Hiphop-pioner og Geto Boys-rapper Bushwick Bill er død 52 år gammel

Hiphop-pioner og Geto Boys-rapper Bushwick Bill er død 52 år gammel
Bushwick Bill i 2006. (Foto: Matthew Simmons/Getty Images)

I går gik Bushwick Bill – medlem af Houston rap-gruppen Geto Boys – bort efter længere tids kamp mod kræft. Den 52-årige rapper sov stille ind omgivet af sin nærmeste familie, fortæller hans repræsentant.

Bushwick Bill blev diagnosticeret med kræft i februar, hvor lægerne først troede, at der var tale om en godartet tumor. Rapperen valgte at gå ud offentligt med sin sygdom et par måneder efter og udtalte blandt andet:

»Jeg synes ikke, det hjælper nogen, at jeg holder det for mig selv. Og det er jo ikke fordi, jeg er bange for at dø. Hvis folk lærte noget om mig efter ‘Ever So Clear’, ved de, at jeg døde og kom tilbage i juni 1991«, siger han med reference til sin første solosingle om skudulykken, der kostede ham det ene øje.

Mens Bushwick Bill undergik behandling for kræft arbejdede han på nye albums, en bog og en dokumentar, så hans familie ikke ville komme til at mangle penge efter hans død. Han annoncerede sågar en reunion-tour med Geto Boys, som han dog senere valgte at aflyse, da han fik mistanke om, at hans promotere udnyttede hans sygdom.

Rapperen blev født med det borgerlige navn Richard Stephen Shaw, men skiftede til kunstnernavnet Bushwick Bill, der er inspireret af nabolaget Bushwick i Brooklyn, hvor han voksede op. Som 20 årig sluttede han sig til Geto Boys som danser under navnet Little Billy. Han var nemlig født med dværgvækst og var såleds kun 1 meter og 12 centimeter høj. Bushwick Bill tog senere et skridt frem i rampelyset som rapper i gruppen og fuldendte således Geto Boys sammen med Scarface og Willie.

I 1991 udgav gruppen albummet ‘We Can’t Be Stopped’, der blev deres største succes til dato med hitsinglen ‘Mind Playing Tricks on Me’. Albummet fik også en stor del opmærksomhed på grund af det grafiske coverbillede af Bushwick Bill på hospitalet, efter han mistede øjet.

Som soloartist udgav han seks albums.

Læs også: Cardi B deler billede af bivirkningerne fra plastikoperation

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af