Her er fire ting, vi lærte af David Lettermans Netflix-interview med Kanye West

Anden sæson af David Lettermans interviewserie 'My Next Guest Needs No Introduction' er netop udkommet på Netflix, og i første afsnit får talkshowlegenden besøg af selveste Kanye West. Her er fire pointer, vi tog med os efter at have brugt en lille time i selskab med det umage makkerpar.
Her er fire ting, vi lærte af David Lettermans Netflix-interview med Kanye West
Kanye West og David Letterman.

1. Kanye er ikke (helt) modstander af medicin alligevel

Kanye West fik konstateret bipolar lidelse for omkring to år siden, og hans mentale helbred var et fokus på albummet ’Ye’, der bar de rammende ord »I hate being bipolar, it’s awesome« midt på coveret. Det er også kendt, at Kanye har valgt ikke at tage sin medicin for det. Syv måneder pillefri, annoncerede han stolt til ‘Sunday Service’ i januar.

Kanyes valg er selvfølgelig helt og holdent hans eget, men det har skabt en del rynken på næsen, at en person med hans indflydelse er fortaler for, at man som psykisk syg skal droppe medicinen. I interviewet med Letterman trækker han lidt i land og præciserer, at det ikke er noget, alle skal gøre: »Der er folk, der ikke kan fungere uden medicin. Jeg advokerer ikke. Jeg fortæller jer min specifikke historie«. Til gengæld advokerer han så for alternativ medicin et øjeblik efter.

2. Hvad ‘Sunday Service’ rent faktisk går ud på

Du har nok hørt om dem og måske set en sløret video eller to, men du skal ikke være ked af, hvis du stadig ikke helt fatter konceptet med ‘Sunday Service’ – ud over, at det er noget gudstjeneste-agtigt med gospelmusik i lokaler med farverigt lys. Letterman blev spottet i en video af førnævnte ceremoni i januar, og i interviewet dykker de ned i konceptet.

For eksempel det der farvede lys: Ideen er, at det skal virke afslappende zen-agtigt, og inspirationen kom blandt andet fra en Daft Punk-koncert på Coachella, hvor Kanye bed mærke i deres brug af strobelys, som havde den omvendte effekt på publikum. Musikken er også afslappende, men forklaringen derpå lidt mere gøglet: 808-trommerne er såmænd fjernet, fordi de rammer menneskets sex-chakra. Vi forstår, hvad han mener.

Men konceptet er stadig et work in progress, afslører Kanye, hvortil Letterman spørger: »Hvad er din vision? Hvad er målet? Hvordan ved du, når det er færdigt?«

»Når der er verdensfred«.

Kanye West og David Letterman.

3. Kanye holder ved Trump-hatten – via sin helt egen pointe

Da Kanye West i 2018 begyndte at lade sig se med den famøse røde ‘MAGA’-hat, der symboliserer støtte til præsident Donald Trump, skabte det markant furore, og i starten var det nok manges opfattelse, at det blot var et kontrært mediestunt for at få opmærksomhed omkring ‘Ye’. Men hans støtte har holdt ved, han har været på besøg i det ovale kontor, og så sent som i interviewet her viste han, at han stadig står ved den kontroversielle kasket.

»Det handler ikke om politik eller om politikker. For mig handler det om frygt. Jeg kender folk, jeg arbejder med, som er sorte, kvinder, alle mulige slags folk (…) som elsker Trump, stemte på Trump og er rædselsslagne for at sige det til nogen«, siger han.

Og det er sådan set en fair pointe, isoleret set, om ytringsfrihed og om, at venstrefløjen også skal opføre sig ordentligt. Men det kan ikke forklare alt det andet omkring det tilsyneladende ret tætte og ret underlige venskab, der så ud til at opstå mellem West og Trump sidste år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. David Letterman ser fresh ud i Yeezy-kluns

David Letterman er det, man på godt gammelt engelsk kalder dapper – han er en velklædt ældre herre og så såmænd også skarp ud allerede inden, han trådte ind i Kanye Wests gigantiske walk-in garderobe og fik et Yeezy-makeover. Det virkede i starten lidt som en sjov lille gimmick: Lad os klæde ham den gamle mand ud i noget streetwear og se, om han ser fjollet ud. Men den brune trenchcoat og støvlerne er klart et look på den gamle dreng.

»Jeg kan lide farverne, jeg kan lide pasformen, jeg elsker skoene«, måtte han da også bare konstatere over for tydeligt imponerede Kim Kardashian og svigermor Kris Jenner.

Læs også: David Letterman efterlader Kanye West målløs med et af livets store spørgsmål

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af