Tyler, the Creator udsletter sit tidligere jeg på ’Igor’

Tyler, the Creator udsletter sit tidligere jeg på ’Igor’
Tyler, the Creator.
Tyler, the Creator udsletter sit tidligere jeg på ’Igor’ - Igor
4 6
Tyler, the Creator
'Igor'

Album, Sony

Tylers stemme plejede at være en af hans største styrker. Da han var teenager og dukkede op på chokeffektfyldte rapsange med den højre hånd Earl Sweatshirt, var hans mørke, buldrende vokal perfekt til skurkerollen i de tegneserieagtigt voldsomme sange.

Senere, da Odd Future-frontmanden slog bredere igennem med ’Yonkers’, var det svært ikke at blive blæst omkuld af hans stavelsestætte, knivskarpe flow og den kommanderende stemme. Tyler, the Creator var stadig teenager, da de sange udkom, men hans vokal snød lytteren og gjorde, at han føltes både ældre og mere uhyggelig.

Men i takt med, at Los Angeles-rapperen har gjort op med sin gamle lyd og er gået væk fra attituden fra sine teenageår, er det som om, han samtidig har haft et opgør med sin egen stemme. Nu, med ’Igor’, er Tyler længere væk end nogensinde fra de henkastede homofobiske bemærkninger og de provokerende voldtægtsfantasier fra de unge dage. Faktisk er hans sjette album en smukt og stilfuldt fortalt konceptudgivelse, der skildrer et forholds opståen, blomstren og opløsning.

Men det er samtidig noget nær en total dekonstruktion af rapperens egen stemme. Både fordi Tyler stort set ikke rapper på ’Igor’. Men også fordi han forvrænger, pitcher og skjuler sin vokal bag effekter i en sådan grad, at der nærmest er en slags vakuum i midten af albummet.

‘Igor’ fortæller ellers en kærlighedshistorie, der lægger sig i direkte forlængelse af den følsomme vækkelse fra ‘Flower Boy’-albummet fra 2017. Her er mange hentydninger til en love interest af samme køn, som når han rapper »you my favorite garcon« på ‘A Boy Is a Gun’ eller smider referencer til ‘Call Me By Your Name’ på forelskelsessangen ‘I Think’.

Derudover er der også noget imponerende afklaret i måden, Tyler både beskriver forelskelse, break-up og afsked på: Albummet slutter med sangen ‘Are We Still Friends?’, hvilket er en direkte modsætning til ‘Glitter’ mod slutningen af ‘Flower Boy’, hvor håbet stadig levede: »I’m losing my mind because / I hope we can be more than just friends«, lød det dengang.

Men samtidig med, at det her komplekse, ærlige og smukke narrativ skal foldes ud, er det som om Tyler – man kan ikke sige det anderledes – har mistet sin stemme. Resultatet er et album, der på paradoksal vis forsøger at være personligt som aldrig før, men som samtidig konstant fremmedgør lytteren.

Tag bare startnummeret, ’Igor’s Theme’. Sangen har et navn, der antyder, at den skal vise vejen for albummet. I stedet får vi et nummer, hvor Tylers stemme blandes sammen med både vokalbidder fra Solange og Lil Uzi Vert. Men alt er klippet sammen som en kollage: Her er ingen decideret struktur eller fortællemæssig sammenhæng. Ærlig talt er jeg stadig i tvivl om, at det faktisk er Lil Uzi Vert, der gæster – selv om Tyler har verificeret det på Twitter.

Dén fragmentariske, kollageagtige tilgang til sangstruktur præger hele albummet, der også byder på en helt exceptionelt overdådig samling gæsteartister, men kun giver dem meget begrænset plads i rampelyset. Playboi Carti får otte mumlede linjer på ’Earfquake’, og Kanye giver et lille intermezzo på ’Puppet’.

Men det er faktisk nogle af de mere synlige gæster: Dev Hynes, Solange og Santigold må nøjes med endnu mindre roller. Og så er der Charlie Wilson, der bliver brugt lidt som på Kanye Wests ’Ye’, hvor han også kun fik lov til at levere et par (virkelig veltimede!) stavelser hist og pist.

Dén tilgang til gæsteartister er modig, men den er ikke Tylers egen opfindelse. Faktisk skal man ikke længere tilbage end Solanges 2019-udgivelse ’When I Get Home’ eller Kanyes ovennævnte ’Ye’-album for at se lignende overskudsagtige fællesproduktioner. Men Solange Knowles og Kanye West er store personligheder med klart definerede kunstneriske projekter og store stemmer – om end på meget forskellige måder.

Tyler har ikke en lignende tilstedeværelse på ’Igor’. Og her er vi tilbage til stemmesituationen, som denne anmeldelse begyndte med at beskrive. For når Tyler så tydeligt iscenesætter gæsterne som rene støttefunktioner, og samtidig lader produktionerne være uforudsigelige og fragmenterede, skabes der et tomrum i sangene – et tomrum, han normalt ville fylde med sin egen vokal. Når det ikke sker, mangler albummet sin centrale fremdrift. Det er som at se en film uden hovedperson.

Det er måske også derfor, at kærlighedshistorien, som albummet fortæller, føles så flerstemmig og ufokuseret. For i modsætning til samarbejdspartneren Dev Hynes, der har skabt album med forholdsvise klare fortællestemmer i sit Blood Orange-projekt, er der simpelthen for mange stemmer, der taler her – men ingen, der virkelig tager ansvaret for historien. Udover måske musikken, der nærmest trives i den her fragmenterede fortælling.

For den sande stjerne er, ligesom på det totalt kaotiske 2015-album ’Cherry Bomb’, Tylers produktioner. Det er imponerende, hvordan han genskaber sine idolers mest dynamiske øjeblikke på sange som ’I Think’, der lyder som om, den leger med trommerne fra N.E.R.D.’s ’She Wants To Move’, mens flowet i første vers er en homage til Kanye Wests ’Stronger’.

Andre steder får den tidligere Odd Future-frontmand skabt sit mest beskidte beat siden ’Yonkers’ på ’New Magic Wand’ og konkurrerer indirekte med Kanye, når han sampler samme sang som ’Bound 2’ på ’A Boy Is a Gun’. Tyler ruller hele sit repertoire ud, og resultatet er imponerende.

Tyler beviser altså, at han er blevet en virtuos producer. Og det er imponerende, hvordan han væver alle gæstestemmerne samt sine egne forvrængede vokalspor sammen til en helhed. Lydmæssigt er ’Igor’ et værk, der sætter ham i samme kategori som idolerne, han ser op til.

Men iveren efter at destabilisere og eksperimentere har ført Tyler så langt ud, at han faktisk har dekonstrueret sin egen stemme totalt væk. Og det vakuum, der dermed er opstået i albummets centrum, kan ikke engang han producere sig ud af.


Kort sagt:
Tyler, the Creator dekonstruerer sin stemme på ‘Igor’. Han rapper næsten ikke på albummet, og når hans stemme endelig optræder, er den forvrænget eller pitchet til ukendelighed. De mange gæsteoptrædener er også henvist til sideroller, hvilket efterlader et tomrum i midten af albummet – ‘Igor’ er altså en kærlighedshistorie, der mangler en fortæller.

Læs også: Tyler, the Creator inkarnerer hiphoppens nye tolerance – så har vi tilgivet fortidens homofobi?

Rettelse: I en tidligere version af anmeldelsen stod der, at Frank Ocean gæstede på sangen ‘Running Out Of Time’. Det er ikke korrekt. Det er bare Tyler, the Creator, der har manipuleret sin stemme til at lyde virkelig meget som Frank Ocean. Vi beklager fejlen. 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold