Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – GoldLink, ASAP-rappere og dansk comeback

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – GoldLink, ASAP-rappere og dansk comeback
Goldlink.
Foto: Jack Risbridger
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.


1. iLoveMakonnen ‘Drunk On Saturday’

I 2014 fik iLoveMakonnen sit store gennembrud, da han pralede med, at han »Got the club goin’ up, on a Tuesday«. Nu får vi så endelig at vide, hvad den amerikanske rapper gør, når det er lørdag: Han drukner sine sorger i alkohol. Makonnen har desuden annonceret en ep ved navn ‘M3’, hvorpå ‘Drunk On Saturday’ optræder. ‘M3’ udkommer 21. juni.


2. Chorus Grant ‘Lives’

Vi har ikke hørt meget til Kristian Finne Kristensens soloprojekt Chorus Grant siden 2014, men nu er Cancer-medlemmet tilbage med musik på egen hånd. ‘Lives’ er en virkelig smuk, barok folkballade, og Kristensens stemme er vidunderligt blid, som den bevæger sig over et musikalsk landskab, der veksler mellem at være dragende, foruroligende og euforisk.


3. Noia ‘Ciudad del Humo’

Den spansk-amerikanske popmusiker Noia har just udgivet ep’en ‘Crisàlida’, hvorpå vi finder højdepunktet ‘Ciudad del Humo’, en inciterende artpopsang, der er bygget over en hektisk synthbas. I videoen ser vi Noia klæde sig ud som en række forskellige skikkelser, der bevæger sig rundt omkring i New York – en by, der ifølge Noia er central i løbet af hele ep’en.

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP


4. Ganger ‘Bye Bye’

Ganger er stadig et meget ubeskrevet blad på den danske musikscene. Tidligere denne måned dannede Spot Festival sågar rammerne for deres første koncert nogensinde. Deres højtragende dansksprogede popsange er lige så uortodokse, som de er øjeblikkeligt imødekommende, og den lettere spirituelt lydende ‘Bye Bye’ er ingen undtagelse.


5. Injury Reserve ‘Best Spot in the House’

Denne uge har vi langt om længe fået debutalbummet fra de legesyge hiphopeksperimentalister i Injury Reserve, og mens albummet ikke er fattigt på fandenivoldsk punkattitude, viser de også en ny, følsom side af deres musik. Dette sker blandt andet på den indadvendte ‘Best Spot in the House’, hvor de lader lytteren komme helt tæt på sårbare sider af deres liv.


6. Christelle Bofale ‘Origami Dreams’

Christelle Bofales drømmende poprock er i sit es på ‘Origami Dreams’, der er vores anden forsmag på hendes kommende ep ‘Swim Team’, der lander 31. maj. Det er en umiddelbar, relaterbar sang, der handler om et forhold, der går fra fantasi til virkelighed – men som desværre aldrig kommer så vidt, at Bofale føler sig komfortabel med at sige »Jeg elsker dig«.


7. Boerd ‘It Fades Away’

De bløde elektroniske poptoner på svenske Boerds ‘It Fades Away’ er uimodståelige. Sangen opbygger en vemodig, lettere melankolsk atmosfære gennem nogle kølige synths, og Boerds æteriske stemme går fornemt i spænd med dette lydbillede. Sangen vil være at finde på Boerds kommende ep, ‘It Fades Away’, der er ude 31. maj.


8. ASAP Ferg feat. ASAP Rocky ‘Pups’

‘Pups’ af ASAP-kumpanerne Rocky og Ferg rammer hårdt. Og det er der en god grund til, for ud over de to rappere, der overlegent indtager nummeret, sampler de også et nummer fra DMX, nok den hårdeste mainstreamrapper for 20 år siden. Beatet fra ‘Get at Me Dog’ fungerer stadig fremragende i 2019, og de to crewkolleger lyder fremragende.


9. Ada Lea ‘The Party’

Den canadiske singer/songwriter Ada Lea har med ‘The Party’ sluppet førstesinglen fa sit kommende album, ‘What We Say In Private’. Sangen er øm og indadvendt, men alligevel lader den stilsikkert lytteren komme helt tæt på Lea, hvis skrøbelige stemme lyder formidabel. ‘What We Say in Private’ udkommer 19. juli.


10. GoldLink feat. Maleek Berry & Bibi Bourelly ‘Zulu Screams’

GoldLink har gentagne gange vist, at han især glimter i selskab med andre, og den pulserende afrobeats-banger ‘Zulu Screams’ er et fremragende eksempel på dette. Ledsaget af Maleek Berry og Bibi Bourelly får han skabt et nummer, der på en gang er festligt og intenst.