Spot Festival: Her er 13 spændende talenter, du skal tjekke ud

Spot Festival: Her er 13 spændende talenter, du skal tjekke ud
Bette.
Foto: Emil Vinther/Soundvenue
Spot Festivals grundfokus er og bliver de friske navne, som skal vise, at den danske talentmuld er værd at trippe over. Her er 13 talenter, som du ikke må misse over weekenden i Aarhus.

1. Bette

Vi lagde første gang mærke til Bette, da hun forrige år udgav sangen ‘Da du kom’ med en tilhørende video, hvor hun hang ud med rapperne Emil Kruse og Kå. Siden har hun både gæstet Emil Kruses ‘Svært’ og udgivet en række sange, som rapperen har produceret – blandt andet det exceptionelt smooth ‘Darling’, der blev et mindre P3-hit.

Slægtskabet med Kruse er åbenlyst: Bette har også noget af Kruses drømmende, døsige tilgang til r’n’b og pop og en lignende evne til at ligge så let på beatet, at vokalen stedvis næsten opløses i produktionen. Når Bette er bedst, giver det hendes musik en drømmeagtig kvalitet, hvor sangene nærmest giver slip på virkeligheden. Dén følelse håber vi også, hun kan give os på Spot.

Fredag den 3. maj: 21.00
Lille Sal, Musikhuset

2. Elias Boussnina

Elias Boussnina har foretaget en af de mest vellykkede transformationer længe, da han smed den karikerede rapper-identitet Yung Coke ud til fordel for en mere personlig, åben og r’n’b-inspireret lyd under sit borgerlige navn.

Indtil videre har hamskiftet båret frugt i form af den stærke ‘Shameboy’-ep, hvor Boussnina viser en ny, spændende vej for dansk r’n’b. Siden har han spillet sit første soloshow i Lille Vega, og nu kan man altså opleve r’n’b-stjerneskuddet i festivalrammer på Spot.

Fredag den 3. maj: 16.40
Aarhus Congress Center, Main Stage

3. Hjalte Ross

Fredag aften i Lille Sal burde man kunne høre en knappenål falde til jorden, når Hjalte Ross spiller. Den danske singer/songwriter laver nemlig noget af det mest intime og sugende nærværende folkrock i øjeblikket, og vil man helt ned i gear (selv om det er fredag aften), så burde Ross’ blide fingerspil og vokal være den perfekte opskrift.

Hjalte Ross spiller også lørdag kl. 14.00 på den åbne Spot Royal-scene, men det giver uden tvivl den bedste oplevelse af opleve ham i Musikhuset.

Fredag den 3. maj: 22.30
Lille Sal, Musikhuset

4. Høker

Høker er med i årets udgave af Karrierekanonen, og navnene derfra får traditionen tro lov til at prøve kræfter med et større publikum under Spot Festival.

Den københavnske trio har netop udgivet debut-ep’en ‘Hænder’, som har sit helt eget udtryk med et elektronisk underlag, der trækker på både jazz og hiphop, mens de danske tekster og leveringen lever i det abstrakte univers, som Fraads i øjeblikket er bannerførere for.

Lørdag den 4. maj: 17.30
Radar

5. Josephin Bovién

»Don’t compare me with the queens«, synger Josephin Bovién på ‘Fuel’, men det er svært ikke at trække tråde til helt store navne, når man hører den aarhusianske sangers ambitiøse r’n’b. For ligesom amerikanske superstjerner som Solange stikker hendes r’n’b- og soul-lænende sange dybt ned i hendes egen historie – det er r’n’b, der tør tage sig selv og sine lyttere alvorligt og snakke om tematikker som kærlighed, race og meget andet.

I 2018 udgav Bovién debutalbummet ‘Caramel Babe’, der er fyldt med eftertænksom, men også forårs-døsig r’n’b, der passer perfekt til en maj-dag i Aarhus.

Lørdag den 4. maj: 17.30
Aarhus Congress Center, Club Stage

6. Selma Judith

Tingene går pænt hurtigt for Selma Judith lige nu. Den 23-årige sanger har kun udgivet en håndfuld numre som ‘Kind of Lonely’, ‘Inner Thigh’ og senest ‘Colder’, men interessen er stor. Og man forstår godt hvorfor: Hendes sange skaber en umiddelbar intimitet ud af relativt få virkemidler.

Det er nedbarberet, men samtidig melodisk – en form for minimalistisk r’n’b, der stedvis minder en smule om Chinahs gennembrudssange ‘Away From Me’ og ‘We Go Back’. Hvis Selma Judith kan fremmane den samme private, fængslende følelse live, som sangene antyder, har Spot en forførende r’n’b-session i vente.

Lørdag den 4. maj: 20.30
Voxhall

7. Søn

Rock, jazz og poesi mødes i én stor tromle, når københavnerbandet Søn folder deres selvproklamerede ‘smadderpop’ ud. Melodierne klinger og ringler som de britiske 80’ere, og frontmand Kristoffer Jessen skriver samtidig nogle virkelig kloge, underfundige og sjove tekster.

Gruppen har tidligt i karrieren vist formatet med det flotte debutalbum ‘Det skandinaviske design’, som helt sikkert skal opleves live på Voxhall lørdag eftermiddag.

Lørdag den 4. maj: 17.30
Voxhall

8. Varnrable

Varnrable har indtil videre kun to sange på cv’et, men det er nogle særdeles hjemsøgende og hypnotiserende produktioner, som bestemt smager af mere.

Det sene tidspunkt på spillestedet Tape virker ret ideelt for kvinden bag, den norske producer og sanger Camilla Myhre, som er signet på pladeselskabet Escho og kan noget med gentagelser, så de kryber helt ind under huden.

Fredag den 3. maj: 22.30
Tape

9. Zaar

I starten af året havde vi Zaar med på vores Breakin’ Sound 2019-liste, men indtil videre har aarhusianske Sara Flindt og hendes to bandkammerater Bjarke Amdrup og Jonathan Ludvigsen endnu ikke udgivet ny musik i løbet af årets første fire måneder.

Så Spot-koncerten bliver altså en oplagt mulighed for at høre nye numre – og selvfølgelig lade sig fortabe i Zaars bølgende synthflader, som sammen med skæve trommerytmer og Flindt æteriske vokal skaber stemninger, der bygger op, ned og til siden.

Lørdag den 4. maj: 22.00
Klubscenen, Musikhuset

10. Nurse

Nurses nye video til singlen ‘Let Her Out’ er et ret godt eksempel på den fandenivoldske festenergi, der præger hendes musik. Josefine Struckmann ruller nemlig afsted med et festklædt crew (der blandt andet inkluderer Mø, som Struckmann havde punkbandet Mor sammen med), mens hun synger om at tage ud i natten over et festfyrværkeri af pop og electro. Midt i det hele dukker den københavnske festdronning Mendoza op med et gæstevers.

Det hele ligner en bytur, man gerne vil være med i – og forhåbentlig bliver Spot-koncerten en lignende overdådig festoplevelse.

Fredag den 3. maj: 00.30
Tape

11. Ganger

Gangers første single var ‘Kometen’; en blanding af mariachi-trompet, 60’er-girl group-vokalsymfoni og britisk 2-step. Et brag af en ukonventionel og ekstremt spændende single, som siden er blevet fulgt op af den mere funkede og spiselige (ikke på en dårlige måde!) ‘Olympisk’.

Det hele er stadig lidt hemmeligt, men den danske gruppe – der består af fire sangere og en trommeslager – bliver i den grad interessante at opleve live. I det mindste bare for at høre mere materiale.

Ganger spiller lørdag til OffSpot-arrangementet Dayparty på Sydhavnen.

Lørdag den 4. maj: 15.30
Frontløber, Jægergårdsgade 154

12. Linn Koch-Emmery

Spot Festival eksisterer jo mestendels for at promovere den danske musikscene, men der er også plads til talenter fra vores skandinaviske naboer.

Blandt andet Linn Koch-Emmery, der med et par ep’er og en lind strøm af solide singler har fået status som noget af et indierock-håb i hjemlandet Sverige. Og det forstår man godt, for sangene knaser på den helt rigtige måde.

Lørdag den 4. maj: 23.15
Rytmisk Sal, Musikhuset

13. Bona Fide

Den spritnye folkduo udsendte i sidste uge to sange – blandt andet den dybt melankolske og gotiske slæber ‘Prince of Scars’, som lover et næsten nervepirrende intimt univers live.

Bona Fide spiller til Smash!Bang!Pows pre-party på Radar allerede torsdag aften, hvor man forresten også kan opleve Hjalte Ross, Nurse og Zaar, som du jo har læst om ovenfor.

Torsdag den 2. maj
Radar

Læs også: Spot Festival must-sees: 12 koncerter du ikke må misse

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold