Mac DeMarco kaster cowboyhatten ind i rodeoringen – og misser fælt
Countryfeberen er over os. Genren, der har over 100 år på bagen, gør i disse dage indtog i en række grene af populærmusikkens virke. Diplo har udgivet en countrysingle, Mark Ronson og Miley Cyrus har storhittet med den countryklingende banger ‘Nothing Breaks Like a Heart’, og Cyrus senior har fået et hit, der allerede har chartet højere end hans 1992-landeplage ‘Achy Breaky Heart’, idet han er hoppet på et remix af Lil Nas X’ allestedsnærværende country-trap-track ‘Old Town Road’.
Mac DeMarco er med ‘Here Comes the Cowboy’ endnu en kunstner, der kaster cowboyhatten ind i rodeoringen. Kombinationen giver på overfladen god mening. DeMarco har altid haft fokus på den simple, solide sangskrivning, stemningsmæssigt har han altid haft begge ben plantet godt og grundigt på jorden, og hans lyd har for det meste været båret af behagelige, melodiske guitarfraser.
De tre singler, ‘Nobody’, ‘All of Our Yesterdays’ og ‘On the Square’, lyder isoleret som vanligt Mac DeMarco-output, men i samspil med resten af albummet lyder de umiskendeligt meget af country. De er ikke katalogets mest opsigtsvækkende kompositioner, men deres afslappede vemodighed kan skam et eller andet.
De fleste af sangene er lige så afslappede, men det er kun de færreste, der har en nær så veletableret emotionel kerne. Albummet sætter den generelle tone ret godt fra det indledende titelnummer, hvor Mac DeMarco spilder tre minutter af lytterens tid ved at synge »Here comes the cowboy« om og om igen, mens et irriterende simpelt guitarriff og en dvask travrytme kører i ring.
Det er langt fra det eneste nummer, der er så lallet og ensformigt. ‘Choo Choo’, ‘Hey Cowgirl’ og ‘Baby Bye Bye’ er yderligere eksempler på sange, der sumper rundt uden at komme nogen vegne, og hvor countrymarkørerne mest af alt ville give indtryk af at være parodier – uden at der dog er jokes til stede, der strækker sig til mere end, at DeMarco siger »Yee-haw«.
DeMarcos kærlige humor plejer ellers at være noget af det mest tiltalende ved ham, men på ‘Here Comes the Cowboy’ veksler den mellem at være fraværende og lavpandet.
Noget, der dog er intakt, er hans afslappede attitude. Og ‘Here Comes the Cowboy’ er i høj grad et album, der handler om, hvor afslappet livet på landet er. Mens DeMarcos rolige personlighed kommunikerer konceptet fint, er konceptet i sig selv ret svært at engagere sig i. Det hele føles så ligegyldigt. Et af de dramatiske højdepunkter på albummet er, at DeMarco mindes en afdød hund på ‘Little Dogs March’.
Det er underligt, at han ikke har større ting på hjerte end det, især da han for nylig har været meget åben om at være alkoholiker. I lyset af, hvor personlig forgængeren ‘This Old Dog’ var, synes det endnu mere underligt, at ‘Here Comes the Cowboy’ er så letbenet.
Der er dog en årsag, og han rører kortvarigt ved den med linjer som »There’s no turning back to nobody« fra ‘Nobody’ og »Live a life that isn’t there« fra ‘On the Square’. Han finder sin eksistens som international musikstjerne meningsløs, og det er naturligvis forståeligt – det må helt klart være udmattende. At tage ud og lege cowboy på landet, hvor ingen kender en, er en reaktion, der giver mening. Men det gør ikke albummet bedre, og han spilder for meget af tiden på bekvemme lydbilleder og latterlige cowboyklicheer frem for rent faktisk at dykke ned i det, der kunne have gjort albummet interessant.
Kort sagt:
Mac DeMarco rører kort ved nogle alvorlige emner på ‘Here Comes the Cowboy’, men han går aldrig i dybden med dem. I stedet spilder han en stor del af albummet på en lallet, sentimental westernpastiche.
Læs også: Mac DeMarco deler bizar og ret foruroligende musikvideo til ny single