Hatchie er en mester i drømmende sommerstemning på debutalbummet ‘Keepsake’
Kender du de der album, der nærmest lyder som en årstid? Hvor lyden nærmest per automatik fremkalder lave, dansende solstråler eller tyst faldende sne for dit indre øre? Sådan et album er ‘Keepsake’ af australske Hatchie, for 26-årige Harriette Pilbeams debutalbum lyder som varme solnedgange, åbne vidder og festivalstøv tilsat en god portion hjertesorg.
Hatchie udgav sin debut-ep ‘Sugar and Spice’ i 2018, og de glitrende, guitarbårne dreampop-numre, man fandt der, får med ‘Keepsake’ selskab af ti sange i samme boldgade. Numrene er båret af lige dele luftigt kor, rumklangs-indsovset synth, kantet guitarstrumming og ikke mindst Hatchies lidt søvnige vokal, der nok især er ansvarlig for den døsige sommerstemning, der lægger sig over hele albummet.
‘Keepsake’s udfordring bliver dog, at det langt mere fremstår som en lyd eller en stemning, end det fremstår som ti adskilte sange. Selv om man har fornemmelsen af, at Hatchie er en dygtig sangskriver og tekstforfatter, går sangenes individuelle identiteter lidt tabt i vedholdende guitarstrumming og et lidt monotont lydbillede.
Et nummer som ‘Secret’ starter eksempelvis med en smuk, nedbarberet intro, men forfalder alligevel til tyk synth og akustisk guitar halvvejs i sangen. Ligeledes åbner hele albummet med en hårdtslående industriel synthlyd, der hurtigt overdøves af guitarriffs og brusende trommer. Selv om formlen er flot i sig selv og sikkert virkelig velfungerende i livesammenhæng, savner man sange med anderledes opbygning og instrumentering.
Ser man bort fra sangenes ensartethed, er der dog virkelig mange gode numre af hente. ‘Her Own Heart’, der har en virkelig fin lidt sen-90’er-agtig vibe, leder tankerne hen mod Natalie Imbruglias ‘Torn’ og er et af albummets højdepunkter sammen med den melankolske ‘Secret’ og singlen ‘Without a Blush’, der byder på et skarpt basriff og albummets tungeste trommebeat.
Tekstligt kredser sangene om hjertesorg, således at albummet i sin helhed bliver et ‘keepsake’; et lille minde om en kærlighed, der er slut. Hatchie pakker ikke sit knuste hjerte ind i kringlede vendinger og metaforer, men fortæller om kærestesorg på en ligefrem og absolut forståelig måde: »It’s no better now you’re gone / It’s no better on my own«, synger hun eksempelvis på ‘Stay’.
Hatchies styrke ligger netop i det simple. Men hun har stadig til gode at udforske, hvordan hun holder det simple interessant fra start til slut.
Kort sagt:
Australske Hatchies debutalbum lyder som varme solnedgange, åbne vidder og festivalstøv tilsat en god portion hjertesorg.