Macklemores udklædningsfest på Tinderbox var fjollet på den helt rigtige måde

Macklemores udklædningsfest på Tinderbox var fjollet på den helt rigtige måde
4 6
Macklemore

Koncert, Tinderbox, Blå Scene

Efter en karismatisk Eric Nally havde vredet sig igennem omkvædet på ‘Ain’t Gonna Die Tonight’, løb Macklemore på scenen i læderjakke med flæser, røde handsker og pandebånd. Et skørt look, men det skulle også vise sig at blive en lidt langt ude koncert – på godt og ondt. Mest godt.

For Macklemore var i topform og klar til at feste sammen med det spraglede karaktergalleri, man så på scenen. Mange steder føltes det som en slags musicalopsætning eller teaterkoncert.

Og det var sådan, det fungerede bedst. På et tidspunkt forlod rapperen scenen for så at komme ind igen i frakke, hat og solbriller til ‘Willy Wonka’ og hoppe op og ned, mens han rappede de nærmest latterlige linjer: »I woke up like bitch I’m Willy Wonka«. Det var grotesk, men også virkelig sjovt.

Herefter forlod Macklemore igen scenen, og efter en film om, at han var søn af Samuel L. Jackson og Lady Gaga, kom han ind iklædt paryk og 70’er-outfit og gjorde sig som alter egoet Raven Bowie til ‘And We Danced’. Her kom også to fra publikum op og dystede i en dance-off.

Mere malplaceret var det, da Macklemore prædikede inklusion og diversitet inden LGBTQ-slagsangen ‘Same Love’. Taget i betragtning af, at det var en hvid heteromand, der andre steder dyrkede et meget heteronormativt udtryk, kunne man godt have undværet det. Intentionen var god som sommeraftenen var lang, men det kom til at klinge lidt hult, da hovedpersonen kort efter stod og fjollede sig igennem førnævnte ‘Willy Wonka’ og ‘And We Danced’.

Macklemore er en fin rapper, bandet var velspillende, men måske var der en grund til, at det var showet og spektaklet, der fungerede. Rent musikalsk er der langt mellem de store øjeblikke. ‘Thrift Shop’ fik virkelig gang i festen, ‘Downtown’, og monsterhittet ‘Can’t Hold Us’ ligeså, men man må erkende, at mange af de numre, Macklemore har gjort sin karriere på, egentlig ikke er særligt gode.

Men man skal ikke kimse ad udklædningsfesten, og Macklemore var ikke bleg for at tage pis på sig selv og det hele. Og når han gjorde det, når showet fik lov at være show, fungerede det. Han og bandet havde det sjovt, publikum havde det sjovt. Og vi har alle brug for at grine lidt i de her dage.


Kort sagt:
Macklemores nærmest musicalagtige show fungerede bedst, når han smed alle hæmninger og gik all-in på at fjolle, have det sjovt og feste igennem.

Læs alle vores anmeldelser fra Tinderbox HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold