The Weeknds 15 bedste sange – rangeret

The Weeknds 15 bedste sange – rangeret
The Weeknd.
Den canadiske superstjerne har varslet et nyt album, der skulle være mere mørkt og mindre poppet end hans seneste udgivelser. Men er The Weeknd egentlig bedst som dyster mixtape-artist eller som hitskabende popstjerne? Mens vi venter på det nye album, har vi gennemgået hans diskografi og udvalgt hans 15 bedste sange.

Er The Weeknd færdig med at være popstjerne? På det seneste har sangeren antydet, at et nyt album er på vej, og at det skulle søge tilbage mod den dystre, druggy r’n’b fra hans tidlige mixtapes ‘House of Balloons, ‘Thursday’ og ‘Echoes of Silence’.

Først annoncerede Abel Tesfaye albummet med arbejdstitlen ‘Chapter 6’ til en koncert, og siden afslørede sangeren, at han har skrottet et helt album med lysere, smuk musik. »No more daytime music«, tweetede han så tidligere i år – er det en afsked til popmusikken?

Dén drejning ville visse ældre The Weeknd-fans nok være glade for. De tre første mixtapes står nemlig stadig som sangerens kunstneriske højdepunkt for mange. Men samtidig er der nok massevis af lyttere, der er kommet til efter storhits som ‘Can’t Feel My Face’, der (selv om tekstuniverset stadig er ret beskidt) dyrker en lysere, nærmest Michael Jackson-inspireret lyd.

Det store spørgsmål melder sig: Er The Weeknd egentlig stærkest som dyster mixtape-artist eller som global superstjerne? Måske giver det nye album svaret. Men mens vi venter, har vi gennemgået The Weeknds diskografi og kommer her med vores bud på hans 15 stærkeste sange indtil videre.

15. ‘King of the Fall’

Er det her et sidste farvel til den gamle The Weeknd? ‘King of the Fall’ udkom som enkeltstående single i 2014 og er stadig til fulde nedsunket i sangerens mixtape-stil. Der er masser af stoffer, døde blikke, søvnløse nætter og endeløse fester – men også den der krystalklare, uimodståelige stemme, der får hele det usle billede, teksterne maler, til at hæve sig til noget smukt. Det er som at høre en engel synge djævelens sang.

Men samme uge, som han udgav den her video, gæstede The Weeknd Ariana Grandes ‘Love Me Harder’, hvilket var et afgørende skridt ind i popmusikkens verden – så på en måde er det her et sidste glimt af den helt dystre Abel Tesfaye. Måske er det også derfor, videoen markerer en af de første gange, vi rent faktisk så den canadiske sanger i dagslys?

14. ‘Wasted Times’ (fra ‘My Dear Melancholy’)

The Weeknd har både været popstjerne og mørk mixtape-artist, men fælles for al hans musik er den her evne til at skabe skinnende klare omkvæd, der samtidig får modspil af en mørk undertone i tekstuniverset. Sådan også på den UK garage-lænende (og Skrillex-producerede!) ‘Wasted Times’, hvor Abel Tesfaye tugter sig selv for overhovedet at være blevet forelsket, når han burde vide bedre: »I ain’t got no bussiness catching feelings anyway«.

Det er en anti-kærlighedssang, der prøver at være kynisk, men alligevel ikke kan lade være med at afsløre sit hjerte. Sangen er fra ‘My Dear Melancholy’-ep’en fra 2018 – hvilket selvfølgelig har ført til spekulation om, hvorvidt den handler om (eks)kærester som Bella Hadid eller Selena Gomez. Men i sin kerne er det en sang om det evige tema ulykkelig kærlighed, der ikke behøver være specifik.

13. ‘The Birds pt. 1’ (fra ‘Thursday’)

Fra en nyere anti-kærlighedssang til en ældre en af slagsen: »Don’t make me make you fall in love with a nigga like me«, advarer The Weeknd af sine fulde lungers kraft, mens marcherende trommer hvirvler støv op i baggrunden. Til sidst synger Abel Tesfaye den samme linje over en trillende guitar, så sangen næsten virker som om den prøver at forføre dig, selv om teksten hævder det modsatte. Det gør ‘The Birds pt. 1’ til en både storslået episk og selvmodsigende sang om for enhver pris at undgå kærligheden – hvilket på en måde er den hemmelige essens i alle The Weeknd-sange.

12. ‘I Feel It Coming’ (fra ‘Starboy’)

Det imponerende ved ‘I Feel It Coming’ er ikke bare, at sangen så fejlfrit sammenblander Daft Punks elevatormusik-tangerende popproduktion med Michael Jacksons engleagtige melodier. Men også at manden, der nærmest kun lavede sange om uforpligtende sex og kokain, lavede en sorgløs og ufarlig popsang, alle kunne blive enige om. Det var som at se en ulv, der så så godt ud i fåreklæder, at man ikke kunne lade være med at give efter for charmen og danse med.

11. ‘Belong to the World’ (fra ‘Kiss Land’)

The Weeknds meget undervurderede ‘Kiss Land’-album fra 2013 var en spagat. Albummet forenede det kyniske verdenssyn fra ‘Trilogy’-udgivelserne med en renere, mere poppet lyd, som sangeren selv har beskrevet som »cinematisk«. ‘Kiss Land’ jagtede de smukke popmelodier, samtidig med at det ville være eksperimenterende og kunstnerisk ambitiøst – mange af sangene var fem, seks eller syv minutter lange.

‘Belong to the World’ inkarnerer albummets ambition. Singlen sampler det dundrende beat fra Portisheads ‘Machine Gun’ (eller, det påstår bandets Geoff Barrow i hvert fald), mens The Weeknd endnu engang kredser om den evigt umulige kærlighed med nogle af sine mest Weeknd-agtige linjer nogensinde: »I’m not a fool / I just love that you’re dead inside«. Både ‘Belong to the World’ som single og ‘Kiss Land’ som helhed floppede kommercielt. Men sangene har holdt sig virkelig godt – de er en fascinerende mellemvej mellem mixtape-Weeknd og mainstream-Weeknd.

10. ‘Tell Your Friends’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)

Det var opsigtsvækkende nok, da The Weeknd lavede ‘Can’t Feel My Face’, der blev et gigantisk hit, selv om sangen knapt nok skjulte, at den handler om stoffer. Men på ‘Tell Your Friends’ prøver han ikke engang at gemme sin dystre side væk.

Det er nærmest som om Tesfaye troller os: Over et uskyldigt soulet beat (der blandt andet er produceret af Kanye West) triller The Weeknd et småsnakkede sangflow afsted, der virker helt uskyldigt, indtil man hører teksten: »I’m still that nigga with the hair / singin’ bout poppin’ pills, fuckin’ bitches«, lyder det i første vers. Og så i andet: »Don’t believe the rumours bitch, I’m still a user«. Det er næsten som om, The Weeknd blærer sig med, hvor beskidt han kan lyde, selv når han er på sit mest poppede højdepunkt.

9. ‘High For This’ (fra ‘House of Balloons’)

Nogle sange skal høres i den rette kontekst, og ‘High For This’ er en af dem. Det her er nemlig den første sang fra The Weeknds første mixtape. Det er selve introen til Abel Tesfaye. Og den starter med et brag.

Beatet sitrer og runger, som om sangens verden er ved at blive revet fra hinanden, Tesfayes stemme er allerede her krystallisk og næsten sansebedøvende smuk – og teksterne handler om, at du nok hellere må være høj, før du bevæger dig ind i det her univers. ‘High For This’ er sitrende, dragende og en smule skræmmende, og det gør den til den perfekte intro. Ikke bare til ‘House of Balloons’, men til hele The Weeknds oeuvre.

8. ‘Drunk In Love’-remix

Beyoncés ‘Drunk In Love’ handler om kærlighed. De berusende midler, der også besynges, indgår bare for at forstærke følelsen. Men hos The Weeknd er rusen (selvfølgelig) det centrale: Hans version af sangen er væsentlig mere ‘drunk’ end ‘in love’.

Han popper piller, besvimer og er sammen med modeller, hvis næse løber efter for meget kokain. Der er næsten noget hånligt over den måde, hans stemme forvandler alt det beskidte og besudlede i teksterne til en virkelig smuk sang. Det fordærvede forenes med det skønne på en måde, som ingen andre end The Weeknd kan. Til sidst har man næsten glemt Beyoncés original – og det er der (igen) ingen anden end The Weeknd, der kan få til at ske.

7. ‘Can’t Feel My Face’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)

Det her er øjeblikket, hvor popstjernen The Weeknd bliver uundgåelig. ‘Can’t Feel My Face’ er hans store Michael Jackson-moment. Øjeblikket, hvor de postulater, Abel Tesfaye gav i interviews, hvor han sammenlignede sig selv med kongen af pop, pludselig ikke virkede så storhedsvanvittige længere.

Han træder ud af de dystre skygger, han færdedes i på sine mixtapes, og ind i en klar, umiddelbar melodisk poplyd, der endda er produceret af überhitmageren Max Martin. De tidligere så beskidte tekster er pludselig pakket ind; man ved kun, at sangen handler om at sniffe kokain, hvis man forstår tekstens dobbeltbetydning. På den måde bliver The Weeknds lyd tydelig som aldrig før, men hans tekster begynder at tale i kode.

6. ‘Wicked Games’ (fra ‘House of Balloons’)

Allerede på The Weeknds første mindre hit, ‘Wicked Games’, kan man finde de berømte linjer, der indkapsler sangeren perfekt: »Bring your love, baby, I could bring my shame / bring the drugs, baby, I could bring my pain«. Dén blanding af umulig kærlighed, dulmet smerte og en evig bane af stoffer var den perfekte intro til Abel Tesfayes mørke r’n’b-projekt, og det er en mixtur, der stadig er ekstremt aktuel i dag, hvor hitlisterne bliver overtaget af depressive, druggy emo-rappere, der nærmest lyder som om, de efterligner Tesfayes destruktive livsstil.

Da den udkom, lød ‘Wicked Games’ som et syret indblik i én specifik canadiers dekadente livsstil. Nu lyder den som indvarslingen af en æra, hvor stoffer, depression og ulykkelig kærlighed dominerer store dele af tidens popmusik.

5. ‘Twenty Eight’

Da The Weeknd skulle udgive sine tre første mixtapes officielt under navnet ‘Trilogy’, var det som om, han besluttede sig for at skabe en sidste sang, der skulle indkapsle hele hans persona i ét perfekt nummer. Sådan føles ‘Twenty Eight’ i hvert fald, sangen der blev tilføjet til udgivelsen som bonustrack.

Selve sangen indkapsler også alt, hvad Abel Tesfaye var så mageløst god til i begyndelsen af karrieren: Den engleagtige vokal, der besynger de mest beskidte temaer, og produktionen, der går fra et forspil med minimalistisk klaverballade til et løssluppent orgie senere hen. Det var en af de sidste sange, hvor The Weeknd udelukkende bevægede sig i skyggerne, og det er en af hans allerbedste.

4. ‘Starboy’ (fra ‘Starboy’)

‘Starboy’ er en sejrsrunde. Det er en sang om, at The Weeknd gjorde lige præcis det, han sagde han ville gøre, og at det føles vidunderligt. Og at han nu er niveauer over alle andre. Selv hans reservekæreste er uopnåelig: »Main bitch out your league too, ah / side bitch out of your league too, ah«. Manden, der før var for beskidt til radioen, er blevet verdens største stjerne og nyder det til fulde.

Men udover at sangen indkapsler en følelse af ublandet eufori, der er yderst sjælden i The Weeknds diskografi, er det også imponerende, hvor ubesværet canadieren skifter fra nedbarberede r’n’b-beats til at danse henover Daft Punks elektroniske musik, alt imens han bibeholder den arrogance, han har taget fra hiphoppen.

‘Starboy’ var et nybrud for The Weeknd, hvilket var yderligere imponerende, fordi den kom kun et år efter, han havde overrasket alle med gigantalbummet ‘Beauty Behind the Madness’. Han virkede ustandselig, og succesen viste sig at klæde rapperen uventet godt.

3. ‘The Hills’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)

‘The Hills’ er et mareridt. Abel Tesfaye synger gennem forvrængede effekter, der er skrig i baggrunden, og beatet kører uafbrudt videre, alt imens stemningen bliver mere og mere desperat. »When I’m fucked up / that’s the real me«, synger han et sted – og er dén linje ikke i virkeligheden nøglen til hele The Weeknds tekstunivers?

Selv hos en artist som The Weeknd er ‘The Hills’ exceptionelt dyster og depraveret. Det utrolige er så, at det her ikke er en sang fra hans nihilistiske dage som mixtape-artist, men faktisk en af de største singler fra gennembrudsalbummet ‘Beauty Behind the Madness’.

Det er det fantastiske ved ‘The Hills’: Det er her, The Weeknd beviser, at han kan skabe et globalt pophit uden at censurere noget af sin persona væk. På ‘The Hills’ hengiver han sig totalt til mørket – og hele verdenen kastede sig ind i natten sammen med ham.

2. ‘House of Balloons / Glass Table Girls’ (fra ‘House of Balloons’)

Det kan være svært at huske, men der var en tid, hvor der ikke var specielt meget, der tydede på, at The Weeknd skulle være popstjerne. En tid, hvor sangeren stadig var en anonym, lidt uhyggelig skikkelse, der skabte musikalske verdener så druggy og ubehagelige, at man næsten følte sig beskidt, hvis man lyttede alt for længe.

Det var en tid, hvor han skabte ting som den næsten syv minutter lange dobbeltsang ‘House of Balloons / Glass Table Girls’, der først syrer totalt ud i en hedonistisk rus for derefter at soundtracke det uundgåelige comedown, hvor den ekstatiske feberdrøm skifter til mareridt. Første halvdel er en af de mest uptempo ting, Abel Tesfaye har lavet – det er et af de sjældne tilfælde, hvor han synger midt fra festens klimaks og ikke fra det narkotiserede efterspil. Der er »woah!«-udråb, et pulserende beat og en Tesfaye, der citerer Siouxsie and the Banshees: »This is a happy house, oh, this is fun, fun, fun, fun«.

Men ironien i omkvædet er svær at overse. Og alle illusioner om, at det hele stadig skulle være sjovt, forsvinder i sangens anden halvdel, hvor tinnitus-mimende sirener syrer ud over et forvrænget beat, mens Abel Tesfaye rapper (!) om, at alt er ved at blive til et mareridt. Til sidst besynger han glasbordet, hvor den næste bane kokain skal serveres. Som lytter er man næsten udmattet – man har lige oplevet en odyssé gennem natten.

1. ‘The Morning’ (fra ‘House of Balloons’)

‘The Morning’ er en morgenvise til alle dem, der vælter ud i sollyset efter en søvnløs nat med røde øjne og afbrændte serotonindepoter. Men i modsætning til de fleste af Abel Tesfayes tidlige sange er det ikke det fremmedgjorte og fordærvede ved festen, der fremhæves. ‘The Morning’ er mere en form for lys, medfølende hyldest til alle dem, der ikke går hjem, når de burde, men tager den lidt (eller meget) for langt hver gang – til dem, han kalder »zombies of the night« i sangens andet vers.

Det er som om, Abel Tesfaye synger til og for dem, der ikke ser solopgangen som en gryende dag, men som en truende fjende. Det er dén ømhed, der gør ‘The Morning’ til The Weeknds måske smukkeste sang. Det er en sang, der føler med de følelsesløse og trøster de trøstesløse.

Læs også: Post Malones 10 bedste sange – og hvad de siger om hans udvikling fra joke til superstjerne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold