacetterede talent og det faktum, at Lowly har været skammeligt overset inden for landets grænser.

»I er for store til Danmark!«

Udråbet kom fra bagerste række på et udsolgt Hotel Cecil sidste måned i slutningen af en overvældende klapsalve. Et dybtfølt udråb adresseret til Lowly, der netop havde spillet et af aftenens sidste, rørende numre.

»… hilsen far!«, lød fortsættelsen fra bagerste række. Nå ja, en fan er vel en fan, og denne fan – far eller ej – havde ærligt talt på sin vis fat i den lange ende.

Det tidligere Cocteau Twins-medlem Simon Raymonde var i hvert fald enig, da han så sin første Lowly-koncert på Spot Festival i 2015 og med det samme bød det danske kvintet velkommen i familien på sit velrenommerede pladeselskab, Bella Union. Og således fik Lowlys musik – som de selv i sin tid definerede som »noise-pop, and everything in between« – sin britiske base.

»Jeg har det fint med, at det altid er svært at svare på, hvad vi spiller; hvilken genre, det er«, fortæller perkussionist Steffen Lundtoft om det noget svævende genremærkat, da jeg møder ham i selskab med vokalist og guitarist Nanna Schannong en eftermiddag i forårssolen. »Jeg tænker over det hver gang. Det er sjovt, vi stadig ikke kan svare på det. Men det er super fint – hvorfor skal det hele have et mærke hele tiden? Vi har ikke al tid i verden til at pille i vores navler og definere vores lyd«.

Drømmepop, støjpop, indierock, folk-klingende artrock. En hurtig online-søgning skyder lynhurtigt Lowly en række fuldkommen forskelligartede mærker i skoene. Fordyber du dig i deres musikalske univers, vil du også hurtigt forstå, hvorfor klassifikationerne alle som én vil synes både rigtige og forkerte. Men mest af alt helt utilstrækkelige.

Lowly på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Uanset, hvad man måtte ende med at kalde Lowlys musikalske sfære, er det unægteligt ikke den genre, der har allermest vind i sejlene på de ubarmhjertige danske radiobølger. Og dog alligevel er de nu for første gang endt i rotation på P3 med ’Baglaens’ – den første single fra deres andet og nye album, ’Hifalutin’.

Steffen: »Vi ville aldrig nogensinde have valgt at skubbe den til radioen, hvis ikke der var andre folk, der havde gjort det. Det er meget sigende for sådan en proces. Bandet ved mindst. Bandet har lavet det – nogle andre må tage det og sige, hvad det er.

Hvis man prøver at putte ting ind i en sang, fordi nogen har sagt det, tror jeg ikke, det lykkes. Men hvis man kommunikerer det, man har på hjerte, får man mere klar formidling i sin musik. Det er det, der gør, nogle lytter, finder det interessant og lytter igen«.

Men i Lowly er ’man’ jo ikke blot én bevidsthed. Det er fem mennesker, der har vidt forskellig musikalsk baggrund. Steffen Lundtoft har tæsket trommer i NovemberDecember, Nanna Schannong har en fortid som singer/songwriter, Thomas Lund har taget bassen med sig fra hiphopgruppen Point Blank, Kasper Staub har spillet synths i Islets of Dust, mens Soffie Viemose har udgivet elektronisk musik under aliasset Nanome. Med forskellighederne in mente synes de mange musikalske strømninger og genreforvirringer ikke så sære endda.

Nanna: »Vi kommer fra fem forskellige verdener. Det handler meget om, at vi hver især tager nogle ting med ind, som fascinerer os, og som vi har lyst til at dele«.

De fem forskellige verdener mødtes på debutalbummet ’Heba’ i 2017. Her blev numre, der hidtil kun havde eksisteret i liveformat, foreviget over femten intense dage i studiet.

Steffen: »Det er en rå ting at være der i så kort tid. Man laver alt uden at vide, hvordan det er på den anden side. Det er ikke fordi vi var et band i opløsning under ’Heba’, men det var en hård proces, som kunne have været meget bedre.

Omkring udgivelsen af ’Heba’ snakkede vi om, hvad vi så havde lyst til at lave. Og vi havde faktisk alle sammen meget mere lyst til at lave en meget fragmenteret sammensætning af sange, fordi vi alle sammen er så forskellige. At give plads til forskellig sangskrivning og stole på, det nok skulle hænge sammen på et album«.

Fra det ydmyge til det prætentiøse

Det fragmenterede udtryk og krydsfeltet mellem de fem verdener blev en realitet, da Lowly i sidste måned udgav deres andet album, ’Hifalutin’. En titel, der betyder noget i retning af højstemt, pompøst eller prætentiøst. »Som et antonym til Lowly«, som Nanna forklarer.

Steffen: »Det er lidt en ironisk parafrase over, hvem vi er – et statement i, at vi gerne vil være dem, vi er, og ikke følge så meget med tiden. Det kan godt være lidt kikset at være højstemt eller prætentiøs. Og så er ’Hifalutin’ pænt at skrive«.

’Hifalutin’ blev ikke som ’Heba’ til over ét langt studiemaraton. Det blev skrevet og komponeret på kryds og tværs af mindre konstellationer medlemmerne imellem, og det kom til verden over forskellige studiesessions med optagelser fra forskellige steder. Fra efterklangmættede sessions i Brønshøj Vandtårn (»da det stadig var i dets spæde dage som spillested, så der var helt råt med fuglelort over det hele«) til binaurale optagelser fra USA og optagelser fra en impro-koncert, tre af medlemmerne medvirkede i.

Steffen: »Der er mange umiddelbare impulser, der også er inspirationer for albummet. Vores udtryk indeholder de her store følelser – men vi er ikke højtidelige med, at alt skal sættes på spidsen i én sang. Så skriver vi en sang mere. Det duer ikke at sidde og pille i det for lang tid«.

Nanna: »Når man går ind i processen på den her måde, giver det meget frihed til at lege med klip. Ideen om at samle en masse ting er meget mere muligt, når vi laver en plade, hvor vi klipper i det. Man kan tage flere drastiske valg, når man vælger, det er dén plade, man laver«.

Friheden til de drastiske valg kan i høj grad høres på ’Hifalutin’. Tag bare den overraskende udvikling på ’Staples’, der bevæger sig fra boblende synthpop til nærmest Thom Yorke’sk electro-dramatik – eller det faktum, at numrene ’i’, ’ii’ og ’iii’ i virkeligheden er ét langt track, der er klippet fra hinanden.

Steffen: »Vi har aftalt, at alle inputs er velkomne. Og der er mange holdninger til tingene – vi er jo også fem store egoer i bandet«.

Nanna: »Der er mange vurderinger af, hvad der er fedt og ikke er fedt. Men det er jo følelser – det er alt det, man ikke kan argumentere super konkret eller teknisk for. Det handler helt vildt meget om, hvordan man mærker det. Hvis vi føler, der sker noget, når vi lægger trance ind over akustiske strygere, er det jo også argumentation nok. Musik er jo bare følelser. Alt, vi skaber, er så flydende og flyvende«.

Steffen: »Jeg føler på én måde, du føler noget andet – hvad føler lytteren så? Lytteren skal have muligheden for selv at læse sig ind i det. Der er så mange bands, der laver så fantastisk åbne ting, man kan blive inspireret af, men som ikke rammer lige så bredt. Det kræver mere tid at komme ind i det«.

Men ønsker jeres pladeselskab ikke, det rammer bredere? Får I at vide, jeres musik så skal strømlines mere?

Nanna: »Vi har været så heldige, vi aldrig nogensinde har arbejdet sammen med folk, der har sagt sådan«.

Steffen: »Det har vi undgået. Vi er på verdens bedste label på den kunstneriske side, og vi har en tæt kontakt til Simon Raymonde, der har et kæmpe hjerte for musik. Vi har fået kærlighedserklæringer fra ham – den første indrammede vi faktisk og hang op, fordi det var så vildt for os at arbejde sammen med en brancheperson, der skrev, at vi skulle blive ved med det, vi gjorde, og at han ville elske os for altid for, at vi lavede noget nyt«.

Nanna: »Da vi afleverede ’Hifalutin’, var den for lang. Den kunne ikke være på en vinyl. Så skrev vi til Simon: ’Hvad tænker du? Den er jo lidt længere, end den skulle være’. Han skrev tilbage: ’Jeg vil ikke fjerne et eneste nummer. Vi kører bare dobbeltvinyl’«.

Som bossen har sagt – så gjort. Ikke et eneste nummer blev fjernet, ingen promotion-venlige røde tråde vævet ind i albummet. ’Hifalutin’ blev det fragmenterede album, som Lowly ønskede at prøve kræfter med at lave. Et værk, der vokser sig større og dybere for hver gang, du lytter til det. Som ved første møde synes højstemt og hifalutin i sine voluminøse, eksperimenterende greb, men som ydmygt og lowly folder sig ud ved nærmere bekendtskab for at blive en helt nærværende oplevelse, der sniger sig ind og spiller på alle strengene i følelsesregistret.

En fantastisk, inspirerende og åben ting, det kræver tid at komme ind i, som Steffen måske ville sige det. Men er det dét, der er problemet med de danske lyttere? Har vi ikke givet os den tid, et sådant værk kræver?

Steffen: »England har fra starten været vores primære territorium, fordi det er der Bella Union holder til. Der er folk gode til at komme til koncerter, snakke om musik og at være virkelig nysgerrige koncertgængere. Det er en vildt sej kultur, de har der. Der kører de gerne tre timer for at høre Lowly spille – det kan jeg slet ikke forstå«.

Nanna: »Der er en helt anden kultur for at tage ud og opleve musik. Tage på pub. Der er også en historisk ting for vores ’genre’ i England. Publikum er mere vant til det, de efterspørger måske mere vores type musik«.

Steffen: »Kasper fra bandet har på et tidspunkt konstateret, at det, vi gør, er ikke at tage ud og performe. Vi tager ud og deler musikken. Sådan føles det rigtig meget derovre. Det er mindre prætentiøst at spille der, fordi folk ser så meget musik. Der er ikke den der skuldrene-oppe-stemning. Kasper siger: ’Vi skal ikke overbevise nogen om noget. Vi skal bare dele det. Det er op til dem selv at tage stilling til det’«.

For første gang lader det dog til, at danskerne er begyndt at tage stilling til Lowly. For første gang har de nemlig kunnet spille udsolgte koncerter i Danmark – landet, de måske nok har været for store til, uden nogen danskere har ænset det. Bortset fra far, selvfølgelig.

Nanna: »Det betyder vildt meget, at der sker noget i Danmark. Det er også vildt fedt at spille i England, USA og Frankrig, men… det betyder bare noget. Det varmer«.

Lowly kan opleves på en række af sommerens danske festivaler samt til efteråret, når de spiller i DR Koncerthusets Studie 2 (7. november) og på Voxhall (8. november).

Læs anmeldelse: Lowly ‘Hifalutin’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold