Schoolboy Q vender blikket indad med spartansk stilskift på ‘Crash Talk’

Schoolboy Q vender blikket indad med spartansk stilskift på ‘Crash Talk’
Schoolboy Q.
Schoolboy Q vender blikket indad med spartansk stilskift på ‘Crash Talk’ - Crash Talk
5 6
Schoolboy Q
'Crash Talk'

Album, Universal

Siden den storslåede udfoldelse af gangstarappens facetter på den intense ‘Black Face LP’ fra 2016 har der lydt stilhed fra Schoolboy Q. Den Los Angeles-åndende TDE-rapper har i et interview med Vulture udtrykt sin kræsenhed omkring albumudgivelser, hvilket i forvejen fordrer tålmodighed fra den bøllehat-beklædte rappers mange fans. Men denne gang har udskydelsen været forlænget på grund af vennen Mac Millers død sidste år, der rystede grundvolden i branchen såvel som i Q selv, og det nylige mord på West Coast-legenden Nipsey Hussle, der ligeledes forsinkede albummet en uge.

Men med et slag marihuana-rygende selvhjælp og tid for sig selv er Q nu endelig klar til at vise sig på rapscenen igen, og med det nye ‘Crash Talk’ kommer han på mange måder ud på den anden side med en ny tilgang. For selv om gangstarappen, den karismatisk bævrende stemme og Q’s facetterede musikalitet går igen, så lyder albummet som et bevidst modstykke til ‘Blank Face LP’, hvor det dynamiske og uforudsigelige nu er skiftet ud med et spartansk udtryk, der både giver plads til en personlig fortælling og åbner op for det positive og tålmodige.

En af de mest markante ændringer i Q’s lyd er graden af simplicitet i næsten hvert eneste nummer på albummet. ‘Blank Face LP’ havde nye organiske lydskift ved hvert gadehjørne, mens de samme loopede beat-bidder roterer som underlæg for numrene på ‘Crash Talk’, hvor Q’s ofte fasttømrede flowrytmer nærmest bliver opslugt som en del af musikken.

Det lyder måske kedeligt, og i fåtal er dét tilfældet. Men alsidigheden er alligevel fuldstændig i takt, og den før sammenhængende historiefortælling er blevet til en samling af forskelligartede stemninger og historier fra rapperens liv. ‘Water’ og ‘Floating’ er Soundcloud-dovne skæringer om det eksklusive liv med stoffer og smykker. De blødt flydende vibes bag fortællingerne på ‘Crash Talk’ og ‘Tales’ skaber ro, mens tunge bangers som ‘Gang Gang’ og ‘Die With Em’ forstyrrer den igen med ond energi.

Men alle kredser de om samme simplicitet som grundlag, hvilket giver ordene tyngde og gør Q til den bærende faktor med sine stærke flows.

Albummets førstesingle ‘Numb Numb Juice’ tyvstartes med samme overvældende energi som på 6ix9ines enslydende gennembrud ‘Gummo’, og hemmeligheden ligger, ligesom hos den indespærrede New York-rapper, i stemmens kraft, der får lov at bære nummeret over det enkle underlag. En anden forstærkning af simplicitetens kvaliteter er Q’s ofte konsekvente brug af de samme rimstrukturer hele vers igennem, som bedst eksemplificeres med det stædige ayy-flow i andet vers af ‘5200’, der trods sin banalitet udgør et af albummets stærkeste tracks.

På grund af de gennemgående faste strukturer bliver det tydeligt, når de brydes. Det høres på Travis Scott-samarbejdet ‘Chopstix’, hvor Q i versene mellem Scotts autotune-dominans svæver over beatet med temposkift og flow-variationer, der i grunden ikke behøver andet end et metronomslag under sig. I endnu højere grad er Q legende med sin vokal under sommersolen i ‘Lies’, der med YG og Ty Dolla Sign formår at fremvise en mere positiv side af Q’s tematikker, selv om solstrålerne egentlig falder fuldstændig malplaceret i forhold til resten af albummet.

Et andet – mere positivt – brud på strukturen er ‘Dangerous’, der takket være Kid Cudis melodiske indskud og hypnotiserende guitartoner skiller sig særligt ud på produktionssiden, bryder med simpliciteten og skaber en smuk og voldsom opbygning til euforisk forløsning, hvor Q lægger gadelivet på hylden for et øjeblik til fordel for dybere eksistentielle (og altså stadig weed-relaterede) overvejelser: »Pinch me on my arm, is it heaven or fun? / if I don’t come back had a hell of a run / taste you through my nose, smell the death on the tongue«.

Den lyriske tydelighed er en af de vigtigste konsekvenser ved det spartanske stilskift. Hvert ord får ekstra tyngde, og de får plads til at synke ind. Som altid er gadefortællingerne stærke, som når han udfolder ulykkerne på ‘Tales’ – »I watch a nigga lose his life right in front of his kids / we keep the cycle back and forth, the demons smother out gifts« – men det rammer dybest i de både personlige og politiske aspekter af Q’s opfordring til sin datters selvaccept på den reflekterende ‘Crash’: »So, girl, be proud that your skin black / and be happy, girl, that your hair napped / ‘cause the school system won’t teach that«.

Både de personlige fortællinger og Q’s bærende tekniske evner kommer i forgrunden, når det omkringliggende bliver minimalistisk, og med den tydelige bevidsthed i stilskiftet viser det endnu en gang, at Schoolboy Q stadig – på sig egen måde – skal anderkendes på side med sine dygtige TDE-kollegaer.


Kort sagt:
Med sit spartanske udtryk er ‘Crash Talk’ et bevidst modspil til den dystre og uforudsigelige ‘Blank Face LP’, og selv om minimalismen kan synes kedelig i få tilfælde, giver simpliciteten plads til, at Schoolboy Q kan lade ordene vægte tungere i de personlige fortællinger.

Læs også: »Fuck de her små internet-nørder«: Schoolboy Q snakker haters, Nipsey Hussle og ‘Crash Talk’ i nyt interview

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold