Med debutalbummet ‘Faith’ er det tydeligt, at Anya gerne vil være popstjerne
Det er fire år siden, Anya udgav sin debut-ep ’The Credit’. Dengang var hun rendyrket r’n’b-sanger, men i løbet af 2018 hintede hun, blandt andet med singlen ‘Avalanche’, at hun var på vej i en mere poppet retning. Nu er debutalbummet ‘Faith’ udkommet, og det er tydeligt, at Anya gerne vil være popstjerne. Det er et popalbum med tydelige r’n’b-indflydelser, og det fungerer for det meste godt.
Anya bevæger sig inden for to universer. Det producerede og poppede, som fylder mest, og det mere organisk r’n’b-prægede, som får lidt mindre plads. I den første kategori falder ‘Good Cry’, der med sit massive omkvæd er som skabt til radioen. Her finder vi en tung pumpende baslyd under omkvædets halvt råbende »I need a good cry / and I think you need it too«, som bliver vævet sammen med en overvældende mængde lydeffekter. I den poppede afdeling finder vi også ‘Roam’, der bliver drevet frem af kick på alle fire og en pluck-synth, som næsten altid rammer imellem slagene på sådan en 90’er-house-måde. Oven på det flyder så Anyas mange vokaler, som med det samme transporterer hjernen tilbage til 00’ernes r’n’b-lydunivers.
Der er også et par deciderede r’n’b-numre. Især ‘Slow Start’ er en rigtig god ballade, der bliver drevet frem af en guitar og et knips – den fungerer som en modpol til det ellers meget producerede univers, som Anya bevæger sig rundt i. Også ‘Somebody’s Arms’ er en velskrevet r’n’b-sang, der med sin melodi leder tankerne tilbage på Ne-Yo, Mario og 00’ernes Beyoncé.
Anyas vokal er særlig. Den er ikke lige så fyldig som mange andre r’n’b-sangere, men til gengæld er der en nærhed, som man sjældent hører så godt som hos Anya. Hendes sang føles ærlig, og man kan mærke, at det er en rigtig person, der synger for os, og ikke bare en persona, som nogle producere har skabt. Det kommer især til udtryk på titelnummeret, der måske er albummets bedste nummer. Det er en minimalistisk ballade, hvor der kun er klaver og sang foruden nogle få synthflader, når sangen når sit klimaks. I det univers stråler Anya klarest, og hendes stemme kommer til sin fulde ret med et hav af korstemmer og en melodi, som hun nailer.
Det er desværre ikke altid, lyduniverset er lige velskabt. ‘Faith’ bevæger sig ofte på kanten af velproduceret og overproduceret. Af de velproducerede sange er især bangeren ‘Avalanche’ rigtig god med store percussionlyde og steel drums med masser af rumklang. Også på ‘Sweet Spot’ fungerer den lidt maksimalistiske produktionsstil rigtigt godt. Det er et groovy 80’er-popnummer med Phil Collins-lilletromme og et tydeligt Bruno Mars-feel, som klæder sangen.
Til gengæld tager produktionen nogle gange overhånd. Det sker blandt andet i en del af det ellers velfungerende Motown-hit ‘Lift Me Up’, som af uvisse årsager har fået et trap-C-stykke, der slet ikke passer til resten af sangen og fylder alt for meget. På ‘Plain’ fylder produktionen også for meget, og det føles som om, der er lidt for mange elementer og lidt for mange forskellige lyde.
Endelig har ‘Faith’ mange breaks, hvor al lyd forsvinder lige inden sangens klimaks. Det er et fint trick, som virker, hvis man bruger det sparsomt, men her kommer det allerede to gange på det første nummer, og inden albummet er slut, når man desværre at have gennemskuet rutinen. Og det er en skam, for så kommer produktionen til at stå i vejen for de ellers velskrevne sange.
Kort sagt:
Anyas debutalbum er mere pop end r’n’b og mere produceret end organisk. Ofte fungerer det godt, men indimellem kammer det over i numre, hvor produktionen maser de ellers velskrevne sange.
Læs også: Anya: Her er 10 sange, der har defineret mig – fra James Blake til Lionel Richie