Iris Golds popsange fungerer bedre som singler end på et album
Vi kender nok alle det at høre en single, der ikke siger os det store, men når den endelig er til stede i en albumkontekst, fungerer den fremragende. For blot at nævne nogle nylige eksempler, var jeg ikke så begejstret for Denzel Currys hyperaggressive ‘Sumo’, før den var en del af det komplekse mørke, der er til stede på ‘Ta13oo’, og Ariana Grandes hyldest til sin materielle status på ‘7 Rings’ var en kende for overfladisk, inden den stod i kontrast til den introspektive følsomhed på resten af ‘Thank U Next’-albummet.
Men det omvendte kan desværre også ske – en skarp single kan simpelthen miste dampen i en albumkontekst. Og selv om Iris Golds singler generelt har været rimelig gode, er ‘Planet Cool’ lidt af en fuser. Der er kun ni sange, og tilsammen varer de under en halv time. Dertil har seks af de ni sange været udgivet som singler inden udgivelsen.
Hendes stil har ellers på overfladen en del spændvidde. Hun kan både synge og rappe, og genremæssigt rører hun både ved pop, hiphop, gammeldags soul og endda en snert rock på tracks som ‘Own Vibe’.
Stemningsmæssigt er hun dog en kende mere ensporet. Det var ikke rigtig noget, jeg tænkte over, da Iris Gold kun havde singler at byde på, men stort set alle hendes sange har som hovedformål at sprede glæde og positiv stemning. Det er hun skam god til, ingen tvivl om det – sangene er instrumentalt krydrede med alle mulige fine småting, der trækker på smilelæberne. Og Gold skal da også have ros for, at hun kan være så konsekvent positiv, uden at det nogensinde forfalder til at blive tyggegummimusik. Men det ender bare med, at albummet ender med at føles ret ensartet på tværs af blot 29 minutter.
Det hjælper ikke, at hun trods en spraglet liste af inspirationskilder strukturerer alle sine sange på meget samme måde. Popmusik har selvfølgelig altid været baseret på formler, men der er så få afvigelser fra formlerne her, at det bliver svært at abstrahere fra dem.
Det er synd, for Iris Gold er jo rigtig god til at operere inden for formlen. Tag nærmest enhver sang ud af albummets kontekst, og det er en øjeblikkelig humørspreder, som kan tåle en del gennemspilninger. Men sæt dem i række på denne måde, og det ender desværre med at føles som en halv times lettere tilfældig positivitet, der ikke rigtig kommer nogen vegne.
Det ville blive rundet af præcis som det startede, hvis det ikke var for den let vemodige ‘Keep the Light On’ – et nummer, der føles mere som om, det ville have fungeret bedre som dynamisk afveksling midt i tracklisten, rettere end som den konkluderende finale. Som afslutningsnummer er det lidt af en fuser.
Iris Gold er uden tvivl en dygtig singlekunstner. Hun skal dog slippe hæmningerne mere, hvis hun skal blive rigtig mindeværdig på album. Men det behøver hun ærlig talt ikke at blive. Jeg ville personligt være godt tilfreds, hvis hun blot holdt sig til at udgive singler. For der kan hun i hvert fald sit kram.
Kort sagt:
‘Planet Cool’ består af ni ganske fine popsange, der desværre sammen danner en lidt ensporet albumoplevelse.