Skepta forsøger at skabe en ny lyd på ’Ignorance Is Bliss’ – men han har et ben i fortiden
Skepta er et grimeikon. Hans autoritære, magtfuldkomne flow er en af genrens definerende udtryk. Den britiske stjerne skabte en række af grimebevægelsens tidlige klassikere, var en del af det legendariske Boy Better Know-crew, og da resten af verden endelig fik øjnene op for, hvad der skete i Londons undergrund, var det Skepta, der skabte genrens definerende globale hit i form af ’Shutdown’.
Det efterfølgende album ’Konnichiwa’ var en sejrsrunde – ikke bare for Skepta, men for hele grimescenen. Men det føltes også som et punktum. Nu, tre år senere, er det store spørgsmål, som London-kunstneren skal svare på, om han kun er et grime-ikon. Eller om han også kan være mere end det. Og her har tegnene været lidt blandede.
Skepta har haft succes med mere amerikansk-orienterede tracks og gæstet både Drakes ’More Life’-album og ASAP Rockys storhit ’Praise the Lord (Da Shine)’. Men samtidig har hans udgivelser været sporadiske og ufokuserede (som 2017-ep’en ‘Vicious’), og det kunne virke som om, den sneaker-designende kunstners fokus ikke altid har været på musikken.
Samtidig må man også bare sige, at den britiske legendes stemmeføring aldrig forlader det der ene, intense toneleje, han altid har. Hans lydmæssige omgivelser skifter, og hans status stiger – men i kernen lyder Skepta stadig som den klassiske grime-gadedreng, hver gang han åbner munden. Og sådan er det også – på godt og ondt – på ’Ignorance Is Bliss’.
For her er en del mere melodiske, næsten poppede beats (’Bullet From a Gun’, ’Same Old Story’), og der er usædvanligt mange omkvæd fra gæster som den nigerianske afrobeats-stjerne WizKid, Londons afrotrap-håb J Hus og en Travis Scott-efterligning af Nafe Smallz. Her er endda en sang (’Love Me Not’), der sampler Sophie Ellis-Bextors ’Murder On the Dancefloor’! Men Skepta er stadig Skepta: Bare fordi produktionerne ændrer sig, og nye navne kommer ind fra siden, lægger han altså ikke lige sit flow om.
Det gør, at ’Ignorance Is Bliss’ lyder som et album, der prøver at finde frem til en ny lyd ved at gå væk fra de stramt komponerede grime-beats, vi hørte på ’Konnichiwa’. Men albummet har samtidig har et ben i fortiden, fordi Skepta stadig angriber hvert beat, som havde han lige grebet mikrofonen til en piratfest i grimens tidlige guldalder. Produktionerne kan nærmest føles som forskellige kostumer, der bliver prøvet på – men som ikke ændrer noget som helst ved personen under.
Når albummet alligevel føles som en sejr, er det fordi Skepta fuldstændig fanger opmærksomheden, selv når han træder vande. Vokalen er sulten og intens som altid. Når han går ind over et lidt ’It Ain’t Safe’-lænende beat, som på den rumlende ’Greaze Mode’ eller den metalliske ’No Sleep’, lyder han uovervindelig, og når han åbner lidt op omkring forhold eller race, som på henholdsvis ’Going Through It’ og ’Glow In the Dark’, hænger man ved hvert ord.
De her momenter, hvor Skepta fokuserer sig selv på én specifik tilgang, er albummets stærkeste. For ellers er ’Ignorance Is Bliss’ lidt for spraglet, lidt for fyldt med gæster og halve ideer. Skepta har selv udtalt, at han begyndte på albummet i år, og det er måske årsagen til, at det stritter i så mange retninger. For hvor ’Konnichiwa’ var én stor sejr, der kom efter flere års kamp, føles det her mere som strøtanker fra en mand, der egentlig allerede har vundet.
Kort sagt:
Skepta forsøger at genopfinde sig selv på ‘Ignorance Is Bliss’. Albummet stritter i mange retninger lydmæssigt og har en række gæsteoptrædener, men Skepta er stadig Skepta: Grime-ikonets karakteristiske flow er uændret. Resultatet er en udgivelse, der søger fremad, alt imens det har en fod plantet i fortiden.
Læs også: Forbud, censur, fængsel: Hvordan London lukker munden på sin hiphopscene