Kill J tager sin dramatiske popmusik til kanten på ‘Superposition’

Kill J tager sin dramatiske popmusik til kanten på ‘Superposition’
Kill J.
Foto: Morten Rygaard
Kill J tager sin dramatiske popmusik til kanten på ‘Superposition’ - Superposition
4 6
Kill J
'Superposition'

Album, Discowax

Forestil dig, at en ny planet åbenbarer sig i vores solsystem, Lars von Trier-style. Den er skinnende sort og omkranset af et blålilla slør, smuk og dragende at betragte og måske endda betræde i sine månestøvler, men ikke gæstfri og behagelig at bebo i længere tid ad gangen.

Nogenlunde sådan har jeg det med Kill J’s eksperimenterende, næsten overjordisk lydende elektroniske pop. På det imødesete debutalbum ‘Superposition’ lyder de quirky takter og den udtryksfulde, kvidrende vokal stadig umiskendeligt som danske Julie Aagaards alter ego, men hun lykkes med at strække sit i forvejen dramatiske udtryk i nye retninger, som en gnistrende stjerne, der lige svulmer i omfang. Det er ærefrygtindgydende og ofte krævende at lytte til. Men heldigvis også fængende langt henad vejen.

Kill J har allieret sig med produceren Liam Howe (FKA Twigs, Lana del Rey) og videnskabens koder for at udvikle en både følelsesfuld og intellektuel poesi. Svævende, dunkle synthflader, aparte effekter og brusende omkvæd dominerer på albummet med sange som ‘Entangled’ og ‘Double Helix’. På ‘Cloud Chamber’ udgør lyden af dryppende kemikalier beatet i verset, imens klassiske klaverakkorder lægger en varm bund i omkvædet. Kill J bringer således sjæl og menneskelighed ind i de kolde laboratorieeksperimenter. Det lykkes også i kraft af teksterne, der på mange sange kredser om følelsesmæssig sårbarhed og længsel.

Og den kontrast kan altså noget. Man savner den på de kuldslåede og krigeriske ‘Dead Weight Soldier’ og ‘Strange Fruits of the Sea’, hvor chipmunk-stemmer, piskende, opbrudte beats og verbale baseballbat fyger én om ørerne. Her kvæler hiphop-manererne nuancerne.

Mere vellykkede er de skrabede små popsange ‘Addicted’ og ‘Silver Spoon’, hvor Kill J’s kække vokalarbejde og sans for indtagende melodier får lov at stå alene. ‘Moon Sick’ er et melankolsk højdepunkt, hvor Aagaard går Mariah Carey i bedene og demonstrerer sit betagende fløjteregister.

Der er grundlæggende meget at forholde sig til i Kill J’s univers. Derfor er albummets længde – 15 sange – også overvældende. Man er næsten et skarn, hvis man ønsker sig mådehold af en så spændende kunstner som Kill J, når hun deler gavmildt ud af sine ideer og eksperimenter, men alligevel ser jeg frem til en endnu mere klart afgrænset, lysende vision på Kill J’s næste færd.


Kort sagt:
På debutalbummet lyder de quirky takter og den udtryksfulde, kvidrende vokal stadig umiskendeligt som Kill J, men hun lykkes med at strække sin i forvejen dramatiske popmusik i nye retninger. Mest vellykkede er de sange, hvor det kække vokalarbejde, sårbarheden og de indtagende melodier får lov at stå alene.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold