Mac DeMarco deler bizar og ret foruroligende musikvideo til ny single

Mac DeMarco afslørede i går nummeret ‘On the Square’, som er den tredje single op til albummet ‘Here Comes the Cowboy’, der udkommer nu på fredag. I samme omgang delte han også en rimelig bizar musikvideo til sangen.

Spoiler alert: En maskeret Mac DeMarco står på en teaterscene. Han sænker hovedet ned i en døbefond med mælk, hvorefter vi så befinder os i en helt hvid mælkeverden. Nu har han forskellige foruroligende dyremasker på såsom en gris og en kat og H.P. Lovecraft-væsenet Cthulhu. Han forsøger at bygge noget med nogle mursten. En mand i tilskuerrækkerne virker meget begejstret.

Skal seancen symbolisere, at Mac dykker ned i sit sind og møder sine dæmoner? Hvem er ham manden, der er så begejstret? Måske repræsenterer han offentligheden, der ikke forstår det personlige i Macs musik, men bare synes det lyder fedt?

Eller også er det bare en gakket musikvideo. Videoen til førstesinglen ‘Nobody’ var trods alt bare Mac DeMarco, der synger sangen med cowboyhat og øglemaske.

Læs også: Se Mac DeMarco indtage Jimmy Fallons talkshow med ‘All of Our Yesterdays’

Sponsoreret indhold
Knivskarp krigssatire og sprængte nosser
George Clooney's nye serie 'Catch-22' har stort potentiale for at blive din næste seriekærlighed – læs her de fem største grunde til hvorfor.
C More