The National er bedst, når de krænger den formmæssige spændetrøje af sig

The National er bedst, når de krænger den formmæssige spændetrøje af sig
The National.
The National er bedst, når de krænger den formmæssige spændetrøje af sig - I Am Easy to Find
4 6
The National
'I Am Easy to Find'

Album, 4AD/Playground

Det er rockens velsignelse og forbandelse, at den er synonym med en ungdommelig vildskab, arrogance og uforfærdethed, som det er meget svært at imitere eller fake – med mindre man vitterlig er ung.

The National er ikke bare ved at blive midaldrende, de headliner festivaler verden over med en varemærket signaturlyd i en tid, hvor hiphop og r’n’b for længst har gjort rocken overflødig for en generation af unge lyttere, der mest af alt ser den som et kuriosum, et fortidslevn, noget deres fædre er optaget af. Rocken er ensporet hvid i en tid, der kalder på mangfoldighed og farver.

The Nationals karriere har på sin vis fulgt en typisk udstukket kurs for indierockens elite. Bandet var hypemæssigt på toppen omkring 2010 (som også var topmålet for indiekulturens rækkevidde helt overordnet – før dens bratte fald fra tinderne), da det udgav ’High Violet’, efterfølgeren til kritikersuccesen og gennembrudspladen ’Boxer’ (2008). Lige pludselig kunne man ikke tænde for sin radio uden at høre førstesinglen ’Bloodbuzz Ohio’. Da var bandmedlemmerne i starten eller midten af 30’erne.

The Nationals særlige appel lå i, at de repræsenterede den voksne mands eksistentielle krise og snigende fornemmelse af, at livet ikke kun handler om at bryde igennem mulighedernes åbne døre, men også handler om at håndtere, at flere og flere døre lukker sig, jo ældre man bliver. Det er dette modne perspektiv – blandet op med Matt Berningers patenterede blanding af rødvinsmelankoli og sardonisk-kryptiske one-liners – der er bandets varemærke.

The National har aldrig først og fremmest handlet om at udforske kunstens grænseland (trods musikalske særegenheder som for eksempel Bryan Devendorfs hektiske trommestil, der forlener bandet med en urolig puls lige neden under den statelige overflade). Allerede med ’High Violet’-opfølgeren ’Trouble Will Find Me’ (2013) måtte bandet stille sig tilfreds med rollen som en slags indierockens æresborgere, som en del af de heldige få, der kan leve (og leve godt) af musikken, og som kan fastholde et trofast publikum, men ikke for alvor drømme om at udvide fanbasen. The National var ikke længere – den høje kvalitet til trods – spændende.

Så selv om The National inkorporerede flere elektroniske elementer på ’Sleep Well Beast’ (2017), og selv om de på denne relativt hurtige efterfølger introducerer kvindelige gæstevokalister som en fast del af udtrykket, så ændrer det ikke grundlæggende på bandets ståsted i den populærkulturelle bevidsthed. Bandets nekrolog er sådan set allerede skrevet – fordi dets succesformel er indlysende nemt at identificere med udviklingen fra ’Alligator’ (2005) over ’Boxer’ og til konsolideringen med ’High Violet’.

Det er for så vidt ikke misundelsesværdigt at skulle skabe påtrængende kunst ud fra den forudsætning, at det bedste (i andres øjne) altid ligger bag dig, men omvendt kræver det en betragtelig mængde succes overhovedet at have det privilegium, at mange har et klart (og gennemgående fordelagtigt) billede af, hvad du repræsenterer.

’I Am Easy To Find’ indeholder eksempler på arketypiske The National-ballader, hvor Berningers sørgmodigt snøvlende baryton lægger sig oven på klaver og den så karakteristiske urolige rytmebund, og hvor alvoren punkteres af patenterede Berninger-udbrud som »The next time I’ll see you will probably be / at some quote unquote ’upscale tropical funeral’« (’The Pull of You’).

Første halvdel af det 16 sange og 63 minutter lange album består i sangkunst af den absolut forventede slags – altså fraregnet den afgørende forskubning, at kvindelige vokalister som Lisa Hannigan, Sharon Van Etten og Gail Anne Dorsey (Bowies gamle bassist og backing-sangerinde) supplerer Berningers maskuline perspektiv og toneleje med en kvindelig modvægt, der henter nogle andre følelsesmæssige nuancer og intonationer ind i sangene. Det er denne åbning ud mod en verden uden for det tilrøgede herreværelse, der giver luft til kuldet af indledende sange, der ellers er skåret over en National-standardmodel. Det kan dog ikke skjule, at materialet – trods en mere udpræget brug af strygerarrangementer end tidligere hørt – virker så velkendt, at man nemt kunne forveksle det med The National-perler af ældre dato (eller – hvis man er mindre gavmild – med pyntede levninger fra tidligere albumsessions).

Der hvor ’I Am Easy To Find’ for alvor lykkes, er når The National forsøger at krænge den vante forestilling om bandet (og gruppens eget selvbillede) af sig og bevæger sig ud i en ekstremt nøgen og associerende sangskrivning som på den syv minutter lange ’Not in Kansas’ med emblematiske Berninger-linjer som »Ohio’s in a downward spiral / can’t go back there anymore / since alt-right opium went viral« og namechecking af alt fra R.E.M. til Anette Bening. Berningers næsten-krakelerede croon punkteres undervejs på virkelig mærkelig – og derfor forrygende effektfuld – vis af salmeagtige intermezzoer fra de kvindelige backingvokalister, der fuldstændig slår sangens forventede kurs omkuld.

Sidste halvdel af albummet adskiller sig generelt ved, at det er skabt ud fra en lignende åbenhed i forhold til at udfordre de formmæssige rammer, der normalt synes stramt styret i The National-land. Titelnummeret er en smuk ballade, der pendulerer elegant mellem det hymneagtige og strygerbesatte på den ene side og det akustisk sprøde på den anden. Det kvindelige perspektiv får næsten totalt overtaget i ’Where Is Her Head’ og ’So Far So Fast’. Et par instrumentalnumre understreger yderligere bestræbelsen på at skubbe til indgroede vaneforestillinger.

’I Am Easy To Find’ er ikke en utvetydig succes – 16 sange i adstadigt tempo er en stor mundfuld at goutere – men det er et udspil, der på den ene side bekræfter det, vi allerede vidste, og på den anden side viser nye sider af et band – og en sangskriver – som mange måske troede, at de havde regnet ud.


Kort sagt:
’I Am Easy To Find’ lykkes for alvor, når The National forsøger at krænge den vante forestilling om bandet af sig og bevæger sig ud i en åben udfordring af de formmæssige rammer, der normalt synes stramt styret i The National-land. 16 sange i adstadigt tempo er dog en stor mundfuld at goutere.

Læs også: The National giver koncert i Danmark

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold