Uffe Lorenzen forsøger at nå stjernerne på ‘Triprapport’

Uffe Lorenzen forsøger at nå stjernerne på ‘Triprapport’
Uffe Lorenzen.
Foto: Zarko Ivetic
Uffe Lorenzen forsøger at nå stjernerne på ‘Triprapport’ - Triprapport
3 6
Uffe Lorenzen
'Triprapport'

Album, Bad Afro

Danmarks ukronede psych-troldmand agerer på sit nye album rejseguide og inviterer lytteren med på en rumrejse gennem tid og sted. I små glimt, hvor de nye sange står skarpest, løfter Lorenzen musikken op til stjernerne, men når det ikke lykkes, dumper de ned på sofaen i et ensomt nordsjællandsk sommerhus magen til det, Lorenzen forskansede sig i for at skrive ‘Triprapport’. Og desværre bliver albummet mere en regnvåd sommerhustur end den planlagte rumrejse.

Ren lydmæssigt er produktionen mere luftig end det forrige udspil, solodebuten ’Galmandsværk’, hvilket skaber en sonisk distance, så det hele fremstår mere som et ekko af et Lorenzen-album fremfor et nyt, grænsesøgende dansksproget syrerockalbum – en disciplin, som Lorenzen normalt mestrer til topkarakter.

Albummets højdepunkter, som der heldigvis er nogle stykker af, tæller blandt andet åbningsnummeret ‘Psykonauten’, der har en fantastisk produceret guitarlyd og en meget ørevenlig melodi, der fra første færd slår fast, at det er Lorenzen-album, man står med i hånden. Titelnummeret er ligeledes en af de stærkere skæringer og har en endnu tydeligere Lorenzen-signatur, der gennemsyrer alt fra den dirigerende akustiske guitar og den dirrende sitar til den shamanistiske vokal.

Den dæmpede ‘Angakkoq’ om grønlandsk åndemageri er albummets melodiøse snack. Her viser Lorenzen, hvordan det surrealistiske, underbevidste og maniske ikke behøver at give afkald på den gode melodi. Desværre er der for få lignende tilfælde på resten af albummet.

Der er brudstykker her og der af linjer, der er musikalske og lyriske perler, som »Det er en skrøbelig frihed / at kunne slå tiden ihjel / det er alles kamp mod alle / men du kæmper mest med dig selv« fra ‘Lille fugl’.

Desværre står disse lysglimt lidt i skyggen af et for ensformigt udtryk, der ikke helt rammer det topniveau, Lorenzen har vist mange gange tidligere både med Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og ’Galmandsværk’. I modsætning til den melodi- og lyriksvulstige solodebut, hvor han gik i flæsket på fænomenet ’dansker’, sig selv og alt derimellem, fremstår ‘Triprapport’ underlig retningsløs.

Det er ikke ren eskapisme, det er ikke rigtig samfundskritik, det er ikke rigtig personligt. Det er, hvad det er: Lyden af Uffe Lorenzen, der er i sommerhus, bliver ensom efter tre dage, spiser nogle svampe og skriver syv nye numre om alt fra birketræer til åndemagere og laver en countryagtig coverversion af Hans Vindings ‘Hallo hallo frøken’. Det er to ugers sommerhustur omsat til et album, der aldrig rigtig letter helt fra jorden og aldrig helt når de stjerner, det havde sat sig ud for at nå.


Kort sagt:
Danmarks ukronede psych-troldmand agerer galakse-rejseguide på ‘Triprapport’. Desværre løfter albummet sig aldrig op på det niveau, Lorenzen har, når han er bedst, og de nye numre fremstår en smule retningsløse.

Sponsoreret indhold
Solens sidste stråler fortjener en skål
Skål solen i sænk med Corona, der hjælper dig med at finde Københavns smukkeste solnedgangsspots.
Corona