Efter megahittet ‘Old Town Road’ skuffer Lil Nas X fælt på debut-ep

Efter megahittet ‘Old Town Road’ skuffer Lil Nas X fælt på debut-ep
Lil Nas X.
Foto: Jerritt Clark/Getty Images
Efter megahittet ‘Old Town Road’ skuffer Lil Nas X fælt på debut-ep - 7
2 6
Lil Nas X
'7'

Ep, Columbia

Montero Lamar Hill, aka Lil Nas X, er en 20-årig gut fra Atlanta, der lige pludselig har fået rigtig meget luft under vingerne. Det virale country-trap-hit ‘Old Town Road’ dukkede op i december sidste år og kravlede stille og roligt op ad de amerikanske hitlister – og da Billboard kontroversielt ikke ville acceptere sangen på deres countryhitliste, sprang Billy Ray Cyrus da bare ind på et remix, som blot cementerede sangens popularitet yderligere. Nummeret har i skrivende stund ligget nummer et på Billboard 12 uger i træk.

‘Old Town Road’ blev så stort et fænomen, at vi spurgte os selv: Er country-trap fremtiden?

Muligvis, men det bliver efter alt at dømme ikke med Lil Nas X som bannerfører for denne nye subgenre. På debut-ep’en ‘7’ udforsker han nemlig ikke rigtig country-trap-fusionen videre, men går til gengæld andre, ret uventede retninger med meget blandet succes.

De to versioner ‘Old Town Road’ åbner og lukker ep’en – måske i realisation af, at det med afstand er det bedste track her. Den charmerende banjomelodi (snuppet fra Nine Inch Nails) smidt oven på et tungt trapbeat fungerer enormt godt, hooket er stærkt inficerende, og inklusionen af Billy Ray Cyrus på et remix er set i bakspejlet så oplagt som noget kan være. I en ‘Red Dead Redemption 2’-eftertid, hvor fascinationen af det vilde vesten har fået et lille comeback i visse kredse, kunne timingen heller ikke være bedre.

‘Panini’ har som andensingle det uretfærdige lod at skulle måle sig med ‘Old Town Road’, hvilket ikke lykkes. Lil Nas X begiver sig her ud i både rap og sang over en trapproduktion, hvis eneste country-hentydning er en kort fløjtemelodi i starten og slutningen. Omkvædet er en interpolering af Nirvanas ‘In Bloom’, men Lil Nas’ flade autotune-levering får ikke meget ud af melodien til sammenligning. Og så er ‘Panini’ altså ikke engang to minutter lang, hvilket er trist for en single, som tilmed er et af ep’ens bedre øjeblikke trods alt.

Den unge artist får besøg af selveste Cardi B på ‘Rodeo’, hvis lokkende titel giver forhåbninger om endnu en country-trap-banger. På den front skuffer den ikke, for cowboyæstetikken er ganske tyk, hvilket er en fornøjelse, men Lil Nas’ versmelodi læner sig lige lovligt meget op ad ‘Old Town Road’. Det ender derfor med at føles som et genopkog af megahittet. Cardis aggressive gunslinger-rap er dog et forfriskende modsvar til Lil Nas’ tunge og slæbende levering i både vers og omkvæd.

Ep’ens øvrige sange stikker i vidt forskellige retninger, men har det til fælles, at de ikke udforsker country-trappens potentiale yderligere. ‘F9mily’ er et bizart throwback til midt-00’ernes poprock, og Lil Nas er ualmindeligt corny på det lalleglade og uoriginale »you and me«-omkvæd. Det føles meget malplaceret. ‘Kick It’ er en livløs og generisk trapbanger, der på sine to minutter aldrig når et klimaks, og med ‘Bring U Down’ får vi endnu et akavet rockeksperiment, inden tracklisten rundes af med den ligegyldige popsang ‘C7osure (You Like)’.

Når jeg lytter til ‘7’, får jeg lidt fornemmelsen af det store stygge pladeselskab, der har presset hårdt på for at få udgivet det her projekt, koste hvad det vil, mens jernet stadig er varmt i kølvandet på ‘Old Town Road’. For udover den sang er der ikke meget at komme efter. Lil Nas X selv virker endnu ikke til at have fundet ud af, hvilken slags musik han faktisk vil lave, så måske debutprojektet havde haft godt af lidt længere tid i støbeskeen?

Det bliver spændende at se, hvordan den unge rapper og sanger herfra vil prøve at bevæge sig forbi one-hit wonder-stadiet. Efter ‘7’ virker det ikke umiddelbart som om, at den fornøjelige country-trap, han opfandt på ‘Old Town Road’, er den vej, han har lyst til at gå. Men når han begiver sig ud i andre eksperimenter, lykkes det ham bare ikke at skabe noget, der tilnærmelsesvis er mindeværdigt.


Kort sagt:
På sin debut-ep udforsker Lil Nas X kun kort den fusion af country og trap, der gjorde megahittet ‘Old Town Road’ interessant. I stedet får vi en samling ligegyldige trapbangers og bizarre ekskursioner udi pop- og rockmusik.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold