Solodebuten fra The Internets Steve Lacy er et (lidt for) sexet sommersoundtrack
Steve Lacy er medlem af r’n’b-gruppen The Internet, men dukkede også op på to sange på ‘Father of The Bride’, det seneste album fra de afrobeat-glade indierockere i Vampire Weekend. Selv om de to grupper umiddelbart ligger et stykke fra hinanden, kan man placere Steve Lacy i et form for krydsfelt mellem dem. For mens r’n’b’ens temaer, melodier og stemninger dominerer sangskrivningen på debutalbummet ‘Apollo XXI’, har det et guitar-tromme-bas lydbillede ikke ulig Vampire Weekend.
Den blanding fungerer for det meste. På ‘Playground’ fremviser Lacy sin falset i omkvædet, der, som i mange af de andre sange, er ret ligefrem i sin sextematik: »Know you wanna play ’round / well, baby, I’m on the playground / hop on up, get on down / and wiggle that thing that’s so round«. Slowjammet ’N Side’ er lige så seksuelt ladet, men tilpas nonchalant i sin lyd og levering. ‘Hate CD’ handler ikke om sex, men om at være afhængig af en anden person, og er, trods det lidt afdankede tema, et af de steder, hvor Steve Lacy bliver mest følsom – med stor succes.
I starten af andet nummer ‘Like Me’ forklarer han følgende: »Hello / this is about me and what I am / I didn’t wanna make it a big deal / but I did wanna make a song, I’ll admit«. Det handler om Lacys biseksualitet og hans usikkerhed omkring det. ‘Like Me’ sætter tonen for resten af albummet, og de mange numre om sex og kærlighed får en anden klang efter Lacys bekendelse – der sker for eksempel noget, når han på ’N Side’ synger til en pige og på ‘Hate CD’ til en mand. På den måde ender seksualitet, og de følelser der knytter sig til det, med (berettiget) alligevel at være en ’big deal’.
Flere steder bliver usikkerhed og følelser dog tilsidesat på sange, der har lidt meget sex og lidt for lidt indhold – eksempelvis på ‘Basement Jack’, hvor man fornemmer undertoner af et dybere tema, som desværre fortaber sig i lidt for indholdsløse linjer. Det er som om Lacy undlader for alvor at vende tilbage til den historie, han teaser i starten – hvilket måske siger noget om, hvor svært det stadig er at navigere som queer kunster i 2019. På den måde forbliver ‘Apollo XXI’ et åbent spørgsmål mere end en fuldendt historie.
Summen af delene går ikke altid op i den famøse højere enhed. Der mangler udsving, og stort set alle numre føles nogenlunde som det der kom før. Det er for let at sammenligne med Frank Oceans ‘Blonde’, men også for svært at lade være, for ‘Apollo XXI’ dyrker samme æstetik. Det, der fungerede på ‘Blonde’ (de underlige former, minimalismen og den baggrundsmusik-agtige lyd), gør bare ikke altid noget godt for Steve Lacy. Det bliver mere statisk end hvad godt er.
Når ‘Apollo XXI’ fungerer (hvilket det heldigvis oftest gør), er det et glimrende sommersoundtrack, fantastisk til den bekymringsløse cykeltur gennem København. Det er sjovt, nede på jorden og har en behagelig, varm og veldefineret lyd. Lacys guitarsange og vidunderligt spinkle, lyse vokal er som skabt til lyse nætter, sommerflirts og lidt for meget rosé. Men når tømmermændene og længslen efter noget mere melankolsk og dybsindigt melder sig, må man nok kigge andetsteds.
Kort sagt:
Steve Lacy rammer en ren, varm og lækker lyd på ‘Apollo XXI’, der er et perfekt, men til tider lidt ensformigt soundtrack til de lange sommernætter.