Hot Chip har lavet det samme album igen-igen – det er både godt og skidt

Hot Chip har lavet det samme album igen-igen – det er både godt og skidt
Hot Chip.
Hot Chip har lavet det samme album igen-igen – det er både godt og skidt - A Bath Full of Ecstasy
3 6
Hot Chip
'A Bath Full of Ecstasy'

Album, Domino/Playgruond

Hot Chips electropop har alle dage haft en ganske særlig charme. Det er pulsrig musik, man kan danse til, der kommer fra en gruppe mennesker, der både ser ud og lyder som om, de ville være for nervøse, tænksomme og indadvendte til selv at bevæge sig ud på dansegulvet. Det er næppe et tilfælde, at deres største hit, ‘Ready for the Floor’, handler om netop dette emne.

Men det er altså også en æstetik, der har sat en række benspænd om dem. Ja, det føles lidt som om, de i mange år mere eller mindre har lavet det samme album igen og igen. Og deres nye af slagsen er ingen undtagelse – på godt og ondt.

For selv om vi har at gøre med endnu et album, hvor Hot Chip nægter at forlade deres komfortable, introverte synthunivers, betyder det også, at ‘A Bath Full of Ecstasy’ ligesom samtlige forgængere har nogle virkelig stærke numre rundt omkring på tracklisten.

Først og fremmest er der førstesinglen, den houseprægede discobanger ‘Hungry Child’, der på seks smukke minutter viser lidt mere kant og gnist end meget, Hot Chip har skabt de seneste år. Dertil er der mange fremragende, charmerende øjeblikke på den dynamiske ‘Positive’, og albummet bliver rundet flot af med den forløsende, nærmest spirituelle ‘No God’. Alle tre er numre, jeg håber bliver en fast del af gruppens live-repertoire i fremtiden, for de vækker store følelser, samtidig med at de udnytter gruppens flair for smukke synthtoner og skarpe dansegrooves. Og så er de også drøngode melodier, der placerer sig direkte i hjernen.

Sammenlignet med albumforgængeren ‘Why Make Sense’ er produktionen knap så skarp – sangene favoriserer store, tætpakkede lag af instrumentation frem for den mere krystalklare lyd. I de bedste momenter resulterer det i en euforiserende wall of sound-effekt, til gengæld bliver de mere stille momenter så æteriske og svævende i deres lyd, at det er svært at få noget håndgribeligt ud af dem. Numrene ‘Spell’, ‘Bath Full of Ecstasy’ og den langsomme ballade ‘Clear Blue Skies’ lider især af, at lyden ikke er nær så slagkraftig som før, og de føles som resultat meget distancerede. Sidstnævnte integrerer endda nogle ambient-elementer, som desværre aldrig bliver nær så rørende, som intentionen vist er.

Dertil er det langt fra alle numre, hvor sangskrivningen er nær så stærk som på ‘Hungry Child’ og ‘No God’. Ja, selv om jeg nyder ‘Positive’ en del, må jeg også indrømme, at den fundamentale sangskrivning derpå er ret forglemmelig – det er mere det kreative, regnbuefarvede beat, der fascinerer mig. Sange som ‘Echo’, ‘Why Does My Mind’ og ‘Clear Blue Skies’ kører med tilforladelige, bekvemme melodier og flyvske, klichéfyldte tekster – de rammer aldrig nogen nerve, der gør dem til mere end bare hyggelig baggrundsmusik.

Og det er desværre sådan, jeg må opsummere store dele albummet: Hyggelig baggrundsmusik. ‘A Bath Full of Ecstasy’ er et bekvemt, ikke synderligt udfordrende album. Det har absolut sine højdepunkter, og produktionen er til tider decideret euforisk, men der er langt mellem snapsene.


Kort sagt:
De tre stærkeste numre på ‘A Bath Full of Ecstasy’ er eksemplarisk gode Hot Chip-sange, men alt for ofte forfalder de distancerede synths til at være bekvem baggrundsmusik – også selv om produktionen momentvis kan skabe skønhed.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold