I starten troede jeg, at The Streets var en joke – så hørte jeg ’A Grand Don’t Come For Free’

I starten troede jeg, at The Streets var en joke – så hørte jeg ’A Grand Don’t Come For Free’
The Streets' Mike Skinner.
Foto: Jim Dyson/Getty Images
Et gendannet The Streets optræder denne uge på årets NorthSide, 15 år efter udgivelsen af succesalbummet ’A Grand Don’t Come For Free’. Vi har dykket ned i albummet, der blandt andet gav The Streets deres største hit nogensinde i form af ’Fit But You Know It’.

For mange år siden, før jeg rigtig var begyndt at dyrke den internationale hiphopscene, hørte jeg en sang på P3, der lød ulig noget, jeg nogensinde havde hørt. Den sang var ‘Fit But You Know It’ af The Streets. Jeg bemærkede ikke teksten særlig meget, men rapperens vokal stak øjeblikkeligt ud. Ikke alene var den britisk, hvad jeg ikke var meget vant til i hiphop dengang, men flowet var også skævt og placerede sig ikke særlig nøjagtigt på beatet. Og versene såvel som omkvædet var så hurtigt. Det var ovre praktisk taget så snart, det var startet. Men alligevel borede nummeret sig ind i hjernen.

Min noget ignorante konklusion dengang var, at sangen var dårlig. Den lød simpelthen ikke, som P3 og diverse opsamlings-cd’er ellers havde lært mig, at hiphop skulle lyde.


Nogle år senere var jeg blevet godt begejstret for amerikansk hiphop, og det virkede nu åbentlyst for mig, at ‘Fit But You Know It’ bevidst gik efter at bryde de etablerede hiphopspilleregler. Men jeg så den stadig ikke som nogen stor kunstnerisk triumf. Det var mest af alt en morsom novelty-sang. Og så var teksten rimelig sexistisk, ikke? Nummeret var sjovt, men jeg havde ikke brug for mere The Streets i mit liv end det ene nummer. Eller, det troede jeg i hvert fald.

En dag hørte jeg nemlig en sang, der fundamentalt ændrede min indstilling over for The Streets. Mike Skinner rappede stadig med tyk Birmingham-dialekt, og han ramte ikke særlig præcist på beatet. Både vers og omkvæd var stadig usædvanligt korte. Men på ‘Blinded By the Light’ var han skrøbelig, ængstelig og urolig. Det fik mig til at lytte til hele albummet, som både ‘Blinded By the Light’ og ‘Fit But You Know It’ stammer fra – ‘A Grand Don’t Come For Free’, der for en lille måned siden kunne fejre 15 års jubilæum.

Den ambitiøse fortælling

Hvorfor kommer jeg med denne lange gennemgang af mit forhold til The Streets? Jo, det er fordi det er enormt let at bilde sig selv ind, at det bare er noget fjollet musik, hvor joken begynder og slutter med, at Mike Skinner bruger engelsk arbejderklasselingo i rapsange.

For ‘A Grand Don’t Come For Free’ er så meget mere ambitiøst end det. Det er et konceptalbum – en hiphop-rockopera, der fortæller en historie om en fortæller, ligeledes navngivet Mike, der efter en lortedag opdager, at hans tv er i stykker og tusind pund (et grand) er forsvundet sporløst fra hans lejlighed. Herfra følger en historie om kærlighed, gambling, jalousi, utroskab, skænderier og uanstændige mængder stoffer og alkohol.


På ‘Not Addicted’ er han så desperat efter sine manglende penge, at han er lige ved at vædde yderligere tusind pund på en fodboldkamp, også selv om han efter eget udsagn »don’t know the first thing about football«. Tracket følger ham gå fra at ærgre sig over, at han ikke spillede pengene, da hans hold ser ud til at vinde, til at han til sidst ånder lettet op, da holdet bliver overvundet til sidst.

I løbet af tracklisten følger vi også Mikes forhold til en kvinde ved navn Simone. I starten, på ‘Could Well Be In’, blomstrer det, men langsomt falder det fra hinanden. På det fantastiske nummer, der fik mig til at dykke ned i albummet, ‘Blinded By the Light’, venter han på en natklub længe på, at Simone dukker op med deres fælles ven Dan. Mike bruger ventetiden i selskab med ecstasy og alkohol. Da de endelig dukker op, tror han, at han ser dem kysse, men grundet alle stofferne er han ikke helt sikker, og han føler sig egentlig ligeglad.

Der er dog andre ting, der gør, at Simone og Mikes forhold falder fra hinanden. Stofferne og alkoholen er en del af det, en anden del er Mikes manglende evne til at tage ansvar for sine handlinger og at være der for Simone. Og mens Mike skam er lidt nervøs for en affære, er han ikke bly for at være utro selv, hvilket vi lærer på ‘Fit But You Know It’. Her fik den noget sexistiske lyrik en helt ny kontekst for mig: I albummets sammenhæng er det ikke en sang, der fejrer at komme med fordomsfulde konklusioner om fremmede kvinder – i stedet er det en sang, der udstiller hovedpersonens overfladiske og unuancerede attitude over for omverdenen.


Mens han forsøger at få fat på sine tusind pund, opdager Mike, at Simone og Dan vitterligt har haft gang i en langvarig affære. I afslutningssangen bliver vi præsenteret for to mulige slutninger til fortællingen: En hvor han bebrejder andre for sin ringe situation, og en, hvor han konfronterer, at han er en alkoholiker, og at han ikke er god nok til at være der for dem, han holder nær.

I begge slutninger tilbyder Mikes ven Scott, som han andetsteds på tracklisten har været oppe at skændes med, at komme forbi og kigge på Mikes ødelagte tv. I den første slutning bliver Scott afvist, og Mike ringer i stedet til en elektriker – endnu en karakter, han kommer op at toppes med. I den anden slutning takker Mike ja, og Scott kommer forbi. De bliver gode venner igen, siger undskyld til hinanden, og Scott opdager, hvad der havde gjort, at tv’et ikke fungerede: Tusind pund, der var placeret inde i tv’et.

Det håndgribelige og relaterbare

Jeg elsker mange rockoperaer, men for at være ærlig: I 90 procent af tilfældene er historien først noget, der rigtig griber mig efter mange gennemlytninger. Det bliver så pompøst meget af tiden.

Når Roger Waters’ psyke bliver til en metaforisk mur, hvor han udsætter sig selv for en retssag, er det interessant nok, men det er så fjernt fra noget, jeg kan forholde mig til. Det gælder i endnu videre grad, når The Who fortæller om en blind, døv og stum dreng, der er så god til Pinball, at han får en kult omkring sig.

Mange rockoperaer søger at skabe en helt ny verden fra bunden af, når de fortæller deres historier. Det bliver nogle gange næsten lidt trættende at høre på, når man lige skal holde rede på, hvad St. Jimmys og Whatsernames forhold er til Jesus of Suburbia, samtidig med, at man forsøger at nyde nogle solide (og også ofte ganske musikalsk komplekse) rocksange.


Min hensigt er ikke at sable ‘The Wall’, ‘Tommy’ eller ‘American Idiot’ ned, for alle tre er ganske fremragende udgivelser – jeg vil hellere fremhæve, at ‘A Grand Don’t Come For Free’ fik gjort noget, ingen af disse tre mastodontalbum har gjort. Jeg begyndte helt af mig selv at lytte efter historien, inden jeg blev gjort opmærksom på, at der var en historie – og jeg blev helt af mig selv investeret i Mikes færden.

The Streets kreerede ikke en verden fra bunden. De smed dig bare pladask ned i Birminghams gader, omgivet af et lille forståeligt persongalleri, man følte, man kendte. Når Mike Skinner næsten snarere taler end han rapper, gør det blot, at fortællingen er mere engagerende: Som om, der rent faktisk er en pattestiv englænder, der fortæller dig om sine alkohol-, forholds- og pengeproblemer.

Man kender folk, der har haft det som hovedpersonen Mike – at han hedder det samme som rapperen gør det kun endnu mere overbevisende, og det er svært at finde skillelinjen mellem de to.

Den er også fortalt rigtig godt, så den er rigtig let at følge med i, hvis man da bare kan sin engelske arbejderklassejargon. Der er ikke rigtig noget moment, hvor jeg har svært ved at placere historien i kronologien, og de fængende omkvæd får grebet fat i lytteren, så man hører efter.

Men vigtigst af alt er ‘A Grand Don’t Come For Free’ så meget større og bedre, end man skulle tro, hvis man kun har hørt ‘Fit But You Know It’.

Læs også: Spoiler Alert: Det kan du forvente til Tame Impalas koncert på NorthSide

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold