Hans Philip spiller på Roskilde Festival

Hans Philip spiller på Roskilde Festival
Hans Philip.

I sidste uge aflyste Hugo Helmig alle sine resterende koncerter i 2019, inklusive en optræden på Roskilde Festival, hvilket naturligvis skabte et hul i programmet. Nu er erstatningen på plads, og Roskilde Festival har i dag annonceret en vaskeægte publikumsfavorit: Hans Philip.

Den tidligere Ukendt Kunstner-frontmand udgav i marts sin ekstremt stærke solodebut ‘Forevigt’, og der er nok mange, der har sukket efter at få lov til at høre dé numre på Roskilde Festival. Nu er det hele altså på plads, og Hans Philip er sat til at spille på Arena-scenen fredag den 5. juli kl. 19.00. En noget nær ideel plads i spilleplanen, hvis man spørger mig.

Hans Philip har senest spillet på Roskilde Festival i 2015 med Ukendt Kunstner, men nu gælder det altså soloprojektet foran de 17.000 publikummer, der cirka er plads til ved Arena. Og der skal nok blive fyldt.

I slutningen af april lukkede Roskilde Festival årets program endeligt, og Hans Philip er således den absolut sidste tilføjelse til 2019-plakaten. Med mindre der altså kommer flere aflysninger.

Hans Philip har en del koncerter på spillesteder linet op i efteråret og vinteren, og så han kan også opleves på Heartland Festival (hans debutkoncert som solokunster) og til Musik i Lejet.

Læs også: Her er de 10 værste overlap i Roskilde Festival-spilleplanen

Læs anmeldelse: Hans Philip ‘Forevigt’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af