Roskilde-aktuelle Brockhampton arbejder på nyt »feel-good sommeralbum«

Roskilde-aktuelle Brockhampton arbejder på nyt »feel-good sommeralbum«
Kevin Abstract fra Brockhampton. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Brockhampton arbejder på deres næstkommende album, lyder det fra frontmand Kevin Abstract i et nyt interview med GQ. Her afslører Abstract, at gruppens næste, femte album kommer til at blive fyldt med feel good-stemning og dansable beats.

»Vi vil lave et sommeralbum. Feel-good. Ikke for trist og sådan: ’Oh, our life sucks’, mere sådan: ’Bare nyd det, der er foran dig’«, fortæller Abstract om det kommende projekt, der skriver sig ind i gruppens diskografi efter ’Iridescence’, der landede i december.

Abstract uddyber i interviewet, at de på det nye projekt smeder tekster om angst, depression og negativitet sammen med sange, som man kan danse til. »Det er lige som ’Hey Ya!’ – min yndlingssang nogensinde«, tilføjer han.

Kevin Abstract knytter i samme interview nogle kommentarer til sin seneste udgivelse ’Arizona Baby’, der udkom i april. En udgivelse, der ifølge ham selv ikke havde rødder i sand kreativitet: »I bund og grund skal jeg levere plader, fordi jeg har skrevet under på en pladekontrakt, hvilket jeg også gerne ville. 110 procent, jeg ville gerne. (…) Jeg ville gerne, men jeg var også udbrændt. Jeg skulle ikke have lavet et album. Jeg tror, det, der reddede det, er, at det er sårbart, det er ærligt, og det er ægte«.

Brockhampton kan opleves på årets Roskilde Festival torsdag aften.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af