Spot Festival: De 11 bedste koncerter vi så lørdag

Spot Festival: De 11 bedste koncerter vi så lørdag
Jenny Wilson på Stot Festival.
Fra hæmningsløse popfester til intime koncerter med følelserne i øjenhøjde. Her er vores højdepunkter fra Spot Festivals lørdag – serveret i vilkårlig rækkefølge.

1. Jenny Wilson x Who Killed Bambi

Da svenske Jenny Wilson spillede numre fra sine to stærke seneste album ‘Exorcism’ og ‘Trauma’, blev al instrumentation leveret af den aarhusianske strygerseptet Who Killed Bambi. Wilsons intense synthpop var lavet om til umanerligt smukke strygerarrangementer, hvor de forskellige instrumenter spillede flot over for hinanden. Med Symfonisk Sals smukke akustik som ramme blev det en fryd for ørerne. Wilson selv var også en enormt kompetent performer, der formåede at rive hele salen med på en række sange, der ellers er dybt personlige. Især ‘Lo’ Hi” blev en gribende affære, hvor publikum sang med på det maniske omkvæd.

2. Zaar

Zaar-koncerten på Klubscenen var hovedsageligt et studie i to ting: Vokal og trommer. Hovedpersonen Sara Flindt manipulerede sin stemme, hviskede, sang stort og stærkt, samplede, og svingede mikrofonen fra side til side. Det var en vanvittig præstation, som blev matchet af trommerne, der konstant lavede uforudsigelige og excentriske sidespring i den drømmende, men til tider også ret klubbede elektroniske musik. Der var meget elektronik, men det var også meget menneskeligt. På sådan en lidt vild, løssluppen måde.

Liss på Spot Festival. (Foto: Benjamin Lind Holm/Soundvenue)

3. Liss

Selv om Liss har været i hi siden debut-ep’en ’First’, der i 2016 skaffede dem en sjældent set omfattende international hype, stod det klart, at den aarhusianske kvartet har været savnet. De fik en overvældende varm velkomst, og de kvitterede med et rørende nærvær, professionalisme og overskud. Setlisten bød på en række nye numre, der ganske vist savnede lidt af de fantasifulde facetter, der gjorde deres debut så exceptionelt spændende, men de smittende, varme funk-inficerede popformater var bibeholdt – og de charmerede sig direkte ind i hjerterne på hele Store Sal.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.

4. Erika de Casier

Erika de Casier har forstået, et r’n’b handler om intimitet. Hendes besnærende, halvt hviskede sange skabte en helt speciel stemning på Spot Festival, da hun spillede dem i et minimalistisk setup i Rytmisk Sal. For den danske sanger behøvede kun meget få virkemidler til at forføre festivalen: et beat, en stemning og sin stemme.

Boundaries på Spot Festival. (Foto: Tricia Yourkevich)

5. Boundaries

Der var ikke så få postpunk-bands at kaste sin opmærksomhed efter på årets Spot Festival, men de forholdsvist uprøvede Boundaries stak ud af høstakken som en ekstraordinært velhvæsset issyl at stikke sig på. Deres enkle, kølige og mismodige greb på genren fik liv i en gnistrende koncert, der lagde vægt på intensitet og nærvær fremfor tekniske krumspring og selvsikkert fyldte en af Musikhusets større sale med et kogende publikum. Boundaries virker som et band, der allerede nu præcis ved, hvem de er og hvad de vil.

6. Ganger

Det startede med mariachi-trompeten fra ’Kometen’, og så var Gangers debutkoncert (overhovedet!) ellers skudt i gang. Der var lavt til loftet nede til ’Dayparty på Sydhavnen’, og det knitrede lidt med lyden, men ellers var showet en spændende indlemmelse i det elektroniske popprojekt, som dog er så meget mere, end hvad dén betegnelse dækker over.

Ja, her var flere elementer af klassisk, dansksproget 80’er-pop, men i nye klæder og med nye ideer. Her var samples fra film, tv og taler, en synth-distortet, messende udgave af ‘Dejlig er jorden’, og så er der fire (kor)sangere i Ganger, nogle mere aktive end andre. Når de alle sang samtidig, men gerne i forskellige spor, løftede lydbilledet sig virkelig til noget specielt. Som på ’Olympisk’, der også bare er en helt igennem fantastisk sang.

7. Josephin Bovién

Årets Spot-program bød på en solid strøm af r’n’b-talenter, heriblandt den blot 18-årige Josephin Bovién. En stemme, der alligevel skilte sig ud – dels grundet dens overlegent smooth, sensuelle og soul-smægtende karakter; dels fordi den blev bakket op af så gennemført lækkert og legesygt et band, der forfinede Boviéns forførende udtryk med jazzede undertoner og funky afstikkere. Bovién vækkede med sin Solange-klingende, blide vokal sin stil- og selvsikre debut ’Caramel Babe’ til live og gjorde det til et endnu mere spændende bekendtskab på de skrå brædder.

Patina på Spot Festival. (Foto: Tricia Yourkevich)

8. Patina

Andenbølgen af dansksproget lo-fi-pop er for længst ankommet, og Patina står klar i slipstrømmen af Vellness Plader og Barselona. Hos Svendborg-trioen er der dog skruet lidt op for Thomas Helmig-æstetikken med 80’er-funky guitarer, sololir og fuld smæk på trommerne, og live på Radar fik den seriøst gas, hvor trioen var udvidet til et syv mand højt orkester.

Hovedpersonerne skiftedes til at indtage frontrollen, og den ene var mere bidt af en gal hund end den anden. Stemmebåndende blev revet og strukket i en grad, så de på plade lidt polerede produktioner fik en helt uimodståelig liveenergi. ’flammer_rammer’ var et højdepunkt, men ellers var det også bare fedt at observere, hvordan alle syv mand havde en hæmningsløs fest på scenen – sådan noget smittede en lørdag eftermiddag.

9. Takykardia

Foruden de officielle showcases under man sig selv en tur ud i Spot-vildnisset af day parties og andre events, hvor der også kan være store musikalske oplevelser i vente. En sådan leverede den elektroniske trio Takykardia lørdag aften på udendørsscenen Rou ved A-Huset. Der var ingen slinger i valsen at spore hos bandet, der effektivt forenede atmosfærisk triphop og popmaksimalisme og i Luna Matz har et powerhouse af en karismatisk frontkvinde, som både dansede, dirigerede og bundede bajere blandt publikum.

Søn på Spot Festival. (Foto: Benjamin Lind Holm/Soundvenue)

10. Søn

Man havde vitterligt ikke lyst til, at det skulle stoppe, for det unge rockband leverede en fuldkomment fortryllende koncert på Voxhall, hvor den iørefaldende cocktail af The Smiths- og Synd & Skam-referencer dannede affyringsrampe for forsanger Kristoffer Jessens personlige og fantastiske fortællinger. Der var hele tiden noget på spil for Søn, som perfekt doserede det stramt eksekverede og skælvende.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.

11. Tundra

Indiepopgruppen Tundra startede blidt ud, da de gav koncert på Spot Festivals Roots&Hybrid-scene, men som koncerten skred fremad, lukkede de mere op for deres univers og tilføjede noget kant til deres melodiske toner. Der blev gjort plads til et par festlige dansenumre, men det, der virkelig satte sig fast, var når de viste, at der lurede en indigneret vrede under overfladen. De fem musikere havde fremragende samspil, men især forsanger Sofie Trolde præsterede at komme ind under huden på publikum, blandt andet med en rørende indledning til den vemodige ‘Finding My Religion’.

Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold