Justin Bieber og Ed Sheeran har lavet et monster af et hit – men altså, gab…

Justin Bieber og Ed Sheeran har lavet et monster af et hit – men altså, gab…
Ed Sheeran.
Foto: Mark Surridge
’I Don’t Care’ går i øjeblikket streaming-amok som en hund med rabies, der er blevet sluppet løs på Spotify-kontoret. Men rent musikalsk er sangen konstrueret til at lave så lidt ravage som muligt.
Justin Bieber og Ed Sheeran har lavet et monster af et hit – men altså, gab…
Christian Wolkoff

Musikredaktør hos Soundvenue

KOMMENTAR. Det er ikke alle, der ved det, men Ed Sheeran var faktisk med til at skrive Justin Biebers ’Love Yourself’; det bittersøde megahit fra ’Purpose’-albummet, hvor Bieber synger den semiikoniske linje »My mama don’t like you and she likes everyone« til en tidligere flamme.

Guitarballaden var noget helt andet end de foregående singler ’Sorry’ og ’What Do You Mean?’, men endte med at blive et lige så stort hit. Så ja, et eller andet sted var det vel bare et spørgsmål om tid, før Bieber og Sheeran igen satte sig for at erobre hitlisterne.

Makkerparret udgav i fredags fællessinglen ’I Don’t Care’, blandt andet produceret af den ultimative hitmager Max Martin, og vi har altså at gøre gøre med et samarbejde, som i ren og skær star power var dømt til at blive et (gigantisk) hit. Sheeran og Biebers fangrupper slået sammen om at hype én sang? Halleluja.

Der er bare ét problem med ’I Dont’ Care’: Den er, undskyld mit sprog, røvsyg.

Men… Det er selvsamme problem, som er en stor del af årsagen til, at sangen helt sikkert bliver et hit med langtidsholdbarhed.

’I Don’t Care’ kører nemlig bare derudaf. I det samme tempo og uden de store udfald – på nær lige det der håndklaps-c-stykke. Den er lavet til ikke at forstyrre og til at blive voldspillet i radioen, hvor den kan smelte sammen med det meste.

Misforstå mig ikke: Det er en rigtig fin popsang. Et adstadigt beat, lidt dancehall-inspiration og en sød nok tekst om, at det hele er godt nok (selv den der åndssvage fest), så længe vores to hovedpersoner er sammen med deres udkårne. Sheeran synger sin vanlige underdog-vokal til UG, og Biebers pre-chorus efter verset sidder virkelig lige i skabet.

Men det ændrer ikke på, at ’I Don’t Care’ er lige til at falde i søvn over. Det er sovemedicin, baggrundsmusik. Og et eller andet sted en naturlig forlængelse af Sheerans ’Shape of You’. De to sange har nogenlunde samme BPM, de suger begge lidt inspiration fra dancehall, de kører begge afsted i samme gear med fokus sat på hvilepuls.

Og hvem kan bebrejde Bieber og Sheeran? ’Shape of You’ har over to milliarder streams på Spotify. Det er den mest streamede sang, nogen af de to superstjerner råder over. Så hvorfor ikke køre succesformularen videre?

’I Don’t Care’ er den første single i 2019 fra begge kunstnere, og mens den er, hvad jeg havde forventet af Sheeran, så håbede jeg et eller andet sted, at Bieber havde kastet sig selv ud på lidt mere gyngende grund.

Læs også: Justin Bieber forsvarer Chris Brown – sammenligner ham med Michael Jackson og Tupac

Sponsoreret indhold
Solens sidste stråler fortjener en skål
Skål solen i sænk med Corona, der hjælper dig med at finde Københavns smukkeste solnedgangsspots.
Corona